70 procent af kræftoverlevere oplever at have senfølger 2,5 år efter kræftdiagnosen

Senfølger efter kræftsygdom kan være af både fysisk og psykisk karakter og vise sig mange år efter afsluttet behandling. Lige nu er antallet af senfølgeklinikker skævt fordelt på landsplan. Eksperter håber på flere, så der er ens tilbud til alle med komplekse problemstillinger, uanset hvor i landet man bor.

Smerter, depression, angst, søvnløshed og seksuelle problemer. Disse er blot nogle af de senfølger, som mennesker, der har overlevet en kræftsygdom, kan risikere at blive ramt af. I takt med at eksperterne er blevet dygtigere til at behandle og helbrede kræft, er antallet af patienter, der får senfølger, naturligt nok også steget. Der er derfor i disse år et øget fokus på, hvordan man bedre kan hjælpe denne gruppe af patienter i Danmark.

Der er blandt andet blevet fore­taget en stor undersøgelse blandt 28.000 danske kræftoverlevere, som har skullet svare på en lang række spørgsmål om oplevede senfølger. Undersøgelsen, der blev foretaget i et samarbejde mellem Center for Kræftforskning ved Kræftens Bekæmpelse og ­Region Sjælland, blev publiceret sidste ­efterår og viste blandt andet, at flere kræftoverlevere oplever at have senfølger helt op til 12 år efter deres kræftdiagnose. Samtidig viser den såkaldte ”Barometer­undersøgelse,” som Kræftens Bekæmpelse står bag, at 70 procent af kræftoverlevere oplever at have senfølger 2,5 år efter kræftdiagnosen. Blandt disse angiver 40 procent at have ­behov for hjælp.

Trille Kristina Kjær, seniorforsker hos Center for Kræftforskning, Kræftens Bekæmpelse, er én af dem, der har været med til at foretage undersøgelsen blandt de 28.000 kræftoverlevere. Hun understreger, at det er vigtigt at huske, at langt fra alle kræftoverlevere får senfølger, og at langt fra alle, der får senfølger, rammes hårdt. Med det sagt, så er de, der rammes hårdest af senfølger, ofte belastede af mange forskellige symptomer.

– Fatigue (en ekstrem form for træthed, der opleves ikke at kunne soves væk red.) er en af de senfølger, som allerflest rammes af, og som for en del kræver nogen hjælp. Søvnløshed og smerter fylder også meget, kan vi se i undersøgelsen, ­ligesom føleforstyrrelser i hænder og ­fødder, angst, depression og problemer med sexlivet også rammer mange, siger hun.

Der analyseres stadig på undersøgelsens mange data, men noget af det, der allerede nu kan ses, er, at der tegner sig et billede af, at senfølger efter kræft rammer skævt i befolkningen.

– Det er et gennemgående billede i undersøgelsen, at folk med kort eller ingen uddannelse i højere grad angiver at have senfølger, og at senfølgerne opleves værre end blandt dem med en lang uddannelse. Vi kan også se, at de kortest uddannede rapporterer dårligere livskvalitet end kræftoverlevere med lange uddannelser. Det er vigtig viden at få, fordi vi på den måde finder ud af, hvem der har de værste problemer. På den måde kan vi få en idé om, hvordan ressourcerne bør fordeles, siger hun.

I dag er det de kræftoverlevende selv, der skal henvende sig i sundhedssystemet, hvis de oplever at få senfølger, efter de er erklæret raske. Men lige nu er en af de store diskussioner på området, om der fremover bør screenes for senfølger. Det fortæller Lena Saltbæk, overlæge, ph.d. og leder af Klinik for Senfølger efter Kræft på Sjællands Universitetshospital.

