4 trin til et sundt indeklima

Vi er rykket indendørs igen – og med knapt så meget frisk luft udenfor har vi brug for mere fokus på luften indenfor. På de næste sider får du en guide om indeklimaet og den hjemlige friske  luft.

Luften indendørs indeholder både allergener og irritanter, og begge dele kan give hovedpine, træthed, nys og øjenkløe samt hoste og andre vejtrækningsproblemer. Det er individuelt, hvad der  giver symptomer. Hos nogle er det allergener fra dyr, husstøvmider, skimmelsvampe eller pollen, der kommer ind udefra. Hos andre er det irritanter som støv, parfume, luftfriskere eller røg/os  fra cigaretter, brændeovne eller stearinlys. Og for de sidste er det ‘lidt af hvert’.

4 veje til et bedre indeklima

Indretning, udluftning, opvarmning og rengøring er alle vigtige i kampen for et sundt indeklima.

Indretning

Dit hjems indretning afgør, hvor nemt det er at gøre rent og dermed fjerne allergener og irritanter.

Derfor vælg

  • Lette møbler, som er nemme at flytte.
  • Møbler, der kan blive tørret af med en opvredet klud.
  • Glatte vægge uden struktur.
  • Få nipsgenstande.
  • Lette gardiner, foldegardiner eller rullegardiner, du kan tørre af.
  • Lukkede reoler.
  • Glatte gulve.
  • At stille møbler 10 cm fra ydervægge, så du undgår fugt og skimmelsvampevækst bag dem.

Udluftning og opvarmning

Grundig udluftning og opvarmning mindsker fugt i boligen og dermed symptomer pga. husstøvmider og skimmelsvampe.

I vinterhalvåret bør den relative fugtighed (RF) i din bolig i løbet af 1-2 mdr. ligge på 30-45 pct., der kan måles med et hygrometer. Du kan også tjekke dine vinduer – mere end 2 cm fugt  nederst i et termovindue kan tyde på en høj luftfugtighed.

Derfor

  • Luft ud i 5-10 min. med gennemtræk 2-3 om dagen.
  • Luft altid ud under og efter madlavning – og under badning og gulvvask.
  • Opvarm hele huset til min. 20-22 oC.
  • Foretrækker du at sove køligt, så skru ned for varmen i soveværelset, inden du lufter ud før sengetid – og varm soveværelset op om dagen.
  • ‘Luft’ din seng om morgenen ved at slå dynen til side og åbne vinduet.
  • Undgå at tørre tøj indendørs.

Rengøring

Du kan ikke rengøre dig ud af allergiproblemer, men rengøring fjerner støv og nedsætter antallet af allergener og irritanter i din bolig. Omvendt, så skal du ikke overdrive, fordi rengøring også hvirvler støv og allergener op.

Derfor

  • Grundig rengøring en gang om ugen er nok for de fleste.
  • Gør rent i hele boligen på én dag – og luft ekstra ud.
  • Tør alle vandrette overflader med en hårdt opvredet klud. Herefter støvsugning og afsluttende gulvvask og udluftning.
  • Vælg rengøringsmidler uden parfume.
  • Undgå rengøringsmidler på spray, der nemt generer følsomme luftveje.
  • Vælg en støvsuger med en høj og konstant sugeevne ved mundstykket og et filter i mindst HEPA-kvalitet.
  • Skift støvsugerposen, når den er halv fuld.

Læs artiklen: Allergitjek dit hjem

“Bogen om Allergi”

Ny og letlæselig bog om alle typer allergi, men med fokus på, hvad man selv kan gøre for, at allergi fylder mindst muligt i hverdagen. Bogen er objektiv, fordi den er udgivet uden sponsorer,  ligesom den er faglig godkendt og anbefalet af 10 førende danske allergilæger. www.bogenomallergi.dk

RABAT på “Bogen om Allergi” Trykt eller som E-bog – Helses læsere får ekstraordinært mulighed for få den nye allergibog til en særpris……

God fornøjelse!