20 år med at tisse glasskår

Af: Mette Buch Jensen

Foto: Colourbox

De første seksuelle erfaringer blev startskuddet til to årtier med blærebetændelse for Rikke Wager Rosenqvist Jakobsen. Hun er én af de mange tusinde danske kvinder, som gang på gang rammes af en smertefuld urinvejsinfektion. For hende er blærebetændelsen blevet et tilbagevendende pinefuldt problem.

Selvom det er over 20 år siden, så kan Rikke Wager Rosenqvist næsten sætte dato på sin allerførste blærebetændelse: Urinvejsinfektionen fulgte i kølvandet på hendes første seksuelle erfaringer og blev en smertefuld sideeffekt, da hun begyndte at have samleje med sin mand. Han er hendes første og eneste seksuelle partner, og blærebetændelsen fulgte umiddelbart efter deres første intime samvær.

– Da det var værst, havde jeg blærebetændelse én til to gange gange om måneden. Reelt betød det, at jeg på en måned havde blærebetændelse halvdelen af tiden og aldrig nåede at komme helt til hægterne, før den næste infektion kom. Sådan var det de første 10-12 år efter min seksuelle debut. Når jeg gik på toilettet, så føltes det som at tisse glasskår. Det er en brændende smerte, det svier og gør vanvittigt ondt., siger Rikke Wager Rosenqvist.

Rikke Wager Rosenqvist er 41 år, hun er uddannet sygeplejerske og bor med sin mand og deres to piger i Kværs i Sønderjylland. I forbindelse med sine to graviditeter fik hun også blærebetændelse – på trods af ihærdige anstrengelser for at undgå en infektion. Men hverken tranebærsaft, tranebærkapsler eller zoneterapi har haft en afgørende effekt på blærebetændelsen.

A38 og kamille-the

For fire år siden kom der lidt mere skred i tingene. Rikke Wager Rosenqvist blev henvist til urologisk afdeling på Sønderborg Sygehus, så hun kunne blive grundigt udredt. Her mødte hun en kvindelig overlæge, som gav hende ny viden og langt mere indsigt i lidelsen og ikke mindst i forebyggelsen.

– Jeg fandt ud af, at jeg havde været en tand for grundig i min intimhygiejne. Jeg vaskede mig grundigt straks efter samleje og lå ofte hele natten med trusser og trusseindlæg. Det holdt jeg øjeblikkeligt op med. I stedet begyndte jeg at spise A38 og skulle også med jævne mellemrum smøre mig ind i det forneden. Tarmbakterier spiller formentlig en stor rolle i den her form for infektion, og derfor giver det rigtig god mening at bruge et produkt som A38 både ind- og udvortes, siger Rikke Wager Rosenqvist.

De nye råd hjalp med det samme, og infektionerne begyndte at aftage i styrke og hyppighed. Udover A38 som mellemmåltid hver dag, så drikker Rikke Wager Rosenqvist kamille-the om aftenen, sørger for at være varmt klædt på og undgår at få kolde hænder og fødder. I dag får hun blærebetændelse fire-fem gange om året og kan som regel slå det ned ret hurtigt.

– Jeg får det stadig rigtig skidt, og det gør sindssygt ondt, når jeg tisser. Jeg bliver helt kulret og føler mig ved siden af mig selv. I modsætning til før, så får jeg også kvalme, har uro i kroppen og nogle gange feber, så jeg vågner om natten med kulderystelser. Dét, der er markant anderledes er, at der nu kan gå lang tid imellem infektionerne, og at jeg har medicin stående, så jeg kan begynde behandling med det samme. Nu kan jeg som regel slå det ned i løbet af et par timer, så det ikke udvikler sig helt så slemt.

Falsk tryghed

I dag har Rikke Wager Rosenqvist sin medicin med sig overalt, så hun kan handle hurtigt, når de første symptomer begynder at vise sig.