– Dem, der ender med at få mest hjælp til behandling af deres senfølger, er ofte dem, der er gode til selv at henvende sig i sundhedssystemet. Det ved vi, at dem med de socialt ringeste kår ikke er lige så gode til. Samtidig ser det ud til, at netop dén gruppe udmærker sig ved at blive hårdest ramt af senfølger. Det giver anledning til at diskutere, om man fremover bør skrive ud til alle, der har overlevet kræft og spørge, hvilke senfølger de oplever, og i hvilken grad. Eller om man i virkeligheden bør gøre en særlig indsats for at opspore dem, som vi ved er mindre tilbøjelige til at henvende sig selv, og hvor vi nu ved, at risikoen for senfølger er størst. Der er ikke enighed på området, og et af de væsentlige spørgsmål er også, hvem der skulle stå for eventuel opsporing,
siger hun.

Senfølgeklinikker bør bredes ud

Der er på nuværende tidspunkt kun to regioner i Danmark, der har såkaldte regionale senfølgeklinikker, der tager sig af alle typer af generelle og komplekse senfølger efter kræftbehandling – fire klinikker i Region Syddanmark og én i Region Sjælland. Derudover hjælper flere kræftafdelinger i regionerne deres patienter, hvis de får senfølger efter operation eller behandling. Lena Saltbæk arbejder på senfølgeklinikken i Region Sjælland, og hun håber, at den nye Kræftplan 5, som er planlagt til at skulle implementeres fra 2025, indebærer, at klinikkerne bredes ud nationalt.

– Jeg tror, at det er supervigtigt, at de regionale senfølgeklinikker findes. Det er absolut ikke alle kræftoverlevere med senfølger, der skal ses hos os, men der skal være tilbud til alle. De fleste vil kunne hjælpes i deres kommune, hos egen læge eller på kræftafdelingen, og mange får også hjælp i Kræftens Bekæmpelses rådgivninger. Men dem med de mest komplekse senfølger har behov for specialiserede tilbud som det, vi har i de regionale senfølgeklinikker, siger hun og fortsætter:

– Når patienterne går ud ad døren hos os efter deres første besøg, er mange allerede taknemmelige, selvom vi ikke har startet nogen behandling op endnu. For nu er der et sted, hvor de ved, de kan blive hjulpet. Vi kan oftest ikke behandle senfølgerne helt væk. Men meget tit kan vi mindske symptomerne og hjælpe patienterne til en bedre livskvalitet, så de kan leve deres bedst mulige liv ud fra det udgangspunkt, de nu engang har efter deres sygdom, siger hun.

– Mange af patienterne, der kommer i senfølgeklinikkerne, kommer med en pallet af senfølger, der både er fysiske, psykiske og sociale. De har smerter, søvnproblemer, kognitive vanskeligheder, frygt for tilbagefald og er måske uafklarede på arbejdsmarkedet, fordi de ikke kan arbejde som før deres sygdomsforløb. Og så forværrer senfølgerne typisk hinanden indbyrdes. Hvis man for eksempel har smerter, sover man dårligere, og hvis man sover dårligere, bliver man mere træt og får mere ondt, fortæller Lena Saltbæk.

I alle de regionale senfølgeklinikker ­tilbyder man nogle behandlinger selv og henviser til andre eksperter på de om­råder, klinikkerne ikke selv dækker. Lena Saltbæk giver et par eksempler.

– Patienter, der har fatigue, tilbydes typisk tre forskellige behandlinger eller interventioner. Der er dels et tilbud i deres kommune om fysisk træning, et tilbud om hjælp til energiforvaltning enten med en ergoterapeut eller sygeplejerske i senfølgeklinikken samt et tilbud om et mindfulness­forløb. Dette, da vi ved, disse tre slags behandlinger hver især kan mindske fatigue. Har man seksuelle problemer, kræver det eksperthjælp, som vi på nuværende tidspunkt ikke selv har i senfølgeklinikken i Region Sjælland. Derfor henviser vi patienterne til sexologisk klinik, ligesom vi ved svære stråleskader kan henvise til hyperbar ilt, som er en højspecialiseret behandling, der gives ganske få steder, eksempelvis på Rigshospitalet. På den måde arbejder vi både tværfagligt og tværsektorielt, siger hun.

