Allan Olsen: Giv ikke jeres børn til rovdyrene

Af: Jette Warrer Knudsen

Foto: Lars H. Laursen

Alkohol og stoffer var ved at tage livet af én af landets mest anerkendte og feterede skuespillere. Det er nu 25 år siden, at han kom i effektiv behandling, der gjorde ham til ædru og tørlagt alkoholiker. Han er fortsat skuespiller men arbejder også med at hjælpe andre – især kriminelle – med at komme på ret kurs.

 Både Spacy og Johnny Larsen-looket er der stadig, som han kommer gående dér ind ad svingdøren – iført læderjakke og solbriller – på vej for at møde Helse. Og så alligevel ikke helt. Hans fremtoning er som et maleri, der med tilværelsen som hård og indimellem nådesløs penselfører har fået lagt lag på lag på sin personlighed og udstråling. Mange af den mest smertefulde slags, som giver livsduelighed, hvis man kommer igennem og får fat på livet igen.

Det fik skuespiller Allan Olsen, men med en klar bevidsthed om, at det sagtens kunne være gået ganske anderledes. For, som han selv siger, så kunne han meget let være død af druk og stoffer allerede som 33-årig.

Men sådan gik det heldigvis ikke, og nu kan Allan Olsen både fejre 25 års jubilæum som tørlagt alkoholiker og 40 års jubilæum som skuespiller. 

Barske erfaringer og en benhård kamp for livet er nu lagret i en selvindsigt, der siger spar to. En indsigt, som han nu bruger aktivt for at hjælpe andre – specielt  fængselsindsatte til at komme på ret køl og til at få et anstændigt, selvforsørgende liv. De to  jubilæums-milepæle markerer Allan Olsen ved at udgive en ny bog – “Jeg tog en anden vej”, som er et tilbageblik på, hvorfor det gik, som det gjorde.

Tidlig debut

Allan Olsen, der blev skuespiller i en meget ung alder, debuterede også tidligt som alkoholiker og stofmisbruger. Allerede som 18-årig kom han på antabus sideløbende med, at han blev  en af landets mest  populære og feterede skuespillere.

Hans liv med alkohol tog fat, da han fik smag for Pernod og rød sodavand derhjemme i barndommens gade i Værebroparken i Gladsaxe.

– Jeg voksede op i en subkultur, hvor det at drikke gjorde, at man udviste mod og som en lille lort kunne hamle op med de store drenge, fortæller Allan Olsen, der først slap ud af alkoholens lænker, da han i 1992 kom på behandlingshjem. Flere gange nåede han at være på avisernes forside som drukkenbolten, der var i fuld gang med at smadre sin tilværelse og karriere. 

– Og det gjorde jeg. Jeg var helt færdig og skulle bygge et helt nyt liv op og starte forfra. Det blev jeg først i stand til, da jeg gav op og lagde mit liv i andre hænder, så jeg kunne komme i behandling, fortæller Allan Olsen.

– Det var en barsk og angstprovokerende omgang med terapi alle døgnets 24 timer. Det var meget hårdt, men nødvendigt. Der er ingen vej tilbage, hvis du skal ud af alkoholens djævelske kløer. Jeg kommer aldrig til at drikke alkohol igen, fordi jeg har en alkoholisk og voldsom destruktiv tilgang til det at drikke. Der er ingen mellemveje for en tørlagt alkoholiker.

Den hårde kamp for livet

I den nye bog beskriver han sin hårde kamp på liv og død for at få styr på sin tilværelse igen. Og bogen var faktisk en hård proces at komme igennem, forklarer Allan Olsen, der tidligere har skrevet flere bøger – også om sin nedtur, der kunne have kostet ham livet.

– Det var vigtigt for mig at gå tilbage for at analysere, hvad der skete og helt få fat på, hvordan min kamp var, uden at komme til at copy paste mig selv. En vigtig proces, fordi jeg ikke bare ville lade den blive ved de andre bøger.

– Jeg ville ikke bare lægge det væk, men derimod dykke ned i, hvad der kom ud af min kamp og ikke bare sige, “det var så det”, forklarer Allan Olsen, der i hele processen med at se verden i øjnene med ædru øjne har været tynget af skyld over for sine nærmeste – især overfor sin datter, der nu er voksen. Derfor har han også gået bodsgang for at sige undskyld, og det har været en kæmpestor lettelse for ham at kunne angre.

– Min datter var kun ni år, da min druk og misbrug var på sit højeste. Hun kan huske, hvordan det var i modsætning til min søn, som vi adopterede, da jeg var kommet på højkant i tilværelsen igen, fortæller Allan Olsen

I dag er han stadig skuespiller, men med et fast sidejob, der fylder rigtig meget hos ham. Allan Olsen er nemlig ansat i fængselsvæsenet, hvor han efter visitering coacher de indsatte til at få et liv uden kriminalitet, når de igen skal leve uden for murerne.

På bølgelængde

– Jeg har en helt anden tilgang end socialrådgivere og andet fagpersonale. Jeg taler deres sprog og ved, hvad det handler om, og de forstår, at jeg ligeså vel som dem kunne være blevet kriminel – måske kunne jeg også have slået et andet menneske ihjel, siger han og holder en lille pause.

