24 modne kvinder helt uden filter

Af: Helseredaktionen

Foto: Scanpix/Iris

I efterfølgeren til den anmelderroste bestseller, ’Modne Mænd’, deler to dusin kendte danske kvinder hudløst ærligt ud af mere end 1500 års livserfaring.

I fjor var det mændene. Nu er turen kommet til kvinderne, når forfatteren Bo Østlund inviterer læserne med på sidelinjen til 24 intense og hudløst ærlige samtaler med to dusin kendte danske kvinder over 50 år. Det sker i bogen, “Modne Kvinder”– tvillingesøsteren til den anmelderroste bestseller, “Modne Mænd”.

Den nye bog er den største, stærkeste, mest følsomme, mest rørende og mest overraskende samtalebog, der er lavet om og til kvinder, og i værket deler de 24 kvinder generøst ud af mere end 1500 års samlet livserfaring i et værk, som handler om alle livets store spørgsmål:

Kærligheden, begæret, mændene, børnene, følsomheden, karrieren, selvværdet, forfængeligheden, ungdomsfikseringen, singlelivet, parforholdet, skilsmisserne, overgangsalderen, kroppens forfald, alderdommen, troen, døden – og meget, meget mere.

 

Vi kan spejle os

I bogen – som udgives på Forlaget Heatherhill – medvirker bl.a. Hella Joof, Anne Dorte Michelsen, Jytte Abild- strøm, Vibeke Windeløv, Majbritte Ulrikkeholm, Anette Støvelbæk, Mette Bock og Lisbet Dahl.

– Det har været en fantastisk rejse, fortæller den 61-årige forfatter, Bo Østlund, som nu inden for mindre end halvandet år har interviewet 48 kendte danskere af begge køn – og som er glad for den gode modtagelse og store interesse, som begge værker har fået.

– Jeg synes nemlig, det er vigtige bøger. De er vigtige, fordi vi alle hver især kan spejle vores eget liv i fortællingerne fra de kendte, hvorefter vi kan tage kompasset i hånden og pejle vores eget liv. Hvor skal vi hver især hen herfra?

 

Ærlige skæbnefortællinger

Begge bøger viser, at rigtig mange af os – kendte som ukendte – har en fortid og en barndom præget af svigt, smerte og sorg og kinddanse med ikke blot engle, men også dæmoner. Derfor er historierne fra og samtalerne med disse 24 kvinder – og de 24 mænd i tvillingebogen fra i fjor – ikke blot spændende og hudløst ærlige skæbnefortæl- linger. Det er også masser af gode tips og ideer til, hvordan man selv tackler sit eget liv.

For når bogens kendte deltagere, som alle er blevet kendte, fordi de hver især har fulgt deres drømme og plukket de øverste frugter på livets træ, kan nå så langt trods deres, for manges vedkommende, tunge livsbagage, ja, så kan vi alle. Derfor er ’Modne Kvinder’ en vigtig bog, som enhver læser kan bruge til sit eget liv, lyder det fra forfatteren, som også har taget de 24 fotos til værket, som han udgiver på sit eget forlag.

– Simpelthen for at sikre mig, at kvaliteten er i top, lyder det fra den erfarne journalist og forfatter med mere end 20 bøger på CV’et siden 2000.

I øvrigt er der bag i værket afsat sider til, at læseren selv kan skrive deres tanker ned undervejs – og måske til allersidst finde nogle af svarene på livets mening, efter at have læst om livet, døden, kærligheden, troen og alt det andet i ‘Modne Kvinder’.

 

Søgte viden om at blive 60

For Bo Østlund er ’Modne Kvinder’ en naturlig afløser til ’Modne Mænd’, som i 2016 blev lavet af en indre trang og drift.

– Pludselig stod det i foråret 2016 i en alder af 59 et halvt år klart for mig, at jeg aldrig har kendt en mand over 60. Min egen far begik selvmord, netop som han havde rundet de 60, da jeg var 23 år, og jeg husker ikke mine bedsteforældre, da mine forældre var oppe i alderen, da de fik mig. De 24 samtaler med disse 24 kendte mænd over 60 – lige fra Troels Kløvedal over Allan Olsen til Hans Engell – var for mig 24 psykologsamtaler, og bogen blev min egen sene dannelsesrejse, fortæller Bo Østlund og tilføjer:

– Arbejdet med ’Modne Kvinder’ har været en kæmpe oplevelse, og det fylder mig med ydmyghed, at så mange fantastiske personer igen har indvilliget i at medvirke i tillid til, at det endte som de smukke og givende bøger, det er blevet. Jeg har mødt 24 utroligt skønne, fantastiske, givende kvinder, fulde af mod og lyst til at dele deres erfaringer og blotlægge deres eget liv og tanker helt uden filter.

 

Skam, skyld og offerrollen er væk

Selv føler Bo Østlund, at han, efter han fyldte 50 for 11 år siden, har ramt modenheden og endelig har kunnet lægge kampen mod fortiden fra sig – en fortid med en opvækst i 1960’erne på en nordfynsk købmandsgård, hvor det hele udadtil så fint og trygt ud, men hvor der på de indre linjer var alt for meget alko- hol, svigt og utryghed. Og bedre blev det ikke, da hans far begik selvmord en sen aften i februar 1980, da Bo var 23 år.

Men syv års ophold på en ensomt beliggende ødegård helt alene med naturen i den svenske og smålandske øde- mark fra 2007 til 2014 – hvor Bo Østlund bl.a. skrev sin egen biografi ’Strawberry Fields Forever’, som udkom på Politikens Forlag i 2009 – ændrede alt.

– I dag har jeg endelig lagt al skyld og skam over min egen barndom og over min fars selvmord fra mig. Jeg har lagt mine mindreværdskomplekser og offerrollen fra mig. Jeg er rejst tilbage i tiden, og jeg har set både lyset og mørket dybt i øjnene. Og tilgivet det hele, lyder det fra forfatteren.