ADHD-diagnose som fyrreårig

Kent Tornøes liv har været fyldt med skæld ud og beskeder om, at han skulle tage sig sammen. Da han som voksen begyndte at drikke og søgte behandling, blev det opdaget, at han led af ADHD. Nu får han medicin og lever bedre end tidligere. Men han ville ønske, han havde fået sin diagnose mange år før.

Da Kent Tornøe var barn, tilbragte han rigtig mange timer siddende på en taburet i et rum for sig selv. Der blev han anbragt, når han igen havde lavet ballade i børnehaven, og pædagogerne ikke vidste, hvad de ellers skulle gøre med ham.

Senere, da han kom i skole, brugte han flere timer ude i skolegården, end han sad i klassen og modtog undervisning. Han fandt hurtigt ud af, at lavede han ballade, blev han sendt udenfor, og så blev han fri for at skulle sidde stille og lytte på læreren. Noget, han havde mere end svært ved.

Senere i sit voksenliv, da Kent Tornøe var blevet uddannet lærer og arbejdede som sådan, brugte han sjældent sine pauser på lærerværelset med sine kollegaer. Han ville hellere sidde og snakke med sine elever fra de ældste klasser, som han følte sig bedre tilpas med.

Alkohol gav ro i hovedet

Hele Kent Tornøes liv har han ikke passet ind – det er sådan, han har følt det. Sådan, som andre omkring ham har fået ham til at føle. I dag ved han, hvorfor han altid har måttet slås for ikke at falde for meget udenfor, og hvorfor alt det, kammeraterne kunne, faldt ham så svært. Den 49-årige midtjyde lider af ADHD. Men det var der bare ingen, der vidste.

Først som 40-årig blev han udredt og begyndte at leve et lidt mere normalt liv, der dog i dag stadig er præget af hans mange år som udiagnosticeret ’ADHD’er’, som han selv kalder det.

– Som 32-33-årig begyndte jeg at drikke om aftenen for at falde til ro. Jeg drak mig ikke fuld, men bare nok til, at jeg fik ro i hovedet. Da jeg blev 35, fik jeg min første nedtur, hvor jeg blev ramt af stress og dyb depression. Min krop og mit hoved kunne simpelthen ikke holde til, at jeg hele tiden var i gang, siger han.

Kent Tornøe kom ovenpå igen efter en sygemelding på et år, men der gik ikke mere end to år, så blev han atter sygemeldt med stress og depression. Det var på det tidspunkt, han selv valgte at gå til en misbrugskonsulent, for han ville ikke længere være afhængig af alkohol for at kunne falde til ro.

Hos misbrugskonsulenten blev han bedt om at udføre en test, som han først vægrede sig noget ved. Men da han havde taget den, talte den sit eget tydelige sprog. Kent Tornøe viste således alle tegn på at have ADHD.

– Det var jeg meget ked af, og det syntes jeg slet heller ikke passede til en start. Og jeg var hunderæd, da jeg skulle på sygehuset og udredes. Jeg forestillede mig alt muligt – at jeg skulle i spændetrøje og så videre. Men da så de begyndte at stille mig en masse spørgsmål derude, gik det op for mig, hvor store udfordringer jeg har og altid har haft.

– “Hvor ofte kører du galt?” spurgte de, og så måtte jeg jo indrømme, at det havde jeg endda gjort nogle gange. ”Du styrer ikke selv din økonomi, vel?’ Det måtte jeg jo også indrømme, at min kone gjorde. “Det er sikkert også din kone, der arrangerer det, når I skal ud og rejse, ikke?” – det kunne jeg også bekræfte. Ligesom jeg måtte give dem ret i, at jeg var verdens bedste legefar for mine børn, fordi jeg kunne blive ved at køre i et gear, de færreste forældre kan.

– Men det var ikke sjovt at få diagnosen – nu skulle jeg hjem og fortælle min kone, at jeg ikke blot var misbruger, men også psykisk syg, siger han.

Kort tid efter skulle Kent Tornøe prøve at have medicin mod sin ADHD. Han var bange, for piller havde i hans verden aldrig været noget, man tog. Men han var samtidig interesseret i at få det bedre.

– Det var en formiddag på mit arbejde kl. 10.00, jeg skulle tage Ritalin første gang. Psykiateren skulle så ringe kl. 10.30 for at høre, hvordan jeg havde det. Jeg vidste, at medicinen kunne give mig den vildeste fest, eller at jeg kunne blive helt rolig.

