Alle har brug for naturens helbredende kraft

Vi er mange, der endte med at have et ”corona-projekt” under Danmarks nedlukninger i 2020 og 2021. Nogle snedkererede et haveskur, andre lærte at strikke, og jeg gik på opdagelse i Jeppe Aakjærs breve, foredrag og artikler med mere end 100 år på bagen.

I digterens ukendte prosa fandt jeg lyrisk sprog af højeste klasse. Jeg tog det bedste af det bedste og satte det sammen til nye sange. Nye sangtitler som ”Den første lærke”, ”Poesiens vidundervæld”, ”Jeg elsker dig Jord” samt ”Åens drejning” så dagens lys, og pludselig var der også udkommet en bog på Gyldendal, et album og et sanghæfte med ”usungne sange”

I Helses temanummer om naturens helbredende kraft, finder Jeppe Aakjær sin naturlige plads. Han havde sit stærke anker i naturen og hans forbundethed med naturen kan tjene som rollemodel for os. Han opsøgte den nemlig med alle sanser åbne og med stor ydmyghed.

Siden Aakjær er mange imidlertid blevet fremmedgjorte fra naturen. Nutidens børn færdes kun halvt så meget i naturen, som bedsteforældregenerationen gjorde det i sin tid. Kendskabet til dyre- og plantearter er stærkt forringet, og som jeg skriver om i bogen ”Afledte effekter”, er spørgsmålet, om man reelt kan passe på noget, man ikke kender til.

Aakjær kendte dog til. I allerhøjeste grad faktisk. Fra han var helt lille, drev han dagligt omkring på engene ved Karup å og vogtede får, fiskede eller forbandt sig på anden vis med naturens flora, fauna og under. Naturen var for Aakjær et sted, han kunne tanke op og tænke stort.

Han beskriver, hvordan Karup å blev ”en milelang ringlende streng med mystik” og ”et symbol på selve livet.” Samtidig skrev han om storbyen som et sted, der har en ”fortumlende Larm”, og som indhyller én i det mest ”gebrækkelige spektakel, der aldrig stilner af et øjeblik.”

Med andre ord havde Aakjær brug for en å. For et sted, hvor han kunne søge hen til tilværelsens inderste væsen og finde tilbage i vater. Han skriver, at ”aldrig har jeg på den vide Jord mødt en fred, en stemning, der i dybde og blidhed kunne måle sig” med den, han fandt ved sin å.

I Åens drejning, der er på i alt seks vers, skriver jeg – inspireret af Aakjærs egne ord – om betydningen af at have en å i sit liv, både i bogstavelig og i overført forstand. Her er vers 1,2, 5 og 6:

Fortumlet larm og nyhedskald.

Et sansestridigt sammenfald

af det, du snart vil glemme.

Søg hen med mig til vild natur,

læg dig på langs, og tag en lur,

og lyt til åens stemme.

Her glider strømmen silkeblødt.

Her danser liv med langtidsdødt.

Det klirrer, og det nynner.

En sjæl i landskab gjort af sand

med smilehul af hvirvlevand,

hvorfra nyt liv begynder.

Lad åen bugte sig i dig,

den finder altid mulig vej

og allerhelst den lange.

Tænk, nogle lever uden å

og hutler rundt på må og få

snart fyldt, snart tom og bange.

Helt fri for larm, i stille fred

der lister åen sig afsted;

til glæde uden regning.

Hvor end du er, og hvad du gør,

hvad andre syn’s, du skal og bør:

Giv plads til åens drejning.