Kold tomatsuppe i flere sommervarianter

Af: Camilla Plum

Foto: Anne-Li Engstrøm

En tomatsuppe, der ikke er en gazpacho, men en kold suppe af hver sin farve tomater. De enkelte farvers særlighed træder meget tydeligere frem i en suppe end i en salat.

 

Der skal smages ret forskelligt til, alt efter som man bruger en syrefattig gul tomat, en rød som måske har masser af aroma, men ikke helt så meget sødme, en grøn som mangler fedme. Målet er en suppe, som spises iskold med isklumper og croutoner, stegt i olivenolie og hvidløg.

Man kan også lave dem vidt forskellige og udnytte farvernes egenskaber på en vildere måde: Gul tomatsuppe med citronverbena, ferskner eller abrikoser. Grøn tomatsuppe med masser af grønne chili og frisk koriander. Rød tomatsuppe med vandmelon, basilikum og bagte chili.

Det skal du bruge:

Grundopskriften er den samme:

  • 1 kg modne, gerne overmodne tomater
  • Et par fed frisk hvidløg
  • 1 dl olivenolie
  • 3 spsk. æbleeddike
  • 1 stor spsk. palmesukker

Sådan gør du:

Mos alle ingredienserne enten i en skål med et piskeris eller i foodprocessor.

Kør suppen gennem en sigte, smag til med salt og køl af.

Fra bogen ‘Sommer – Mors mad’ af Camilla Plum.