På alle de fem senfølgeklinikker samler man data om sværhedsgraden af senfølger før forløbet startes, ved afslutning af forløbet i senfølgeklinikken og seks, 12 og 24 måneder efter afsluttet forløb. De tilbagemeldinger, patienterne giver, samles, så man får et stort sæt data, der kan bruges både til at evaluere effekten af de behandlinger, der tilbydes i senfølgeklinikkerne, og til forskning for de patienter, der har lyst til at medvirke til det.

– Min egen oplevelse er, at vi hjælper mange patienter og gør en reel forskel. Og jeg ved også, at der er stort fokus på at få flere senfølgeklinikker. Jeg siger ikke, at vi sidder med den endelige og bedste løsning, men nu har vi skabt en model, der fungerer nogenlunde ens i de fem eksisterende klinikker, så der er i hvert fald noget at arbejde ud fra, siger Lena Saltbæk.

Fysiske og psykiske senfølger hænger ofte sammen

Annika von Heymann er psykolog og postdoc. på Kræftens Bekæmpelses Nationale Forskningscenter for Senfølger hos Kræftoverlevere på Rigshospitalet. Også hun så gerne, at der kom nationale senfølgeklinikker, hvor et bredt spektrum af eksperter fra forskellige områder kunne hjælpe de kræftoverlevere, der er hårdest ramt af senfølger. En af årsagerne hertil er, at de hårdest ramte sjældent kun slås med en enkelt senfølge. Og for psykiske senfølger gælder det, at de kan være svære at skille fra de fysiske og omvendt.

– De to er ikke nemme altid at skille ad. For eksempel kan sexologiske problemer som udgangspunkt være en fysiologisk problemstilling, men hvis man har fået fjernet et bryst, kan det også handle om bodyimage, og så er der tale om både en fysisk og psykologisk forandring, siger hun.

Ifølge Annika von Heymann er der undersøgelser, der viser, at rammes man af en af de kræftformer, der har de dårligste prognoser, har man større risiko for flere psykologiske senfølger. Men det er ikke entydigt, for der er ligeledes studier, der viser, at det afhænger af, hvordan man som individ plejer at klare modgang.

– Noget tyder på, at det kan være afgørende, hvad det er, man som enkeltindivid bærer med sig ind i kræftsygdommen i forhold til at få senfølger. Man har formentlig større risiko for at udvikle en depression for eksempel, hvis man tidligere har haft en. Man kan heller ikke sige én til én, at det afhænger af, hvor alvorlig ens sygdom har været. For uanset hvad kan man blive rystet i sin grundvold, når man har haft kræft. Det er ikke unormalt at opleve, at man ikke længere føler, man kan leve sit liv, som man gjorde inden sygdommen, siger hun.

Det overrasker ikke Annika von Heymann, at kræftoverlevere i den danske undersøgelse fra sidste år, har angivet, at de oplever senfølger helt op til 12 år efter, at de er blevet erklæret raske. Hun fremhæver selv et studie, hvor forskere har sammenlignet brystkræftramte kvinder med ikke brystkræftramte. Her sås det, at kvinderne, der havde haft brystkræft, havde en signifikant større risiko for at udvikle en depression helt op til otte år efter, de var blevet erklæret raske.

Det vil være mellem hver fjerde og sjette kræftoverlever, der har brug for behandling for deres psykiske senfølger, vurderer Annika von Heymann. Og heldigvis findes der behandlingsmetoder, som man har evidens for virker.

– Nogle har brug for hjælp til en enkeltstående problematik. Det kan være for angst, depression eller søvnproblemer. Nogle kan have gavn af de nyere digitale terapitilbud, der findes, mens andre har behov for mere intensive psykologiske interventioner såsom kognitiv terapi. Og så skal vi ikke glemme, at noget af det, der ser ud til at være gavnligt for flere senfølger, er fysisk aktivitet, siger Annika von Heymann.