– Du skal tænke på, at langt de fleste af de indsatte har været i hænderne på sagsbehandlere, psykiatere og psykologer, siden de var børn. De tror simpelthen ikke på hjælp fra den kant. Min opgave er at gøre dem til ansvarlige borgere, der kan klare sig selv og deres familie. At gøre dem til gode fædre, mødre og rollemodeller, siger Allan Olsen med gejst i stemmen.

Gode fællesskaber og forældre, der tager deres roller alvorligt, er en vigtig pointe, hvis vi skal undgå, at unge ryger ud i det lort, som afhængighed af alkohol og stoffer er, siger Allan Olsen.

Kommercialisering af unges afhængighed

– Men forældre er ofte uvidende i dag om de store farer, der lurer henne om hjørnet for deres børn. I modsætning til, da du og jeg var unge, er der sket en kommercialisering af børn og unges afhængighed, og bagmændene er ikke kun rockere, men også børsnoterede selskaber, der tjener penge på at sælge sprut med stor profit for øje, siger Allan Olsen.

– Det er så brutalt, for det er penge, der styrer det hele – og som forældre ved I ikke, om den dørmand, der står udenfor jeres datters diskotek, er bandemedlem og dybt involveret i narkosalg, siger Allan Olsen.

– Hvis du ikke ved, hvilke miljøer din søn eller datter færdes i, så find ud af det. Opsøg det! Jeg har en bøn til danske forældre om at gå de steder hen, hvor deres børn kommer og sørg for, at de kun går de gode steder. Gør en indsats. Giv ikke jeres børn til rovdyrene, siger Allan Olsen med lynende øjne.

I det hele taget mener Allan Olsen, at det er fællesskaber og omsorg for hinanden, der er det bedste værn mod misbrug og deroute. Men der er alt for meget “dem” og “os”-retorik i dagens Danmark, mener Allan Olsen.

Bunden skal hæves

– Vi taler så grimt om og med hinanden – der er alt for mange stemmer i den dårlige sags tjeneste. Bunden skal simpelthen hæves, og her spiller samfundet en vigtig rolle, fordi der skal skabes gode og givende fællesskaber for unge. Men i stedet lukker man den ene ungdomsklub efter den anden.

Temmelig tåbeligt, konkluderer Allan Olsen, der også mener, at vores behandling af alkohol og stofmisbrug i for stor udstrækning handler om vedligehold.

– Systemet taler om og behandler alt for meget i vedligehold, i takt med at de nedlægger behandlingssteder – jeg tror ikke et øjeblik på vedligehold. Vi lader folk med misbrugsproblemer i stikken med den behandling – de bliver bare proppet med piller. En forkert strategi. Vi skal ind til kernen, og jeg vil se handling, siger Allan Olsen, der selv tror på, at det også er i fællesskaber med andre, at vi kan kæmpe os ud af misbruget.

Pludselig kaster han en mønt på bordet. Den kommer fra hans lomme. Jeg spørger interesseret om, hvad det er for én.

– Det er en mønt med billleder af Bill og Bob (grundlæggerne af AA, Anonyme Alkoholikere, red.) Her blev jeg set, rummet og forstået, mens der blev stillet krav til mig. Det er sådan, det skal være. Vi har alt for mange pjatte- og pseudoprojekter i dagens misbrugsbehandling, mener Allan Olsen, der afslører, at spiritualitet for ham spiller en stor rolle i fastholdelsen af en tilværelse som ædru og tørlagt alkoholiker.

Tro, håb og kærlighed

– Min holdning til kristendommen er spirituel, og når jeg har brug for ro, tid til eftertanke og taknemmelighed, finder jeg de rette rammer i kirkerummet. Her kan jeg godt finde på at sætte mig ind, når jeg skal fordybe mig og har behov for at føle mig som en del af noget større. Kirkedøren er altid åben, og den er bred.

– Jeg tror ikke på ateisme og er slet ikke i stand til at rumme den, konstaterer Allan Olsen og tøver lidt.

– Altså jeg kan ikke forestille mig et menneske, der besværet af sygdom på sit dødsleje siger: “Jeg tror på intet.” Jeg elsker den dér med tro, håb og kærlighed. Allan Olsen fortsætter:

– Livet er på godt og ondt, og vi ved aldrig, hvornår det slår en kolbøtte. Jeg er klar til at være i det hele, men er så glad for at være lige dér, hvor jeg er nu.

Allan Olsen øjner pludseligt noget ovre i lokalets fjerneste hjørne.

– Se nu falder lyset på planten derovre. Livet er da skønt!

 


 

Kort om Allan Olsen

Født i 1960.

Uddannet glarmester og fik sin første filmrolle, mens han var i lære.

Debuterede i 1978 i filmen ‘Mig og Charly’.

Fik Bodilprisen for bedste mandlige hovedrolle i 1980 for rollen som Johnny Larsen i filmen af samme navn.

Har medvirket i en lang række danske film og har også spillet teater og revy.

Har skrevet flere selvbiografier.

Siden 1995 gift med Charlotte Breum.

Far til to voksne børn.

 


 

Om bogen:

Titel: Jeg tog en anden vej

Forfatter: Allan Olsen i samarbejde med Anders Houmøller Thomsen

Forlag: People´s Press

Udkom 24. oktober 2018.