– Jeg spiste pillen, og så woaaw! Det var som om, der blev trukket en tehætte ned over mit hoved. Alt det udenom mig forsvandt. Jeg kunne fokusere kun på det, jeg lavede lige i øjeblikket. Der var ingen larm, ikke en masse sætninger i mit hoved. Jeg kan huske, at jeg kiggede ud ad vinduet, hvor det sneede, og jeg syntes bare, at det var det smukkeste, jeg nogensinde havde set, siger han.

Familien kan mærke medicinen

Efter Kent Tornøe er begyndt at tage medicin, har hans liv forandret sig. Han har mere ro indeni og kan ting, han aldrig har kunnet før. For eksempel sove ordentligt om natten og koncentrere sig om en enkelt ting ad gangen.

– Når jeg ikke tager medicin, har jeg det som om, der spilles metalmusik på fuld hammer, samtidig med at der vises hundredvis af billeder foran mine øjne. Men når jeg så får min medicin, så forestil dig, at det nu kun er ”Für Elise”, der spilles, siger han.

Både hans kone og børn kan mærke, hvis Kent Tornøe ikke har fået sin medicin. Så bliver han rap i replikken og ’speedet’, og så må de minde ham om, at han skal huske den.

I dag kan Kent Tornøe lytte til podcasts og dokumentarprogrammer i et headset – det var umuligt før, for han hørte ikke, hvad der blev sagt. Han kan også læse bøger, men det skal dog være noget, der interesserer ham – kvantefysik eller mellemøstlig historie. Han har også en snert af autisme, hvorfra de lidt skæve interessefelter formentlig kommer.

Og så er der fodbold, som er hans store passion – og hans arbejde. Kent Tornøe er ansat i FC. Midtjylland i et fleksjob, hvor han for superligaen som teknisk assistent indsamler teknisk data fra træningen og kampene via droneflyvning. Der var han også ansat, inden han fik sin diagnose, og han valgte selv at stille sig op og fortælle alle sine kollegaer om det, da han var blevet udredt.

– Mange troede, jeg skulle meddele, at jeg havde fået kræft. Sådan havde jeg jo slet ikke tænkt. Da jeg fortalte, hvordan virkeligheden var, sad en del med tårer i øjnene, hvilket også kom bag på mig. Min direktør sagde: ’Så kan jeg bedre forstå det hele’. Og så gik det op for mig, hvor mange frustrationer, jeg kunne give dem ind imellem.

– De har 70 procents fantastiskhed med mig, fordi jeg kan tænke skævt og har meget energi. Men de har også 30 procents riven sig i håret, fordi jeg kunne give problemer, når der f.eks. ringede folk og klagede over, hvorfor jeg havde afleveret en besked på en helt uacceptabel måde eller sagt noget til en kollega, der kke var ondskabsfuldt ment, men som godt kunne opfattes sådan, fortæller han.

Ud over sit faste arbejde tager Kent Tornøe også ud og holder foredrag for primært pårørende til unge med ADHD, og han tager også ud til familier, som gerne vil have noget rådgivning. De unge selv kommer sjældent med til foredragene – de tør ikke, fordi de er bange for at blive sat i bås. Den følelse kan Kent Tornøe selv sagtens genkende. Og han vil så gerne hjælpe dem.

– Jeg vil så gerne, at de ikke skal komme så langt i livet som mig uden at få hjælp. De skal vide, at de også kan noget unikt, at der er virksomheder, der hvis der bliver taget de rigtige hensyn, kan få stor gavn af dem. Men det har de svært ved at tro på, siger han.

Og Kent Tornøe kan om nogen genkende de unges følelser. For selvom livet er bedre end nogensinde, er træerne ikke vokset ind i himlen. Han lider periodevis af angst og depressioner. Formentlig som følge af, at han blev udredt så sent og ikke fik den rette hjælp i tide.

– Hvis nogen sender et blik, jeg ikke lige kan afkode, så kan jeg næsten gå i panik og tænke: ’Hvad har jeg nu gjort – er det mig, der er skyld i et eller andet?’.

– Hvis man hele sit liv får at vide, at man er forkert, og at man skal tage sig sammen, så bliver det på et tidspunkt til en sandhed. Det er den sandhed, jeg gerne vil, at de her unge mennesker aldrig skal komme til at leve med, siger Kent Tornøe.