Rygning og svær eksem går hånd i hånd

Af: Helse-redaktionen

Foto: Colourbox

Tobaksrygning påvirker også huden, og der er en stærk sammenhæng mellem svær håndeksem og rygning, lyder konklusionen i et nyt studie.

Håndeksem er den hyppigst anerkendte arbejdsskade i Danmark, og en undersøgelse blandt 773 personer med arbejdsrelateret håndeksem viser, at rygere har sværere og mere behandlingsresistente håndeksemer end ikke-rygere:

– Blandt de hårdt ramte er der er en klar overhyppighed af rygere. Sandsynligheden for, at rygere har svær eller meget svær eksem, var 2,5 gange højere end for ikke-rygere.

– Studiet bekræfter, hvad vi som hudlæger oplever i hverdagen i ambulatoriet: At patienter med svær håndeksem, som ikke vil gå væk, selvom vi bruger alle muligheder i behandlingen, ofte er storrygere, siger professor Tove Agner fra Hudafdelingen på Bispebjerg Hospital, der står bag studiet sammen med hospitalets Arbejds- og Miljømedicinske Afdeling.

Læg tobakken på hylden

Forskerne har i studiet også undersøgt, om der er sammenhæng mellem svær håndeksem og livsstilsfaktorer som fedme eller stress, men det er der ikke klare beviser på – til gengæld er sammenhængen med tobaksrygning tydelig:

– Selvom vi ikke med sikkerhed kan sige noget om årsagssammenhængen mellem rygning og svær eksem- det vil kræve nye og andre studier, så viser dette studie, at man som ryger med svær håndeksem stærkt bør overveje at søge hjælp til rygestop, siger Tove Agner.

Håndeksem af betændelse

Også tidligere studier har peget i retning af, at rygning øger både forekomst og sværhedsgraden af håndeksem, især håndeksem som er arbejdsrelateret.

Rygning kan medføre betændelse i vævet, forsinker helingsprocessen og nedsætter også micro-cirkulationen i huden, så det giver god mening, at eksemet bliver værre hos rygere, samt at det især er tilfældet hos personer, hvor hænderne bliver udsat for irriterende påvirkning på jobbet.


Undgå håndeksem, når du vælger uddannelse

Astma-Allergi Danmark har udviklet nyt undervisningsmateriale til erhvervsskolerne om håndeksem og kontaktallergi. Den gratis app giver, sammen med læringsark, blandt andet informationer om, hvilke stoffer, der kan være problematiske inden for de enkelte fag. Det giver eleverne mulighed for at tage forholdsregler, når de vælger uddannelse.

Mange elever på erhvervsskolerne tænker ikke nødvendigvis på, at deres valg af erhverv kan føre til, at de måske får problemer med håndeksem og kontaktallergi i deres arbejdsliv. Det gælder elever inden for et bredt spektrum af uddannelser f.eks. frisører, kosmetologer, mekanikere, fødevaremedarbejdere, SOSU-hjælper/ -assistent og bygningsarbejdere.

App’en er udarbejdet til undervisning på erhvervsskolerne, men kan selvfølgelig bruges af alle, der vil vide mere om håndeksem.

Håndeksem-app’en er gratis og kan hentes i App Store eller Google Play.

Du finder flere informationer om materialerne på: Medieplatform eller direkte på Astma-Allergi Danmarks hjemmeside