Sanne Salomonsen: Jeg tør ikke stoppe med medicinen

For otte år siden fik Sanne Salomonsen en blodprop i hjernen efterfulgt af et epileptisk anfald og ti måneder med depression. I dag tager hun medicin, hun tør ikke andet, for hun vil ikke opleve sådan en omgang en gang til. Til gengæld vil hun gerne være med til at bryde tabuerne omkring hjerneskader. Mød cd-aktuelle rock mama, der nu også er ballade mama og i øvrigt er blevet farmor.

Det er godt otte år siden, Sanne Salomonsen blev ramt af en arbejdsbetinget blodprop i hjernen, og siden har hun talt åbent om sygdommen, de følger hun blev ramt af, genoptræningen og den lange vej tilbage til sit gamle jeg. Men hun tager gerne snakken en gang til.

– Jeg føler, jeg skal snakke om det. Jeg ved, at netop det at tale om blodpropper i hjernen er så tabubelagt, og hvis jeg skal være hjertens ærlig, er jeg i lidt af et dilemma. Jeg er ambassadør for Hjerteforeningen, men blodpropper i hjertet taler vi åbent om, og foreningen får masser af donationer og omtale. Hjerneskadeforeningen ligger lige under Hjerteforeningen, og den får ikke lige så megen opmærksomhed, hvilket er synd. Hvis du overlever en blodprop i hjertet, har du ikke nogen deciderede fysiske mén. Overlever du en blodprop i hjernen, skal du minimum bruge to et halvt år på at få din krop til at fungere igen.

Sanne Salomonsen fortæller, hun var usigeligt heldig, at hun fik sin blodprop på ”det rigtige tidspunkt på dagen.”

– Det betød, jeg fik trombolyse-behandlingen, der kun er tilgængelig på hverdage mellem klokken 9 og 15. Vi, der har fået den, kom hurtigere hjem end de, der havde været uheldige ikke at få den, og de kunne se frem imod rigtig lang tids genoptræning, muligvis uden de samme gode resultater. Det er jo meningsløst, at det kun er nogle få forundt at få den rigtige behandling.

(Denne procedure er ved at blive ændret mange steder, så behandlingen kan fås døgnet rundt, red.)

Sanne var så berørt af de absurde kendsgerninger, at hun kontaktede tv-programmet Go’ Morgen Danmark og spurgte, om hun måtte komme ind og tale om emnet.

– Jeg kan ikke holde ud, der næsten ikke er nogen, der vil tale om det. En blodprop i hjertet kan også give hjerneskader, men det er der ikke mange, der ved, for det taler vi ikke om. Det gør så ondt i mig, at det skal være sådan, siger Sanne, der har forsøgt at få velstillede mennesker til at donere penge til at forske i hjerneskader, uden det store held. Hun er træt af, at det er sparehensyn, der gør, alle ikke får den rette behandling.

– Det er desværre ved at blive normalt igen, at folk kommer ind på skadestuen med symptomer på en blodprop i hjernen og bliver sendt hjem igen med besked om at tage en Panodil. Jeg kan ikke holde det ud. Hvis vi skal tale om at spare de rigtige steder, er det i hvert fald ikke ved at undlade at behandle blodpropper i hjernen. Foreningens slogan hedder ”Et liv, der er reddet, er et liv, der skal leves.” Men livet kan ikke leves optimalt efter en blodprop i hjernen, hvis patienten ikke får den rette behandling i tide. Så skal man have hjemmehjælp, langvarig genoptræning, hjælpemidler, der er ikke noget sparet ved det på den lange bane, og det går hårdt ud over patientens livskvalitet. Vi sparer de forkerte steder i Danmark.

Sanne Salomonsens egen blodprop begyndte som en blodkarsprængning i halspulsåren, der udviklede sig til en blodprop i hjernen. Derfor kalder hun den en arbejdsrelateret blodprop, fordi hun bruger sin stemme så meget, og det er det, blodproppen er opstået af. Blodpropper i hjernen, der ikke kommer af forkalkning i blodårerne, kan også udløses af for eksempel et fald, hvor man får et slag på halspulsåren.

Efter trombolyse-behandlingen, der umiddelbart reddede hendes liv og førlighed, sørgede Sanne selv for sin genoptræning, blandt andet med Body SDS, som hun har gået til, siden hun var 24 år. Hun havde lammelser i venstre side af krop og ansigt, i dag er der kun en nedsat førlighed i venstre hånd tilbage sammen med andre små, skjulte handikaps, som hun kalder dem.

– Hovedtingen for mig var at få mit liv tilbage, at kunne følge min søns liv og få min identitet igen, siger Sanne og forklarer, at arvævet i hjernen efter en blodprop gør, at der ikke dannes nok serotonin i hjernen, og det kan udløse depression, hvilket det også gjorde i Sannes tilfælde.

