For år tilbage var ferie for langt de fleste danskere lig med ophold på langs i en behagelig liggestol samt kølige drinks i baren.
Sådan er det stadig for mange, men for en stor del er der kommet yderligere et aspekt ind i ferierejsen. Stadigt flere danskere ønsker nemlig at dyrke sport undervejs. Derfor oplever rejsebureauerne også en markant øget interesse for aktiv ferie.
For nogle rejsende drejer det sig blot om et par løbeture eller besøg i et fitnesscenter undervejs, og det mærker man tydeligt hos rejsebureauet Apollo Rejser.
– Sammenlignet med tidligere får vi langt flere efterspørgsler på hoteller, hvor det er muligt dyrke fitness eller at løbe sig en tur i nærheden, fortæller kommunikationschef Glenn Bisgaard.
En tilsvarende udvikling oplever man hos rejsebureauet Star Tour.
– Vores kunder spørger meget ofte til motions-faciliteterne på et hotel, inden de bestiller rejsen. Det gælder især på byhoteller, hvor mange er interesserede i at deltage på et fitness-hold eller at dyrke core-training om morgenen, siger pressechef Nikolai Johnsen.
Hos Apollo Rejser har man konstateret en markant forskel i ønskerne hos de to køn. Hvor mænd primært pakker løbeskoene i kufferten, er kvinder mere til aktiviteter på selve hotellet så som vandgymnastik og aerobic.
Den store forskel fra tidligere til i dag er, at hvor mange førhen slappede 100 procent af i ferierne, vil mange i dag gerne udøve den motion, som de er vant til hjemmefra.
– Derfor mærker vi også størst efterspørgsel på motionsformer som løb, cykling og fitness, som i forvejen er populære herhjemme, siger Nikolai Johnsen.
Han understreger, at det sjældent drejer sig om hardcore-idrætsudøvere, der dyrker sport dagen lang. De fleste ønsker blot at røre sig og få sved på panden et par gange i løbet af en ferieuge.
En tilsvarende erfaring har man gjort sig hos Apollo Rejser.
– De, som efterspørger motionsmuligheder på ferien, er typisk dem, som er vant til at dyrke sport hjemmefra. Det ønsker de at fortsætte med samtidig med, at de så godt kan slappe af og solbade på andre tidspunkter af ferie, siger Glenn Bisgaard.
Det er dog ikke alle, der vil nøjes med motion et par gange om ugen på deres ferie. Stadigt flere går all in og rejser afsted på en decideret sportsferie. Derfor har sportsrejsemål som Playitas og Club La Santa kronede dage i disse år.
Begge er store resorts med et utal af sportsfaciliteter, og begge er beliggende på de kanariske øer. Playitas er det nyeste af slagsen og ligger på øen Fuerteventura. Resortet er ejet af den schweiziske rejsekoncern Kuoni, der er moderselskab for danske Apollo Rejser, og siden starten har det danske bureau sendt mange gæster dertil.
– Efterspørgslen blandt danske gæster på Playitas har været mærkbart stigende, og vi kører med en rigtig god belægning. Samtidig er det et sted, der har mange gengangere blandt gæsterne, fortæller kommunikationschef Glenn Bisgaard.
Han understreger, at selv om resortet besøges af mange inkarnerede sportsudøvere, er der bestemt også plads til familier og almindelige motionister.
Det er også muligt at nyde en kropsbevidst ferie uden at få alt for meget sved på panden. Begge de to store rejsebureauer oplever således en stigende interesse for rejser med yoga, meditation eller mindfullness på programmet.
Det er især kvinder, der efterlyser den type aktiviteter, og det gælder både på deciderede temarejser som for eksempel en meditationsrejse til Indien samt mulighederne for at deltage på et yoga-hold på hotellet.
Endelig er der i disse år også en kraftig stigning i efterspørgslen på ferietyper, hvor man oplever et fremmed lands smukke natur på en aktiv måde. Det handler ikke mindst om vandre- og cykelferier.
Star Tours datterselskab Tema Rejser udbyder således stadigt flere cykelrejser, og vandreferierne er også særdeles populære.
– Mange folk har indset, at man mærker naturen helt anderledes og intenst ved selv at være ude i den, end ved at køre forbi i en bil eller bus, siger Nikolai Johnsen.
For at imødekomme danskernes øgede lyst til at vedligeholde kroppen på ferien opruster begge de to store rejsebureauer på hotelfronten.
– Fremover kommer vi til lancere flere hoteller med gode sportsfaciliteter. Det kan for eksempel være større hoteller med afmærkede løbestier inde på hotellets eget område, fortæller Nikolai Johnsen.
Det samme gælder hos Apollo Rejser. Her har man allerede lanceret Apollo Sports, som er en serie udvalgte hoteller til dem, der gerne vil dyrke sport på ferien.
– Vi har udvidet vores sortiment kraftigt med den type hoteller, hvor folk kan tage deres aktive livsstil med på ferien, og det vil vi fortsætte med fremover, siger Glenn Bisgaard.
Han ser også et stort fremtidigt potentiale i at udvide udbuddet af sportstemarejser. Det er rejser, hvor folk med passion for den samme type sport mødes og dyrker den sammen. Det kan handle om tennis, triathlon, cykling og meget andet.
Både Playitas og Club La Santa har mange af den slags temauger – ofte hvor en kendt sportsperson er nede og give gode fif til almindelige motionister. Men ifølge Glenn Bisgaard kan den slags temaer sagtens udvides til mange andre hoteller, hvor det køres i mindre målestok og knap så ambitiøst, men stadig med en speciel sportsgren som tema.
Alt i alt er der ingen tvivl om, at én af de største nye trends inden for danskernes valg af ferier er en markant øget interesse for aktiv ferie. Det er danskerne ikke ene om, og verden over opruster nye såvel som gamle hoteller på antallet af sportsfaciliteter.
Danskerne er blandt dem, der inden for denne trend er længst fremme i løbeskoene, og fremover vil du møde en stribe nye idrætsrelaterede tilbud hos rejsebureauer og hoteller. Ændringen i danskernes ferieadfærd i retning af det mere aktive forventes nemlig konstant øget i de kommende år.
Og hvis du ikke gider alt det sportshalløj på ferien, så hold dig endelig til liggestolen og nyd den med god samvittighed. Ferie er til for at gøre det, du holder mest af.