Kend din krop – når den ældes

Af: Helse-redaktionen

Foto: Scanpix/Iris

Antallet af ældre over 65 år har i Danmark rundet én mio., og der er godt nyt om det at blive gammel. Men livsfasen rummer mange ændringer – ikke mindst af kroppen. Det sætter en ny bog, udgivet af ÆldreForum, nu fokus på.

Et stigende antal ældre får flere gode år og klarer sig selv højt op i årene. Men småknirkerier og skavanker må de fleste før eller siden leve med. Mindre kendt er måske, at også risikoen for egentlige sygdomme stiger med alderen, og hvilke konkrete ændringer, den aldrende krop gennemgår.

Hensigten med den nye bog, Kend din krop – når den ældes –  er ikke at komme med opskrifter på, hvordan livet skal leves som ældre, men derimod at videreformidle viden, som både kan forberede den enkelte på nogle af de forandringer, som hører alderen til – og samtidig kan forklare og nedtone bekymringer. Hensigten er også at inspirere til, hvad den enkelte selv kan gøre for at forebygge, mindske eller kompensere for aldersforandringer og samtidig give indblik i, hvad der ikke er aldersforandringer, men derimod noget, som kræver professionel hjælp – f.eks. fra egen læge.

Bogen gennemgår aldersforandringer i hele kroppen, fra top til tå – også dem, der ikke tales så meget om. Bogen indeholder også personlige beretninger om livet som ældre og beskriver kvinders og mænds lidt forskellige måder at gribe aldersforandringer an på.

Bogen er skrevet af en række kompetente fagpersoner og ÆldreForum med faglig bistand af eksperter.