Alderen ødelægger frugtbarheden

Rygning, overvægt, alkohol og for lidt motion kan alt sammen være med til at gøre kvinder mindre frugtbare, men alderen er skyld i langt de fleste problemer med barnløshed.

Mange kvinder bruger i dag deres mest frugtbare år på at tage en uddannelse, skabe en karriere og søge efter en livsledsager. Men når de tre ting er på plads, er der flere og flere, som oplever, at drømmen om børn ikke går i opfyldelse. For mens vores livsvilkår og forventninger har ændret sig drastisk de seneste par hundrede år, så har vores biologi ikke ændret sig nævneværdigt i mange tusinde år.

– De æg, en kvinde har til rådighed, og som potentielt set kan blive til børn, blev dannet allerede i det tidlige fosterstadie, mens kvinden lå i sin mors mave. Allerede når pige-fosteret er omkring otte til tolv uger, er alle de æg, som en dag kan gøre hende til mor, dannet, forklarer tidligere professor Svend Lindenberg, som i dag driver Copenhagen Fertility Center.

Selv om mange kvinder får deres menstruation til de er omkring 50 år, så er sandsynligheden for at blive gravid meget lille, når man er omkring 40 år eller ældre.

Frugtbarheden falder hurtigt

– Æggene bliver gamle, og det betyder, at de ikke har så god en kvalitet, som de har i de unge år. Og der kommer ikke flere, uanset hvad man gør, siger Svend Lindenberg.

En kvindes frugtbarhed er højest i begyndelsen af 20’erne, hvor hendes æg har en god kvalitet og kroppen er udvokset, så den kan bære en graviditet. Allerede omkring de 30 år er frugtbarheden nedsat, og omkring de 35 år er frugtbarheden så nedsat, at det kan blive svært at blive gravid på naturlig vis.

Selv om vi i dag har højt udviklede metoder til rådighed, så er behandlingerne ikke en garanti for en vellykket graviditet, understreger Svend Lindenberg.

– De kvinder, som kommer på vores klinik, har en gennemsnitsalder på 38 år, og jeg vurderer, at omkring halvdelen kunne være blevet gravide på naturlig vis, hvis de ikke havde ventet så længe. Men det er ikke kun kvindernes skyld. Der er meget i vores samfund, uddannelsessystem og arbejdsliv, som gør det svært for kvinderne at træffe beslutningen om at få børn tidligere.

En af de andre udfordringer med frugtbarheden midt i livet er, at der også er flere, som har sygdomme eller er overvægtige, når de er omkring de 40 år. Det kan både føre til en mere kompliceret graviditet eller være en risiko for barnet, ligesom der er flere kromosom-fejl i æggene, som fører til eksempelvis aborter eller børn med Downs syndrom. Men er man en sund og rask kvinde på 40, som bliver gravid, er Svend Lindenberg ikke i tvivl om sin anbefaling:

– Så skal man bare være glad og nyde det, for det er højst sandsynligt et dejligt og raskt barn, der er i vente.

 

Flere kvinder over 40 får børn

I 2014 blev der født 2.223 børn af kvinder, som var 40 år gamle eller ældre. Til sammenligning blev der i 1994 født 974 børn af kvinder i denne aldersgruppe.

Kilde: Danmarks Statistik

Fertilitetsbehandling er ikke en garanti

Selv om fertilitetsbehandling de senere år er blevet mere avanceret, så kan man ikke vide sig sikker på at få et barn, selv om man får hjælp. Chancen får en vellykket graviditet afhænger af årsagen til problemerne, men gennemsnitligt falder chancerne for en succesfuld fertilitets behandling med alderen. Internationalt set er sandsynligheden for succes:

•40 % for kvinder, der er yngre end 35 år.

•31 % for kvinder, der er 35–37 år.

•22 % for kvinder, der er 38–40 år.

•12 % for kvinder, der er 41–42 år.

•4 % for kvinder, der er 43–44 år.

•2 % for kvinder, der er 44 år eller ældre.

Kilde: www.cdc.gov