Tænderne bliver mere gule, jo ældre vi bliver

Af: Merete Øverup, tandlæge

Foto: Coloubox

Lad os slå det fast med det samme. Det kridhvide Hollywoodsmil forlader os efterhånden, som vi bliver ældre. Tænderne bliver mere gule med alderen, fordi der dannes mere af det gullige tandben (dentin) under emaljen, jo ældre vi bliver. Det gode er dog: Tænderne ændrer farve i takt med, at også huden ændrer farve. Tingene følges naturligt ad.

Mælketænder er mere hvide end de blivende tænder. Det skyldes, at mælketændernes emalje er tyndere og også mindre mineraliseret (forkalket), end de blivende tænders emalje. Mælketændernes farve fremstår blålig hvid i modsætning til den gulligt hvide farve på de blivende tænder. Tændernes farve afhænger også af den oplevelse, vi har – altså det, vi ser – når lyset, der rammer tandoverfladen, kastes tilbage til øjet.

 

Jo mere tandben, jo mere gul

Nogle har måske også undret sig over, at hjørnetanden i overmunden ser mere gul ud end de andre tænder. Det hænger naturligt sammen med, at hjørnetanden er en tykkere tand end de andre. Der er mere tandben under emaljen, så derfor kommer tanden til at se mere gul ud. Det er det samme fænomen, der gør sig gældende, når der er tale om en aldersrelateret farveforandring. Den mere gule farve, som de blivende tænder får med alderen, skyldes, at der dannes mere tandben, jo ældre vi bliver. Tænderne kan ikke bare bleges hvide igen. De bliver måske lidt lysere ved en blegning, men kun for en periode.

 

Et hvidere smil

Blegning af tænder er ikke uden bivirkninger. Blegemidlet ætser en lille smule af emaljen væk, og emaljen vil ikke gendannes. Samtidig risikerer du forbigående smerter som isnende jag, fordi blegemidlet har irriteret tandens nerve. Blegningen er ikke permanent, og skal den gentages, er det igen med tab af lidt emalje og med risiko for bivirkninger. Der er altså god grund til at være varsom med tandblegning. Ens blegede tænder vil alligevel ikke blive hvide, som da man var ung. Det kan ikke lade sig gøre.

 

Hollywoods tænder

Farven på vores ansigtshud ændrer sig også med årene. Derfor kan det se lidt underligt ud, når tænderne bliver gjort lige så hvide, som da vi var børn og unge. Det kan se helt kunstigt ud, når f.eks. Hollywood-stjerner smiler med kridhvide tænder, der ikke passer med hudens farve.

For at få så hvide tænder som stjernerne på film, skal der mere end blegning til. Her skal der tit laves plastfacader og porcelænskroner, der slet ikke holder så godt, som man kunne ønske sig. De skal laves igen måske hvert 5.-10. år, og da der er tale om et radikalt indgreb, en boring i tanden, er der ingen fortrydelsesret.

 


ATO anbefaler:

Kontakt din tandlæge for at få en forklaring på, hvorfor dine tænder har ændret farve.
Din tandlæge vil foretage en vurdering og give dig råd og vejledning.
Måske er du bare blevet ældre – og det er helt naturligt.