Lars Løkke Rasmussen: Det er vigtigt at holde fast i den virkelige virkelighed - Magasinet Helse

Lars Løkke Rasmussen: Det er vigtigt at holde fast i den virkelige virkelighed

Af: Jette Warrer Knudsen

Foto: Lars H. Laursen

Han har prøvet det et utal af gange – men denne gang var det noget helt særligt. Da statsminister Lars Løkke Rasmussen i februar sammen med daværende regionsformand Bent Hansen blev kaldt op på Skuespilshusets scene i København for at få Kræftens Bekæmpelses Ærespris overrakt af Kronprinsesse Mary, var det en berørt Lars Løkke Rasmussen.

 

Han og Bent Hansen modtog prisen for ekstraordinært politisk lederskab i forbindelse med indførelsen af kræftpakkerne, som i 2007 gjorde kræft til en akut sygdom, der kræver hurtig behandling. Lars Løkke var på det tidspunkt sundhedsminister.

Hædersprisen er anledningen til, at Helse er blevet inviteret til Statsministeriet for at tale med Lars Løkke om kræftforebyggelse og sundhed, og om hvordan han selv personligt holder sundheds- og motionskursen i kampen mod uret som en af Danmarks travleste.

Også denne dag midt i marts, da Helse skal mødes med statsministeren, er kalenderen stram i betrækket, men det mærker man ikke på Lars Løkke Rasmussen, der afslappet tager imod, byder velkommen og skænker kaffe op på sit kontor.

Folket havde mistet tilliden

Du var tydeligt berørt, da du modtog Kræftens Bekæmpelses Ærespris. Hvilke tanker gik igennem dig?

– Ja, jeg var rørt, fordi det var en påmindelse om, hvor langt vi er kommet på ti år. Dengang lå Danmark langt under standard i forhold til de øvrige europæiske lande, og folk havde faktisk mistet tilliden til kræftbehandling herhjemme, forklarer Lars Løkke og henviser til de dengang dystre tal med en overlevelsesprognose, der sagde, at under halvdelen med kræft var i live fem år efter diagnosen.

I dag lever seks ud af ti i mindst fem år efter kræftdiagnosen.

– Det er rigtig godt – men vi kan naturligvis blive bedre, og derfor har vi sat 2,2 mia. kr. af til at sætte nye standarder over de kommende 10 år. Det betyder endnu mere sammenhæng og koordinering i behandlingsforløbet  – fra de højt specialiserede faggrupper til den alment praktiserende læge.

Lige siden Lars Løkke Rasmussen gik ind i politik har det haft høj prioritet for ham at kæmpe for, at det danske sundhedsvæsen kan tilbyde den allerbedste kvalitet i kræftbehandlingen og andre alvorlige sygdomme for den sags skyld .

– Jeg har det grundsynspunkt, at et velfærdssamfund er kendetegnet af, at det hjælper folk med at blive raske på bedste vis uanset social status, siger han.

Far blev ramt af kræft

Langt de fleste af os kender til kræft – enten har vi selv haft sygdommen eller kender nogen, der har. Kræft rammer rigtig mange familier – også statsministerens. For seks år siden blev Lars Løkkes far ramt af kræft. Det var prostatakræft, som havde spredt sig til nyrerne.

Det var selvfølgelig en svær situation og kom som noget af et chok for Lars Løkke og familien. Ti år tidligere mistede Lars Løkke sin mor efter længere tids sygdom, som dog ikke var kræft.

– Da min far blev syg, slog det mig, hvor meget bedre sundhedsvæsenet var blevet. Min mors forløb var præget af tilfældigheder, forvirring og dårlig kommunikation. Den ene hånd vidste ikke, hvad den anden gjorde. Men denne gang var det markant bedre, fortæller Lars Løkke.

Løber med sine gæster

Vi ved, at vi skal undgå for meget stress og helst leve regelmæssigt med tid til afslapning for at forebygge bl.a. kræft – og så skal vi huske motionen. Hvordan får indehaveren af så travl en kalender overhovedet mulighed for at gøre bare en brøkdel af dette ?

– Det er klart, at det er en stor udfordring at få sat tid af til motion i mit arbejde. Derfor vidste jeg også, at jeg skulle adressere den udfordring, da jeg blev statsminister anden gang, fortæller Lars Løkke, der besluttede sig for at indføre mandagsløb fra Marienborg.

