Parkinsonramte: Stive ben, stive ben – en for alle, alle for en

Af: Clara Edgar Jakobsen

På holdene FC Parkinson, Stive Ben og Fynske Shakers spiller parkinsonramte fodbold. Det gør de, fordi sporten modvirker deres motoriske symptomer, og fordi det giver glæde, grin og sammenhold.

– Bare gå til ham Leif, råber målvogteren. Stillingen er 1-0 til holdet uden overtrækstrøjer. Bolden flyver op i luften. I et nanosekund hænger den stille, før den falder mod jorden. Men inden den rammer det falmede græs, bliver den med et hovedstød spillet videre.

Der er ikke noget sårbart over kampen. Spillerne er tydeligvis ikke bange for at gå i stykker. Tværtimod. De spæner, tackler og saksesparker det bedste, de har lært.

Det er onsdag eftermiddag i Bramdrup Boldklub, og i dag har en gruppe af mennesker med parkinson indtaget banen. De kommer fra rundt om i Jylland og på Fyn. Nogle af dem tilhører etablerede hold, mens andre bare er med til træningen. De spiller, fordi fodbold hjælper dem med at holde hoved og fysik i form, mens sygdommen langsomt tager deres motoriske kontrol fra dem.

Det startede øst for Valby Bakke

For cirka otte år siden tog det første fodboldhold for mennesker med parkinson form i klubben Valby Fremad. Det var fysioterapeuten Finn Egeberg Nielsen, der søsatte projektet.

­– Jeg har arbejdet med mennesker med parkinson i 10-15 år og selv spillet og trænet fodbold. Jeg så, at de motoriske symptomer, som sygdommen giver, kunne afhjælpes med fodbold, siger han.

Det startede i det små med det sjællandske hold FC Parkinson, men lidt efter lidt gav Finn Egebergs hold og træninger ringe i vandet. Han besluttede sammen med andre i Valby, at de skulle lave en turnering for parkinsonramte.

Den fik navnet Ray Kennedy Cup efter en engelsk fodboldspiller, som spillede i Liverpool og Arsenal i halvfjerdserne og havde sygdommen. Men FC Parkinson manglede nogen at spille mod.

– Finn ringede til mig for cirka fem år siden, fordi de manglede modstandere, og han spurgte lidt provokerende, hvor os i Jylland blev af, siger Kenneth Rosenberg kækt. Det opkald motiverede ham til at starte holdet Stive Ben. De har deltaget i turneringen i fire år og vundet fire gange, så mon ikke valbygenseren Finn har fået øjnene op for jyderne.

Projektet fik vokseværk

Turneringen er vokset. Sidste år deltog, ud over FC Parkinson og Stive Ben, to norske hold, et svensk samt to hold, hvor spillerne var ramt af andre sygdomme end parkinson. Efter turneringen sad 105 personer sammen ved middagsbordene.

Der er også kommet et fynsk hold til, Fynske Shakers, som måske kan tage pokalen med hjem til næste Ray Kennedy Cup.

Tilbage i Bramdrup triller bolden over græsset. Træningen her er et nyt tiltag, der samler holdspillere og holdløse. To af dagens spillere er tvillingebrødre, der sparkede til bolden for første gang i tolv år for bare tre uger siden. De er 77 år gamle og har holdt en lang pause fra fodbolden.

Den ene er skaldet, har en lys Adidas sweatshirt og de karakteristiske sorte Adidas bukser med hvide striber på. Den anden er hoppet i samme mærke bare i mørkeblå og røde farver. De har begge to små solbriller på og ligner regulære hipsters.

De spiller sig til en bedre hverdag

De to herrer spiller, ligesom de andre, fordi fodbold hjælper med at holde deres symptomer i skak.

– Parkinson giver rysten, muskelstivhed, bestemte bevægelsesmønstre og gør én langsom. Alt det modvirker fodbold, fordi man accelererer, laver rotationer, træner balance og koordination, siger Finn Egeberg Nielsen.

Sporten og glæden ved sporten kickstarter også hjernens dopaminproduktion. Dopamin sørger for, at kroppens systemer fungerer, at man kan sætte ting i rækkefølge og sætte bevægelser i gang. Når man har parkinson, er en stor del af de dopaminproducerende celler døde, men fodbolden kan være med til at vedligeholde det system, man har tilbage.

Udover den fysiske træning, fodbold giver, oplever Finn også, at det, at være en del af et hold, gør en kæmpe forskel. For mens det måske er nemt at holde motivationen og lysten til træning højt kort efter, at man har fået diagnosen, kan gnisten nemt brænde ud, hvis ikke man bliver holdt til ilden.

– Når man skal træne resten af livet, er man nødt til at finde noget, man synes er skægt. Her fungerer fodbold rigtig godt. Det giver også spillerne nogle gode historier, de kan komme hjem og fortælle, hvis de eksempelvis har scoret et mål. Så kan man snakke om noget andet end, hvordan det går med parkinson i dag, siger han.

Og for spillerne på banen er der ingen tvivl om, at de både har det morsomt, og har gode historier at fortælle, når de kommer hjem.

Frirum på grønsværen

– Arg! Scoringen til 1-1 udløser kollektive frustrationsudbrud. Brians pande er begyndt at glinse. Han har løbet sig til varmen i kulden. Bolden bevæger sig op ad banen. Brian følger med. Den hopper. Han tæmmer med brystet. Sætter den i kassen, og så er stillingen 2-1.

Om end kampen er en smule ustruktureret, og der ikke er stor forskel på forsvars- og angrebsspillere, så kæmper alle for næste mål. Der bliver grint og givet små stikpiller til hinanden.

Var det ikke for de små trækninger i ansigt og ben. De til tider ustyrlige armbevægelser. Fingrene, der knuger sig sammen, er der ingen forskel på det her og et hvert andet old boys- eller girls-hold.

– Mange med parkinson kan godt få lidt social angst, fordi de er bange for at være anderledes. Her får de et frirum, hvor alle er lige, kan spille noget bold og snakke om nogle problemer, siger Kenneth Rosenberg, der har fundet nogle af sine bedste venner gennem fodbolden.

Spillerne er ikke landsholdsspillere, selvom nogle af dem nemt kunne ligne en del af holdet fra ’92. De kommer heller ikke i superligaen foreløbigt. Men de gør, hvad de kan, for at leve med deres sygdom. En sygdom, ingen af dem har valgt.

Træningen er slut. Holdet uden trøjerne vandt. I dag var der ikke noget på spil, men havde det været Stive Ben mod FC Parkinson, og kampen var faldet ud til jydernes favør, er jeg sikker på, at man på det meste af stadion ville kunne høre holdets motto:

– Stive ben, stive ben – en for alle, alle for en!