Allergener: Når naturen driller

Af: Malene Tonnung

Foto: Scanpix/Iris

Når vi lider af allergi, er det som bekendt ofte helt naturligt forekommende partikler, der udløser anfaldene. Stoffer i fødevarer, fra dyr eller planter bliver til allergener, når vi ikke tåler dem. Men kan vi så bruge naturen til at løse problemet?

Ja, faktisk findes der hjælpemidler, der kan forebygge eller dæmpe vores reaktioner overfor allergener. Dybest set er det selve allergien, der er unaturlig, for vi mennesker har altid været omgivet af pollen, støv og dyreskæl. Allergi overfor fødevarer er også unaturligt, men her kan det spille ind, at vi bliver udsat for lige lovligt mange allergener i forhold til tidligere.

Vi har fundet et par tips og råd til, hvordan du med forskellige naturlige midler kan forebygge eller dæmpe allergi.

Ryd op i immunforsvaret

Allergi er en overreaktion fra vores immunforsvar. Det forsøger at beskytte os mod noget, der egentlig ikke er farligt. Derfor kan det betale sig at forsøge at bringe immunforsvaret tilbage i balance.

70 pct. af vores immunforsvarsceller holder til i vores tarmsystem, derfor spiller ubalancer i fordøjelsessystemet en væsentlig rolle, når vores immunforsvar overreagerer. Fordøjelsen og vores tarmflora  trives bedst, når vi får masser af væske og fibre fra sund mad, men også tilskud af mælkesyrebakterier og fermenteret kost kan være en stor hjælp, når tarmen skal i balance.

Flere undersøgelser viser god effekt mod allergi med probiotika – f.eks. i forebyggelse af allergi hos nyfødte med tilskud af gavnlige mælkesyrebakterier til moder og barn.

Sørg for C-vitamin

Nogle allergikere har gode erfaringer med C-vitaminkure før og i løbet af pollensæsonen. C-vitamin menes at have en effekt på produktionen af det hormonlignende stof histamin, der fører til kroppens reaktioner som nys og løbende tårekanaler, når vi møder allergener.

C-vitamin nedsætter produktionen af histamin og virker således som en slags anti-histamin, men det er hurtigt ude af kroppen igen. Du kan både tage tilskud løbende – tre til fire gange dagligt med 500 mg. eller i en depottablet. Du kan også supplere med friskpressede grønt- og frugtjuicer.

Et engelsk studie har tidligere vist, at ét gram C-vitamin om dagen mindsker behovet for kortison hos astmapatienter.

Undgå histamin-holdig mad

Nogle fødevarer indeholder faktisk histamin, som vi ikke ønsker så meget af i kroppen, når vi er allergiske. Ligeledes findes der fødevarer, der generer tarmslimhinden og påvirker immunforsvaret negativt.

Eksempler på histamin-holdig mad: Lagret, gæret og modnet mad som ost, vin og pølse. Jo længere modning, jo mere histamin.

Mad, der irriterer slimhinden, er f.eks. chili, kaffe og soya.

Magnesium – anti-allergi

Magnesium er mineralernes pendant til C-vitamin, da det stabiliserer udskillelsen af histamin.

Magnesium findes i mange fødevarer, men vores krop forbruger også meget. Hvis du tager det som tilskud, er det bedst om aftenen, ligesom du med fordel kan smøre magnesium på huden fra magnesium-olier eller cremer, da huden optager det ret godt.

Magnesium har også en beroligende effekt på muskler og nervesystem, som kan komme din søvn til gavn.

Homøopati mod høfeber

De bedste resultater fås uden tvivl ved at forberede og forebygge, så derfor må du allerede i gang nu, hvis du vil bruge homøopati mod høfeber.

Homøopati er som regel uden bivirkninger og derfor et spændende alternativ til de gængse medikamenter. Og så oplever nogle at kunne tåle ellers kendte allergener bagefter.

Midlet Høron virker på to måder: Det styrker og opbygger slimhinder, og det virker samtidigt på nyrer og binyrer, som kan producere kroppens egen slags binyrebarkhormon. Start cirka to måneder før forventet høfeberangreb.

Honasin Comp er et andet homøopatisk middel, som virker opbyggende på slimhinderne og styrker immunforsvaret på en balancerende måde. Det kan f.eks. suppleres med Hoastasin Comp, som virker åbnende og afslappende på luftvejene og mindsker histamin-reaktion.

Hvis sugetabletter er lettere for dig end dråber, er Luffeel fra Heel en tredje homøopatisk mulighed. Du lader en sugetablet ligge under tungen, mens den opløses – tre gange dagligt. Denne tager du også forebyggende op til sæsonen.

Naturens urter mod naturens allergener

Urten Perilla, der fås som tilskud som Perilla Blad eller ekstrakt, bruges i Asien mod allergi. Et japansk studie viser en effekt af urten, der er i familie med mynte.

Brændenælde, løg og peberrod kan faktisk også have en effekt på grund af det store indhold af bioflavonoidet quercetin, der er en god antihistamin.

Mindre forsøg med hvidløgstilskud har også vist sig at kunne have en positiv effekt.

Samtidig er det godt at tanke masser af D-vitamin fra solen, da det hjælper vores immunforsvar.

Alternativ behandling?

Nogle allergikere har stor glæde af balancerende behandlinger. Flere studier har indikeret, at akupunktur kan lindre høfeber og mindske behovet for medicin. Nogle studier viser også, at akupunkturen kan virke mod både astma og eksem, men her er resultaterne noget mere usikre.

Til gengæld er forskellige former for afspænding også værd at prøve, da stress øger graden af allergiske symptomer, ligesom stress kan forårsage, at du reagerer dårligere på medicinen.

Lindring af allergiske anfald

Næseskylning kan skånsomt fjerne allergener fra luftvejene og dermed lindre et anfald. Du kan med fordel benytte et såkaldt ‘næsehorn’, hvor du skyller næsen med kropsvarmt, let saltet vand.

Husk at vaske ansigtet jævnligt dagen igennem. Det nok så moderne skæg er desværre en dårlig kombination med en pollenallergi, så overvej at blive forårsklippet i ansigtet.

HayMax er et andet mildt middel på markedet, der fungerer ved, at du smører cremen, der består af bivoks og solsikkeolie, under næsen og rundt om øjnene. Her fungerer det som en pollenfælde, der forhindrer en del af allergenerne i at komme ind og genere.

Giv det tid!

For alle naturlige og genopbyggende midler gælder det, at kroppen skal have tid til at optage det, fylde lagrene og genfinde den balance, som den er bygget til – især hvis dit fordøjelsessystem har været ude af balance i længere tid.

Lidt har også ret, og måske er det ikke lige nu, du bliver allergifri, men forhåbentligt vil en stærkere krop gøre symptomerne mindre.

 


 

Naturlige alternativer?

Denne artikel er blevet til i samarbejde med magasinet Naturli, der skriver om sundhed og velvære med fokus på naturlige og alternative metoder og midler.

Se mere på www.naturli.dk – hvor du også kan søge på artikler om allergi, eksem, autoimmune sygdomme, fordøjelsen og finde kilderne brugt til denne artikel.