Åndelig omsorg ved sygdom og krise

Forskning i forholdet mellem helbred, eksistentielle behov og åndelig omsorg har været overset i en dansk kontekst.

I de vestlige kulturer varetager separate faggrupper omsorgen for krop, psyke og sjæl, og ofte oplever patienter, at de ikke bliver set som de hele mennesker, de er, trods de bedste bestræbelser. Man ser derfor klart udtrykte ønsker i sundhedsvæsenet om atter at behandle det hele menneske, herunder også de åndelige behov. Men hvor kommer den åndelige omsorg egentlig fra? Og hvorfor oplever mange, at den har trange kår i dag?

I de fleste trosretninger er der to væsentlige spor i forholdet mellem tro, helbred og åndelig omsorg. Det ene spor er sammenhængen mellem religion/tro og spontane helbredelser, som mennesker har oplevet som underfulde, og som forstås ud fra et åndeligt perspektiv. Det andet spor er sporet næstekærlighed. Dette spor er inspireret af historien om den barmhjertige samaritaner, der uden at kunne gøre sig forventninger om gengæld hjælper den fremmede, en slemt forslået jøde, han har fundet på sin vej, og som ingen af jødens egne fæller ville hjælpe, end ikke de fromme præster.

De to spor har kørt parallelt og interageret: De, der bad for et under, skulle huske ydmygheden og i sidste ende bede om, at Guds vilje måtte ske. Og de, der følte sig kaldet til diakontjenesten, håbede og bad jo også om Guds underfulde hjælp og lindring for de syge, de drog omsorg for.

Antallet af internationale forskningsartikler om helbred og åndelige behov er i de senere årtier steget eksponentielt. ”Åndelig” forstås her bredt som en samlebetegnelse for de overbevisninger, der kan være hos ethvert menneske og give håb, især i krise, det være sig spirituelle eller religiøse overbevisninger eller blot åbenheden for det ”mere, mellem himmel og jord”, som så mange danskere bekender sig til.

Godt 70 pct. af danskerne ser sig selv som troende eller åndelige/spirituelle, selvom meget få ser sig som religiøse. Forskningen viser imidlertid, at eksistentielle og åndelige overbevisninger fylder mere ved sygdom og sundhedstrusler som Covid-19 pandemien, og at de kan påvirke måden, hvorpå vi håndterer sygdom, symptomkontrol, oplevet tryghed ved behandling og dødsangst.

Den åndelige omsorg indeholder et paradoks: De eksistentielle og åndelige dimensioner i mennesket anses oftest for at udgøre dybeste kerne, vi bærer på, og det gør det både vigtigt, men også svært at adressere. Netop fordi denne kerne både er så universel og samtidig enormt personlig, kan den også være svær at adressere i sundhedsvæsenet. Men det kan på alle måder betale sig!