Giver Fido allergi?

Slår dit barn ud, når det klapper hunden, kæler med katten eller holder kaninen? Allergi for pelsdyr giver udslag året rundt.

Alle dyr med pels kan give allergi. Endda også hunde fremavlet uden pels.  Rygter om allergivenlige dyr findes i stor stil, men det må desværre forblive en myte, for allergi-sikre pelsdyr eksisterer ikke, understreger Betina Hjorth, rådgivningschef hos Astma og Allergi Danmark.

– Nogle vil godt kunne leve med en hund, selvom de er allergisk over for katte, men det er vigtigt at vide, at har du først allergi over for én slags pelsdyr, har du større risiko for at udvikle allergi over for andre dyr med pels, siger Betina Hjorth.

Advarselssignaler

De første tegn på en allergisk reaktion kan være nyseanfald, næse der løber, øjne der rinder i vand, og kløe fra huden, der hvor hunden eller katten har slikket, eller hvor man har rørt pelsen. Udvikler sygdommen sig, kan man få vejrtrækningsbesvær, som kan være begyndende tegn på astma.

– Symptomerne skal tages alvorligt, og det er en god idé at konsultere en læge for rådgivning om, hvilken medicinsk behandling, der passer bedst til dig eller ens barn, råder Betina Hjorth.  

Spekulationerne om forebyggelse af pelsdyrallergi er mange. Sundhedsstyrelsen har tidligere anbefalet, at hvis ens børn er allergidisponerede, det vil sige at enten moren eller faren har pelsdyrallergi eller anden form for allergi, så skulle barnet undgå daglig kontakt med pelsdyr det første leveår for at forebygge allergiudviklingen. Men nyere forskning har ikke kunnet underbygge disse anbefalinger. Samtidig har andre anbefalinger lydt, at man kan forebygge allergi ved at vokse op med en masse dyr. Dette er også fortsat kun en teori.

Undgåelse er den bedste behandling

Mildere former for reaktioner mod pelsdyr, kan dulmes ved hjælp af næsespray, øjendråber og antihistaminer i form af piller.  Men allergimedicin er kun symptomdæmpende. På længere sigt kan det betyde, at man bliver nødt til at tage mere eller flere slags medicin. – Bedste og eneste behandling mod pelsdyrallergi er meget simpel, nemlig at undgå dét, der udløser reaktionen, siger Betina Hjorth.

Men Astma-Allergi Danmark vil ikke være dommer over for, om man som pelsdyrallergikere skal skaffe sig af med dyret eller ej, men synes, man skal træffe beslutningen på et informeret grundlag.

– I bund og grund handler det om livskvalitet, og kæledyr kan jo for mange betyde øget livskvalitet. Nogle familier vil kunne opleve at stå en i situation, hvor et kæledyr betyder rigtig meget for et af børnenes trivsel, mens et andet barn er allergisk. En beslutning, om man skal beholde kæledyret eller ej, er i sådan en situation ikke let, siger Betina Hjorth.

Når man bliver udsat for det, man ikke kan tåle, risikerer man, at allergisymptomerne bliver værre. Hele 40-50 procent af pelsdyrallergikerne ender med at udvikle astma-lignende symptomer, og her er der helt andre forholdsregler og medicinering, man skal være opmærksom på.

Hyppigere rengøring, udluftning og for eksempel kun at have hunden i bryggerset, kan være en løsning for dem, der ikke er så påvirkede, men det er ikke nok til at fjerne allergenerne fra pelsdyret i hjemmet.

– For nogle kan selv små mængder i omgivelserne gøre, at immunsystemet alarmeres og giver udslag i enormt voldsomme symptomer. Der er eksempler på børn, der ikke kan sidde ved siden af en klassekammerat, der har kæledyr. Eller skolelærere og hjemmehjælpere der kan have svært ved at gå på arbejde. I sådanne situationer kan man overveje en vaccinationsbehandling, fortæller Betina Hjorth.

 

Hvad er pelsdyrs-allergi?

Pelsdyrs-allergi er en luftvejsallergi, også kaldet høfeber. Der sker en overfølsomhedsreaktion, når man udsættes for det man ikke kan tåle. Kroppen danner allergi-antistoffer (såkaldt IgE) rettet mod pelsdyrets allergener, der består af proteiner i dyrets, hår, skæl, sved, spyt og urin.