De fleste af os har nogle særlige ønsker, når vi er i kontakt med sundhedsvæsnet. Måske er det behandlerens alder, ventetiden eller prisen på tandlægens ydelser, der vejer tungest for dig. På sundhed.dk finder du værktøjerne ”Tandlægepriser” og ”Find behandler”, som kan hjælpe dig til at vælge det rette sted.
Løsningen ”Tandlægepriser” er til for at gøre det så let og overskueligt som muligt for dig at finde priser på de behandlinger, hvor tandlægen selv angiver prisen, inden du sætter dig i tandlægestolen. Du kan hente en figur frem, der sammenligner priser på én type ydelse (f.eks. en rodbehandling) hos en række tandlæger. Du kan vælge tandlægerne, du vil sammenligne, ud fra ønsker om f.eks. geografisk placering, alder og køn. I figuren kan du se, hvordan de udvalgte tandlæger placerer sig prismæssigt i forhold til hinanden.
Det er tandlægens opgave at angive en til- og fra-pris, og du vil opleve, at de kan variere meget i pris. Den endelige pris for en behandling fastsættes i dialog mellem tandlægen og patienten, da behandlingen kan variere fra patient til patient. Vær opmærksom på, at der findes en række behandlinger, som har en fast, overenskomsts bestemt pris hos alle landets tandlæger. Du finder et link til de faste priser under ”Tandlægepriser”.
En god oplevelse ved tandlægen kan naturligvis ikke kun gøres op i kroner og ører, og derfor er det altid en god idé at forhøre sig blandt familie, venner eller bekendte om erfaringer og vælge en tandlæge, du har tillid til.
Heldigvis er det gjort nemt at finde behandlere ud fra forskellige kriterier, uanset om du skal bruge en fysioterapeut, psykolog eller hudlæge. Din læge giver dig henvisningen og anbefaler dig måske en række muligheder, men du vælger selv behandleren, der er den rette for dig.
Lad os sige, at du ønsker at komme til en kvindelig fysioterapeut, hvor behandlingen er tilskudsberettiget. Desuden er du interesseret i, at fysioterapeutens klinik skal være nem at komme til – og i dit tilfælde betyder det, at klinikken skal være i Frederikshavn Kommune. Med de krav i baghovedet åbner du din browser og taster www.sundhed.dk:
1. Du trykker dernæst på ”Menu” øverst i højre hjørne og vælger ”Find behandler”
2. Herefter vælger du ”Behandlere” og trykker ”Fysioterapeut”
3. Du præciserer nu din søgning ved at markere din region, som i dette tilfælde er Region Nordjylland
4. Da du har en henvisning, trykker du ”Fysioterapeuter med tilskud ved henvisning” i højre side
5. Din søgning præciserer du nu yderligere ved at trykke Frederikshavn Kommune og vælger, at behandleren skal være en kvinde
6. Til sidst får du vist en liste over behandlere, som matcher dine ønsker.
__________
__________
… øre-næse-hals-læger, øjenlæger og kiropraktorer ikke kræver en henvisning fra din læge?
… øre-næse-hals-læger, øjenlæger og kiropraktorer ikke kræver en henvisning fra din læge?