– Jeg ved aldrig, om det kommer eller hvornår, men som regel reagerer min krop inden for de første 48 timer efter sex. Så kan jeg tydeligt mærke, om der kommer en infektion eller ej. Efterhånden kender jeg mig selv og symptomerne så godt, at jeg ved, om den er der. Det samme er tilfældet, hvis jeg er blevet kold eller har været i badeland. Så skal jeg være ekstra opmærksom. Derfor giver det mig en stor tryghed at have min medicin med mig, jeg kunne ikke leve uden den ved hånden. Omvendt kan medicinen give en falsk sikkerhed, fordi den fjerner symptomerne uden nødvendigvis at få banket infektionen ordentligt ned. Derfor sørger jeg altid for at sende en urinprøve til kontrol efter endt behandling, siger hun.

Også Rikke Wager Rosenqvists mor har gennem mange år været voldsomt generet af blærebetændelse og har gennemgået et hav af undersøgelser, uden at der er blevet fundet en fysisk forklaring på, hvorfor netop hun igen og igen får en infektion. Og for nylig er Rikke Wager Rosenqvists yngste datter på ni år begyndt at opleve samme problematik.

– Det er sket nogle gange, at min datter er vågnet om natten med smerter og har grædt, når hun skulle tisse. Hun har samme oplevelse af at tisse glasskår. Jeg håber inderligt, at hun vokser fra det. Hun har jo ikke været seksuelt aktiv endnu, så det giver ingen mening, at hun bliver ramt i så ung en alder. Jeg prøver at holde øje med, at hun ikke sidder på en kold sten, og at hun tager sig god tid på toilettet. Det er rigtig vigtigt at få tømt blæren ordentligt, siger Rikke Wager Rosenqvist.

Selv er hun aktiv i en Facebook-gruppe, hvor medlemmerne støtter hinanden og gavmildt deler ud af gode råd på tværs af alder og geografi.

– Blærebetændelse er på en måde blevet mit lod i livet. Det er vildt træls, men jeg har lært at leve med det. Sådan er det bare.

__________

Typiske symptomer på blærebetændelse:

  • Svie ved vandladning
  • Hyppig vandladning
  • Alment ubehag
  • Kvalme
  • Smerter nedadtil i maven
  • Blodig eller uklar urin
  • Feber (sjældent over 38,5 grader)
  • Urininkontinens

Kilde: www.apoteket.dk

__________

Urinvejsinfektioner rammer hyppigst kvinder

Halvdelen af alle kvinder vil mindst én gang i livet blive ramt af en urinvejsinfektion, og sygdommen vender tit tilbage. Halvdelen af de ramte får en ny infektion inden for et år. Urinvejsinfektioner rammer kvinder fire gange hyppigere end mænd.

Kilde: Statens Serum Institut

__________

Hvorfor blærebetændelse?

Urinvejsinfektioner, især blærebetændelse, ses hyppigst hos kvinder på grund af deres korte urinrør. Samleje kan sommetider medføre, at bakterierne lettere kommer op i blæren. I blæren kan bakterierne vokse, og derved irriteres blæreslimhinden, som bakterierne også trænger ind i, og der kommer hvide blodlegemer i slimhinden og i urinen og symptomer på blærebetændelse. Blærebetændelse er hyppig under graviditet og hos ældre kvinder ved nedsunken livmoder og tør, sårbar skedeslimhinde og hos ældre mænd ved forstørret blærehalskirtel (prostata). Kuldepåvirkning af underlivet siges at kunne fremme tilbøjeligheden til blærebetændelse, men en sådan sammenhæng er ikke bevist.

Man kan ikke smitte andre mennesker, hvis man har urinvejsinfektion.

Kilde: Netdoktor.dk

__________

Hjælp at hente på FB

Der findes flere grupper, hvor kvinder som lider af blærebetændelse, kan udveksle erfaringer. Blandt dem er Facebook-gruppen ”Fri for Blærebetændelse”, hvor kvinder der lider af tilbagevendende blærebetændelser udveksler gode råd og erfaringer om, hvad der hjælper dem med at forebygge og håndtere deres sygdom. Gruppen er et lukket forum, hvor man kan anmode om medlemskab.