”Når alt brænder sammen, rummer naturen mig stadigvæk” - Magasinet Helse

”Når alt brænder sammen, rummer naturen mig stadigvæk”

Af: Jannie Iwankow Søgaard

Foto: Scanpix/Iris

Bettina Pedersen var skeptisk, da hun første gang skulle prøve naturterapi. Men det virkede, og hun fandt ud af, at hun siden sin barndom ubevidst har brugt naturen, når livet blev for svært.

 

En barndom præget af omsorgssvigt samt alvorlig sygdom som voksen gjorde det nødvendigt for Bettina Pedersen for år tilbage at søge professionel hjælp for at komme godt videre i livet. Ved et tilfælde endte hun hos en terapeut, der åbnede hendes øjne for, at der var hjælp at hente i naturen.

–  Jeg har altid som barn opholdt mig meget i naturen, men da jeg søgte hjælp, var min verden brændt sammen, og jeg kunne ikke selv lave den forbindelse, der gjorde, at naturen var god for mig og kunne hjælpe mig. Det var først, da terapeuten sporede mig ind på det, at det gik op for mig, at det var, når jeg var i naturen, at jeg var mest lykkelig. Det var der, jeg søgte hen som barn, når jeg havde det dårligt, fortæller hun.

Først var stilheden forfærdelig

I starten af sit terapiforløb skulle Bettina Pedersen gå ture helt uden, at der blev talt. I stedet skulle hun forsøge at udholde stilheden i naturen, hvilket langt fra var nogen nem opgave for hende.

–  Jeg syntes, det var forfærdeligt til at starte med. Det tankemylder, jeg havde i hovedet, blev forstærket. Men efter fire til fem gåture blev det bedre, og så udviklede det sig til ”walk-and-talks”. Her fik jeg bearbejdet nogle af de traumer, jeg havde og lærte at være mig selv.

– Jeg blev også taget med til stranden, hvor jeg stiftede bekendtskab med mindfulness. Jeg skulle bare sidde på en sten og kigge ud over havet. Det var også noget nyt for mig. Jeg har altid været vant til, at det var spild af tid, når man sad stille. Jeg havde altid kun følt mig god nok, når jeg var i gang med noget. Så det var ganske grænseoverskridende, fortæller hun.

Krammede et træ

I sit terapiforløb brugte Bettina Pedersen også naturen aktivt. Hun klatrede i træer og blev beskidt – alt sammen et led i forsøget på at være det barn, hun aldrig havde oplevet at være. På et tidspunkt blev hun tillige opfordret til helt fysisk at omfavne et træ. Ikke noget, hun umiddelbart forstod meningen med.

–  Først tænkte jeg, at nu måtte der være røget en sikring i hovedet på terapeuten. Men da jeg stod og omfavnede det her træ, begyndte jeg pludselig bare at græde. I min verden har tårer været forbudt, fordi det har været et tegn på svaghed. Der har været mennesker, der har fordømt mig. Men et træ dømmer ikke. På en eller anden måde kan man sige, at når tårerne rammer barken, så favner træet dig, siger den 52-årige kvinde.

I dag bruger Bettina Pedersen stadig naturen i sin hverdag, når hun mærker, at hun rent mentalt trænger til et boost. Hun vandrer blandt andet meget og går lange ture med sine hund.

– Jeg kan ikke ændre min fortid, og ind imellem er der stadig en lille dæmon, der dukker op inde i mig. Så putter jeg mine vandresko på og tager min hund med ud at gå. Så oplever jeg at komme ud i det her rummelige univers, hvor tiden står stille. Og jeg finder ud af, at alt det, der var inde i mig, bare var tanker, der forsvinder igen. Det var den største gave, jeg fik med fra terapien. At også når jeg nogle gange brænder sammen, så rummer naturen mig stadigvæk, siger Bettina Pedersen.