– Jeg fik en langvarig depression fordi, jeg ikke ville have lykkepiller. Jeg vil ikke tage medicin, der gør, jeg ikke kan mærke, hvordan jeg har det. Hvis jeg ikke kan det, kan jeg ikke tage ansvar for mit liv. Jeg har en livsfilosofi og nogle redskaber, jeg bruger, men pludselig kunne jeg ikke huske dem! Jeg var helt blank! Da var det, jeg tænkte, ”jeg har seriøst brug for hjælp.”

Sanne Salomonsen gik til psykiater i næsten et år, og så var hun med egne ord ude af depressionen.

– Lige pludselig var jeg ikke ked af det hver dag. Pludselig skinnede solen igen. Jeg var mig selv igen og kunne huske … Og sikke en respekt, jeg har fået for folk, der har en depression. Jeg forstår dem, jeg ved, hvad de har været igennem. Jeg var selv igennem nogle hårde år, fastslår hun.

– Jeg havde en kort periode på hospitalet efter blodproppen, hvor jeg tænkte: ”Hvad hvis jeg ikke kan synge mere?” Jeg kunne mærke, at musklerne i venstre side ikke kunne arbejde sammen med stemmelæberne, fordi jeg var lam i den ene side. Og jeg vidste, at nu skulle jeg på arbejde. Med mig selv.

Sanne begyndte blandt andet at ride igen, en disciplin hvor man træner de samme muskler, som når man synger, ifølge Sanne.

– Pludselig kunne jeg synge lige som i mine unge dage. Men jeg har måttet blotte mig, fordi jeg måtte synge på et tidspunkt, hvor jeg ikke sang så godt. Jeg har måttet acceptere folks spekulationer og tanker om, jeg ikke kunne synge så godt længere. Men jeg var ligeglad og tænkte: ”I er nødt til at se mine svagheder, jeg kommer ikke tilbage til mit “gamle jeg” uden at stå her”. Nu lyder min stemme bedre, end den har gjort i mange år. Men jeg kan stadig ikke bevidst sende beskeder fra venstre hjernehalvdel. Det er et af mine skjulte handikaps. Jeg kan ikke lide at gå ned ad trapper uden at holde fast i noget. Jeg har to tæer, der er mærkelige, jeg kan ikke skille dem ad, og så er der den nedsatte følsomhed i venstre håndflade. Men det er små ting. Jeg takker Gud hver dag, fordi jeg slap så nådigt.

Ingen garantier

Sanne fik i forbindelse med blodproppen et voldsomt epileptisk anfald, og i dag tager hun epilepsimedicin for at mindske risikoen for et nyt anfald samt blodfortyndende og kolesterolsænkende medicin.

– Når man er sådan en som mig, kan man i bund og grund ikke lide at tage medicin, men jeg har valgt at gøre det alligevel, for den oplevelse, jeg havde med blodproppen og det epileptiske anfald, vil jeg ikke have igen. Jeg var til tjek på Rigshospitalet fem år efter blodproppen, hvor vi snakkede om, at jeg godt kunne stoppe med epilepsimedicinen. Når de fem år er gået uden et anfald, og man ikke er epileptiker, er risikoen for at få et nyt anfald kraftigt minimeret. Jeg spurgte lægen, om hun kunne garantere, jeg ikke fik et nyt anfald? Det turde hun ikke, så jeg tager stadig medicinen for at blive fri for at leve med angst og usikkerhed. For sådan gider jeg ikke have det.

Sanne har været ryger i mange år, men de sidste knap to år har hun været røgfri, primært for at forebygge blodpropper og andre sygdomme. Men det har ikke været en nem kamp. Første gang, hun lagde smøgerne på hylden, var efter sin blodprop.

– Jeg røg ikke i næsten tre år, så blev rygetrangen for stor. Jeg var på afvænning i et år, men så døde min mor, og hurtigt hang der 20 Prince i munden igen. Nu ryger jeg ind i mellem til fest, selv om jeg godt kan se på mig selv som en taber, der sidder der med en smøg i kæften. Jeg synes da, det er øv. Jeg har det som om, jeg har sagt farvel til en af mine bedste venner, og jeg har ikke noget at sætte i stedet, så det har skabt et stort tomrum at holde op med at ryge. Men jeg gider ikke blive gammel med KOL. Jeg vil kunne bevæge mig, til jeg dør, og hvis jeg vil det, må jeg gøre en indsats. Så jeg holder mig fra smøgerne, jeg rider stadig, og så går jeg lange ture med mine to hunde.

En livserfaren kvinde

I oktober udkom Sanne Salomonsens album ”Hjem,” efterfulgt af en række velbesøgte koncerter.

