Nemmere, hurtigere og billigere at købe medicin på apoteker - Magasinet Helse

Nemmere, hurtigere og billigere at købe medicin på apoteker

Af: Danmarks Apotekerforening

Foto: Scanpix/Iris

Siden juli 2015 har danskerne fået 147 flere apoteker at vælge imellem. Samtidig er åbningstiderne blevet udvidet, mens både ventetiden og priserne på medicin er faldet.

Hver eller hver anden uge åbner der i gennemsnit et nyt apotek et sted i Danmark. Sådan har det været, siden Folketinget i juli 2015 løsnede på reglerne, så apotekerne fik bedre muligheder for at etablere sig, hvor de ville.

Formålet med den nye lov var at gøre det nemmere for den enkelte at komme på apoteket – og det er det blevet, viser en ny analyse fra Danmarks Apotekerforening.

Lettere at få medicin om søndagen

I takt med, at nye apoteker skyder op, har apoteker landet over også udvidet deres åbningstid. Udover de særlige lovbestemte lange vagtåbningstider på knap 50 vagtapoteker landet over, er der f.eks. nu 103 apoteker, der lukker efter kl. 17.30 på hverdage, mod 25 før loven blev lavet om.

På samme måde var der dengang to apoteker, der selv valgte at holde åbent om søndagen – nu er tallet 41. Regner man vagtapotekerne med, er det i alt 86 apoteker, der holder åbent om søndagen.

– Det skal være nemt at komme i kontakt med sundhedsvæsenet, både når man skal diagnosticeres hos lægen, og når man skal have sin medicin på apoteket bagefter. Og man må virkelig sige, at vi gør, hvad vi kan for at leve op til det ansvar, siger formand for Danmarks Apotekerforening Anne Kahns.

Det tager kun to minutter

Den øgede tilgængelighed har samtidig været medvirkende til, at ventetiden på det enkelte apotek er faldet til to minutter og otte sekunder. Og hele udviklingen er sket uden øgede omkostninger for borgere eller regioner – tværtimod. Prisen for medicinen på apotekernes hylder er faldet med 10 pct. siden 2015 og til under det halve i forhold til år 2000. Og priserne fortsætter med at falde.

Ligeledes er regionernes udgifter til medicintilskud faldet med 1,8 mia. kr. siden 2007, selv om det stigende antal af apoteker nu udleverer 30 pct. mere tilskudsberettiget medicin end dengang.

– Politikerne har i den grad fået, hvad de har bedt om – og lidt til. Det er blevet både nemmere, hurtigere og billigere at købe medicin på apoteket, siger Anne Kahns.