Julesmåkage-darling nr. 1

Af: Opskriften er fra Madam Mangor: Fortsættelse af Kogebog for små Husholdninger 1866

Den søde juletid betyder også, at vi elsker at sætte tænderne i sprøde, smørbagte julesmåkager. Og dem, vi er allermest forelsket i, er vaniljekranse. En undersøgelse, foretaget af Arla, viser, at vi også elsker at bage småkagerne selv, når kalenderen siger december og jul. Måske du har lyst til at gå i gang. Her får du ihvertfald en klassisk opskrift på vaniljekranse fra Museet Den gamle By i Aarhus.

Vaniljekransene er bagt med smør og både bitre og søde mandler. Mange gæster kommer langvejs fra for at købe netop Den Gamle Bys vaniljekranse.

De bitre mandler kan være svære at få fat i. Kagerne bliver også lækre uden dem.

Vaniljekranse (ca. 80 stk.):

Det skal du bruge:

  • 500 g mel
  • 1 æg
  • 350 g blødt smør
  • 250 g sukker
  • ½ stang finthakket hel vanilje (stang og korn)
  • 250 g søde hakkede mandler
  • 15 g bitre, hakkede mandler (søde mandler kan bruges i stedet)

 

Sådan gør du:

Mel, æg, smør, sukker, vanilje og mandler æltes godt sammen, så dejen slipper hænderne. Tril dejen til en pølse på tykkelse med en finger. Skær den ud i ca. 12 cm lange stykker. Form små kranse med et stort hul, så dejen ikke løber sammen. Dup lidt ekstra mel på fingrene, mens du triller pølserne.

Hvis kransene skal have riller, kan dejen køres igennem en kødhakker med en særlig vanillekranse-plade.

Bages lysebrune ved 180 grader i ca. 20 min.

Velbekomme!