Maven bliver rundere, men hvad sker der egentlig med kroppen og barnet i løbet af graviditeten? I en ny interaktiv graviditetsguide kan gravide og alle omkring dem følge udviklingen. Her er der svar på de mange spørgsmål, som kan melde sig forud for familieforøgelsen.
Hjemme foran computeren i Aalborg har højgravide Anne Elsborg fundet Patienthåndbogens nye graviditetsguide på sundhed.dk. Her kan hun klikke sig frem i en interaktiv tidslinje over graviditeten, som i billeder og tekst fortæller, hvad der sker uge for uge. Mens hendes mor Kirsten kigger med over skulderen, ser Anne, at den pige, hun har i maven, for at par uger siden har lagt sig i fosterstilling, har fået de rigtige proportioner og måske også har fået en masse hår på hovedet.
– Det er da så dejligt at tænke på, og jeg synes, det er virkelig fint lavet. Det er lige til at gå til, og så er det lidt sjovere end at sidde med en eller anden stor bog nede fra biblioteket, lyder det fra den 29-årige efterskolelærer og kommende mor.
Kirsten er enig. Det, at skulle være mormor for første gang, er en stor ting, og mens hun venter på sit barnebarn, følger hun med, så godt hun kan:
– Jeg deler jo i høj grad Annes glæder og bekymringer i de her måneder, og for mig er det nok lige så stort, som det var, dengang jeg selv skulle være mor. Det er ret godt forklaret, så jeg som mormor også kan være med, og så er det godt nok noget andet, end dengang jeg bladrede løs i sundhedsplejerskens brochurer.
Selvom Anne her langt inde i sin graviditet synes, det er spændende at læse om fostrets udvikling, var hun i begyndelsen mest af alt optaget af at finde hoved og hale i, hvad hun måtte og ikke måtte. Selv om hun og kæresten Anders ofte havde snakket om, at de ville have børn sammen, var graviditeten ikke planlagt. Derfor var det meget nyt for dem begge, da Anne en tidlig morgen i vinters stod med en positiv graviditetstest i hånden.
– Vi var både glade og en smule rundtossede til at starte med, for det kom jo lidt ud af det blå. Men faktisk var jeg overrasket over, hvor hurtigt vi trådte ind i forældrerollerne. Jeg blev i hvert fald hurtigt den pylrede mor, som styrede indkøbsvognen mod økoafdelingen og læste deklarationer på alle skønhedsprodukter, lyder det fra Anne, som forklarer, at hun især i løbet af de første tre måneder var nervøs for, om hun nu gjorde alting godt nok:
– Man vil jo ikke være den der hysteriske gravide, men det er altså svært at undgå, når først man står der med et barn i maven. Bare sådan en ting, som om jeg nu måtte spise sushi, som ellers er min livret. ’Var der nu ikke noget med tungmetaller?’, kunne jeg pludselig tænke, når jeg sad med menukortet i hånden. Det er de der små overvejelser og bekymringer, som godt kan hobe sig op.
Ud over at læse om graviditetens uger, kan Anne på sundhed.dk bl.a. også beregne terminen, læse om symptomer eller finde gode råd for gravide om kost og motion. Hun kan for eksempel læse, at der intet er i vejen for, at hun spiser sushi. I symptomtjekkeren kan hun også se, at hurtigere hjertebanken oftest er harmløst og udtryk for, at hjertet skal pumpe mere blod rundt i kroppen og til livmoderen. For at par uger siden havde Anne ellers været bekymret for sin puls og var derfor gået til lægen.
– Man skal selvfølgelig altid gå til lægen, hvis der er noget, man føler, man har brug for en afklaring på, men det kan være rart lige at tjekke op på tingene og måske få det lidt ned på jorden, inden man eventuelt ringer til lægen, eller mens man venter på en konsultation, fortæller Anne, der som mange andre gravide ofte har surfet nettet tyndt for anbefalinger og information. Tit har hun dog oplevet at blive mere forvirret:
– Især når man bare googler, for der er så mange skrøner, og de får jo lov at flyde frit på nettet. Jeg kan sagtens se idéen i at samle informationen et sted som i Patienthåndbogen, for så kan man jo bare klikke sig ind og søge der. Så har man ligesom et godt og overskueligt udgangspunkt, fordi der ikke står alt muligt tilfældigt.
Selvom Kirsten for godt 28 år siden selv har været igennem det hele, kan hun i forbindelse med Annes graviditet også godt finde på at søge information på nettet. Tingene ændrer sig jo, siger hun:
– Både den viden man har, og de gode råd der er om graviditet, er jo ikke nødvendigvis som dengang, jeg var gravid. Jeg vil jo heller ikke påstå noget, som kan give Anne en forkert forståelse af tingene, men de råd, jeg giver hende, skal jo også bare tages som råd. Hun skal lære at have tillid til sig selv i forløbet.
At man som gravid skal lære at have tillid til sig selv og sine egne fornemmelser er ifølge Anne dog et af de helt sikre råd, som nok aldrig ændrer sig:
– Ingen graviditeter er jo ens, og man må jo lære at lytte til sin egen krop. Og det er jo kun en selv, det handler om her. Men selvfølgelig er andres erfaringer, støtte og viden om, hvad der egentlig foregår rart, når man står der, hvor alt er nyt og forvirrende.
Ud over graviditetsguiden kan du på sundhed.dk:
|
Find graviditetsguiden her:Klik dig ind på sundhed.dk og vælg fanebladet ”Borger”. Klik på menupunktet ”Sygdom og medicin” og vælg igen ”Sygdomme A – Å”. Her kan du i menuen til venstre vælge menupunktet ”Graviditet” eller følge banneret på forsiden. God fornøjelse! |