Hver gang bliver der indbudt vidt forskellige mennesker fra mange forskellige områder og brancher – mennesker, som statsministeren ellers ikke ville have haft mulighed for at være i tæt kontakt med.

– Det er alle typer – lige fra teaterchefer, skuespillere, forfattere og fagforeningsfolk, og det er givende på så mange planer. Vi mødes tidligt om morgenen, løber en tur og spiser morgenmad sammen. Det er en virkelig god start på ugen, og jeg får samtidig vinget noget motion af, fortæller statsministeren, der først rigtigt begyndte at løbe i 2015.

– Inden da havde jeg løbet en smule, men jeg havde vrøvl med foden, som låste sig fast efter fem kilometer. Jeg fik så foden undersøgt, og det viste sig, at en knogle i den nok havde været brækket, uden at jeg vidste det, fortæller Lars Løkke, der efter endt behandling begyndte at løbe oftere og længere.

– Jeg kom hurtigt i fornuftig form, og i dag rejser jeg aldrig uden mine løbesko – når jeg er til møder i udlandet, får jeg altid lagt løbeture ind, og nu er der gået lidt sport i det, fordi jeg gemmer min løbehistorik på mit Garmin-ur, hvor jeg efterhånden har mange løbeture fra alverdens byer registreret.

Motion giver kræfter

Også i cykelsadlen tilbringer Lars Løkke en del timer. Han deltager årligt i Løkke Fondens cykelløb, og han har også kørt i Team Rynkeby.

– Jeg kan bedst lide at have et mål, og når du skal ud på et længere cykelløb, så nytter det altså ikke noget at møde uforberedt op.

Lars Løkke kan tydeligt mærke, at motion giver ham flere kræfter til sin yderst krævende hverdag – både fysisk og mentalt, og motion er en helt afgørende faktor for at kunne klare hverdagen, understreger han, og siger, at han efterhånden har lært at tolke tegnene på, når det er på tide at passe bedre på sig selv. Ud over motion, så går han også på fastekur ind imellem.

– Det sker jo for os alle, at det alligevel brænder på. Man kommer igen ind i en dårlig cirkel og får ikke rørt sig så meget, som man gerne ville. Det oplevede jeg f.eks. i december, da vi kom ind i en turbulent politisk periode. Jeg kunne godt mærke, at jeg var medtaget, og tilmed havde jeg også resterne af en influenza hængende i kroppen.

– Da der kom mere ro på, gik jeg på fastekur, som jeg også tyr til, når jeg skal tabe mig, fortæller Lars Løkke, der op til sin kur starter med et forløb, hvor han går mere og mere over til at spise grønt – derefter kommer tre egentlige fastedage, hvor eneste indtag er vand og saft af hvidløg, ingefær og citron.

Sideløbende har Lars Løkke et forløb med en personlig træner. Nar fastekuren er overstået, kan han mærke, at energien kommer tilbage, og han sover også bedre. I hverdagen får Lars Løkke som regel også tid til at lufte sine to hunde.

Afslappet i Nyhavn

For nogle år siden flyttede Lars og Sólrun Løkke Rasmussen fra Græsted til en lejlighed i Nyhavn midt i København.

– Jeg var betænkelig ved at flytte, fordi i Græsted var jeg bare Lisa, Bergur og Simuns far. Jeg tror aldrig, jeg er blevet spurgt om en selfie i Netto i Græsted. Men vi er rigtig glade for at bo i Nyhavn, som jo ikke bare er København, men Gl. Vold – et kvarter med sin egen identitet, forklarer Lars Løkke, der har et afslappet og tæt forhold til de lokale beboere i Nyhavn.

– Vi får ofte en snak, når jeg er ude med hundene –og der kommer jo også mange mennesker udefra til Nyhavn – dem får jeg også en snak med – også fulderikkerne, som godt kan råbe ad mig. Men så går jeg over til dem, og så bliver det ret gemytligt.

– Når man er villig til at åbne op og møde folk, så er der som regel ingen problemer. Og for mig er det vigtigt at holde fast i den virkelige virkelighed, fordi du meget let kan komme til at hænge fast i sagsmapper og papirer herinde bag Statsministeriets tykke mure, siger Lars Løkke, der tilføjer, at han også møder folk, der er sure på ham – men sure på en ordentlig måde.