– Normalt lader jeg musikken sidde i kroppen, når jeg optræder; denne gang lod jeg den sidde i sindet, og derfor var jeg ikke fysisk træt, men mentalt træt efter koncerterne, siger Sanne og tilføjer:

– Jeg er ikke længere bare rock mama, nu er jeg også ballade mama.

Og ”Hjem” byder således på et bredt udsnit af sange fra karrieren fra Sneakers til i dag.

– Det har været spændende at spille de gamle Sneakers-numre ”Den sidste nat” og ”Efter festen” i den her ramme. Og det har været interessant at tage ”Det er ikke det, du siger” op som en voksen og mere livserfaren kvinde.

Begrebet ”hjem” har i privatlivet været forbundet med både sorg og uro de seneste par år, siden Sanne var nødt til at sælge sit hus i Charlottenlund.

– Mit liv har været i limbo siden foråret 2013. Efter at være flyttet fra huset, har nogle af mine ting stået på et lager, og jeg har selv boet i en lille lejlighed på Østerbro og i et sommerhus i Hornbæk, hvor der ikke har været plads til mine ting. Så jeg har ikke følt mig hjemme nogen steder. Nu har jeg fået en ny, stor lejlighed på Østerbro, og selv om jeg er ked af at flytte fra huset, skal det nok blive godt. Jeg har i hvert fald familien tæt på.

Sanne Salomonsen havde ellers oprindeligt slået sig ned i Nordjylland med heste og sin dengang lille søn, Victor, men Victors kammerater i børnehaven drillede ham med hans kendte mor, og Sanne tog konsekvensen.

– Jeg oplevede flere gange, han var ked af det, så jeg var tvunget til at flytte. Jeg ville have ham ind på Bernadotteskolen i Hellerup, og for at få ham ind så hurtigt, måtte jeg finde et hus i kommunen. Jeg blev så glad for at være der og endte med at bo i huset i 23 år.

Victor er i mellem tiden blevet 26 år, og for knap tre år siden fik han sønnen, Mingus sammen med sin kæreste, Maria.

– Maria og Victor er fantastiske forældre. Jeg bukker og skraber! Både Marias mor og jeg får skældud, når vi siger ja til Mingus, hvis forældrene lige har sagt nej. Men vi vil jo så gerne forkæle ham.

Sanne smiler og viser baggrunden på sin iPhone, et skønt billede af barnebarnet, som man kan mærke, er et stort lys i Sannes liv.

– Jeg er blevet gode venner med Marias forældre, og det er enormt hyggeligt. Mine forældre er døde, så der er kun min bror, hans kone og datter og min kusine og fætter tilbage, men familien er blevet større igen, og samlingspunktet er lille Mingus.

Lige nu holder Sanne fri. For første gang i hele sin karriere har hun besluttet at rive to måneder ud af kalenderen og ikke arbejde.

– Min familie arbejder i hverdagene, og jeg arbejder i weekenderne, men nu kan jeg være sammen med familien så meget, jeg vil. Det glæder jeg mig til, siger Sanne Salomonsen, der efter mere end 40 år i showbizz på det nye, afdæmpede album med sine gamle sange på en måde har fundet ”Hjem.”

Tre om Sanne

• Susanne Salomonsen blev født den 30. december 1955 på Frederiksberg. Som 11-årig flyttede familien til den københavnske forstad Holte. Som seksårig medvirkede hun i en tv-indspilning af balletten Elverhøj, hvor hun spillede elverpige og blev efterfølgende tilbudt optagelse på Den Kongelige Balletskole, men forældrene afslog.
• Hun har udgivet 17 studiealbums siden 1973, og siden 2006 er der kommet fem opsamlingsalbums med Sannes største hits. Derudover har hun været med i blandt andet Sneakers samt Anne Linnet Band og sunget kor for et utal af andre kunstnere.
• I september 2011 indviede hun Børnecenter for Rehabilitering i Virum nord for København, hvor hjerneskadede børn og unge fra hele Sjælland kan komme i rehabilitering.

Sannes sundhedstips

– Jeg ved, jeg skal have 600 gram grøntsager om dagen, men det er ikke altid jeg har tid eller lyst til at stå og lave et stort måltid. Så jeg blander de røde med de grønne, flest grønne, og presser dem i en saftpresser. Bland broccoli, ingefær, bladselleri, gulerødder og så videre og pres en appelsin med. Så smager det som friskpresset appelsinjuice, og du kan bælle det i dig. Sørg for at investere i en god maskine, der er nem at rense.

Sund mad smager ikke kedeligt, vi skal bare have den sunde mad til at smage af slik! Brug masser af krydderier til madlavningen og brug gerne frosne grøntsager. Jeg spiser masser af fisk, og jeg vil hellere spise æg end middelmådigt kød. Jeg spiser meget lidt fedt. Skraber smørret og steger i rapsolie. Og så rører jeg stort set ikke mælkeprodukter, jeg bryder mig ikke om det.