– Jeg møder faktisk kun velvilje og venlighed hos danskerne. De ser jo nok indimellem negative forsidebaskere med mig – men de tager dem ikke ind én til én, siger statsministeren, der også nyder at slippe for i alt to daglige timer til og fra arbejde, efter han og Sólrun er flyttet til Nyhavn.

– Nu har jeg kun få minutter til arbejdet, og det betyder, at jeg kan sove længere om morgenen, og det er dejligt for et B-menneske, som jeg.

Vandretur med børnene

At vandre i naturen er også noget landets førstemand sætter stor pris på, når han skal lade op mentalt og fysisk, fortæller han. For kort tid siden var han på Mallorca sammen med sin datter, Lisa, for at vandre i bjergene – og før den tur var han på cykelferie med én af sønnerne.

– På den måde får jeg ladet op på alle måder – motion og tid til nærvær i dybden med mine børn er noget, der virkelig batter, siger Lars Løkke, der når han er til møder i Jylland, så tit som muligt overnatter i sin og families hytte i Lalandia, hvor der også bliver tid til motion og til at brænde noget energi af.

– Det behøver ikke at være så svært, pointerer han.

Balance er vigtig

Hvor mener du, grænsen for det personlige ansvar for eget helbred og sundhed ligger i en tid, hvor sundhed nærmest er blevet en statsreligion?

Svaret fra statsministeren kommer prompte:

– Det skal vi passe meget på med, at den bliver, fordi vi så let kan komme til at stigmatisere og dømme andre. Vi har da et ansvar for vores egen sundhed og skal ikke bare køre i fuld fart derudad og over for rødt lys, men vi skal også huske balancen og nyde livet, mens vi kan,  siger Lars Løkke, der også mener, at det er betænkeligt med tendensen til, at vi tror, at vi kan screene os fra en lang række sygdomme.

– Efter min far blev syg, fik både min bror og jeg tilbud om at blive screenet for prostatakræft. Men jeg sagde nej tak, da jeg ikke havde behov for den viden. Jeg ved ikke, hvad min bror valgte, fortæller Lars Løkke og tilføjer, at det er vigtigt at respektere den enkeltes ret til at vælge selv, og at andre kan have andre holdninger end én selv.

Idrætsforeninger gør en stor forskel

Men langtfra alle har baggrunden for at kunne træffe kvalificerede valg. Ulighed i sundhed er én af de største udfordringer i Danmark. Hvordan skal vi gøre uligheden mindre?

– Jeg mener, at idrætsforeningerne har meget at byde ind med. Bare se et projekt som DHL-Stafetten. Det er blevet en enorm succes ved at forene motion og socialt samvær. Og arbejdspladserne spiller også en stor rolle. Det er vigtigt, at de sætter rammerne for socialt samvær omkring motion.

– Det skal være på en respektfuld måde, ingen skal tvinges i spandextøj, men på den anden side så ser alle over 40 år med et lidt for højt BMI jo idiotiske ud i det tøj, siger Lars Løkke og tilføjer:

– Når vi sveder sammen på kryds og tværs af titler og skel, så sker der noget godt. Når lærlingen kan yde mere end direktøren og lige giver ham en hånd i ryggen på cykelturen.

– Det er vigtigt at huske, at vinderen af et cykelløb aldrig var nået op på podiet uden teamets hjælp og opbakning. Sådan er det også ude i vores samfund. Vi er afhængige af hinanden og har et medansvar over for hinanden. Det må vi aldrig glemme.

Døren til statsministerens kontor har diskret været åbnet et par gange. Lars Løkke har sat en hel time af til interviewet med Helse. Men nu er det tid til at sige tak for i dag. Næste aftale i statsministerens brogede kalender venter … Hendes Majestæt Dronningen.

 


 

Kort om Lars Løkke Rasmussen

  • Født: 15. maj, 1964
  • 1998-2001: Amtsborgmester – Frederiksborg Amt
  • 2001-2007:  Indenrigs- og sundhedsminister
  • 2007-2009: Finansminister
  • 2009: Formand for Venstre
  • 2009-2011: Statsminister
  • 2012-2015: Bestyrelsesformand og stifter af Løkkefonden
  • 2015: Statsminister
  • Gift med Sólrun Løkke Rasmussen. Parret har tre børn.