Anders Lund Madsen: Jeg har det fint med døden

Forestillingen om døden er værre end virkeligheden, mener Anders Lund Madsen. I fem tv-udsendelser sætter han fokus på emnet.

– Jeg vil helst dø voldsomt, dramatisk og originalt – og sammen med alle dem, jeg kender! Svarer Anders Lund Madsen umiddelbart, men ikke ret alvorligt på spørgsmålet “Hvordan vil du gerne dø?”

Så tilføjer han eftertænksomt, men stadig ikke helt alvorligt: Nå nej, ikke med mine børn … det er ikke fair over for dem. Hvorefter han finder det helt rigtige svar, som leveres uden tøven:

– Jeg vil gerne angribes af en haj, der er ved at angribe nogle børnehavebørn, som jeg så redder. Men det skal altså ikke være en alt for stor haj. Inde på stranden skal der stå en og filme det hele, så det kan blive lagt på YouTube. Jeg ærgrer mig bare lidt over, at jeg ikke selv kan opleve det. Men nogle andre kan så nyde, at de har et liv. Det er en win-win situation!

Men hvis drømmedøden med hajen af en eller anden grund skulle glippe, så vil journalisten og entertaineren Anders Lund Madsen ikke have noget imod at dø på hospice, for både “maden og stemningen er god”, som han udtrykker det. Og det mener han faktisk alvorligt.

I fem DR1-udsendelser under overskriften Du skal dø sætter Anders Lund Madsen fokus på døden. Undervejs følger han bl.a. patienter fra Hospice Djursland i Rønde, bedemanden, krematoriet og hospitalet.

– Jeg vil gerne være med til at skabe opmærksomhed omkring døden. Der er en tilbøjelighed til at ignorere den. Det forsøger jeg at råde lidt bod på. Det er rart at vide, hvordan det foregår, så man ikke senere pludselig skal se og forholde sig til alt muligt ukendt, siger han og tilføjer:

– Måske er det umuligt at interessere folk under tredive, som endnu er ude af stand til at forestille sig, at de kan dø – med mindre de har fået døden ind på livet tidligt. De må bare lade være med at se udsendelserne. For folk skal gøre, som de vil. Hvis man hellere vil bruge tiden på at feste og være glad, skal man selvfølgelig gøre det. Men fem gange en halv time er vel til at holde ud?

Behageligt overrasket

– Jeg har det fint med døden. Jeg ved jo, at det sker. Jeg er bare lidt bekymret for, hvornår det sker, siger han.

Anders Lund Madsen håber at være med til “at gøre døden lidt mindre uhyggelig”.

– Mens jeg arbejdede på udsendelserne, blev jeg især overrasket over, at alle de mennesker, der har med døden at gøre, er så rare. Jeg talte med mange behagelige og sympatiske mennesker – især på Hospice Djursland, som jeg synes, er et godt sted at dø. Her er det ikke forbundet med frygt at være tæt på at dø, oplevede jeg. Det er ikke noget med, at man bare bygger et hus og ansætter nogle tilfældige folk. Der vil jeg gerne hen, når jeg skal dø – og maden er også god, tilføjer han.

På hospicet følger Anders Lund Madsen flere patienter, bl.a. Søren i hans sidste tid.

– Det var meningen, vi skulle filme, mens han døde. Men den dag fik jeg et barn og skulle være med til fødslen. Derfor så jeg ikke ham dø. Men vi filmede lige før og efter døds-øjeblikket. Og Søren døde helt fint uden vores medvirken, understreger journalisten.

Obduktioner og transplantation er andre emner, der berøres undervejs.

– Søren gav sin krop til videnskaben, så de unge læger i Aarhus kunne forske i hans hylster.

Obduktioner foregår i anonymiseret form, for det går jo ikke, at man pludselig har bedstefar mellem hænderne. Det ville give en akavet stemning. Vi taler om, hvordan de bruger kroppene, fortæller han.

Programmerne kommer også omkring begravelses-ritualer.

– En vil brændes. Hvordan foregår det? Vi ser på den praktiske del af det. Det metafysiske overlader vi til gengæld til præsterne. Dette er DR videnskab, og det ville være bizart at blande religion ind i det. Jeg har ikke gjort mig nogen tanker om, at der sker noget bagefter. For jeg tror det ikke. Tror man det, er det som at åbne Pandoras æske: Så kan man forske i og forestille sig, hvad der sker, indtil man dør. Men for mig er det logisk, at der ikke sker noget. Døden er jo et stop! Så holder man op med at leve. Vi forholder os kun til alt det kødelige i programmerne.

Død er også forrådnelse

At forstå, hvad der sker, når vi dør, kan hjælpe mod frygt skabt af løbsk fantasi, mener Anders Lund Madsen, der er ambassadør i Angstforeningen.

– Forestillingen om døden er værre end virkeligheden. Virkeligheden har givet mig fred, siger han.

Undervejs har han ellers oplevet en del, der ikke ligefrem er hverdagskost. Blandt andet har han været i Amerika for at se, at man lægger lig ud i åbent terræn for at studere forrådnelses-processen. Det bruger man til at lære at fastslå, hvor længe et lig har ligget – hvilket politiet har brug for ved forbrydelser.

– Der lå for eksempel et lig af en, der var død om torsdagen og kun havde ligget weekenden over. Om mandagen så liget forfærdeligt ud. Det var helt oppustet. Sådan noget kan være lidt fælt at tænke over. Men et lig kommer lynhurtigt til at ligne noget andet. Når det har ligget en måneds tid, ser det fredeligt ud igen. Så er der kun knoglerne tilbage. Og efter et år er man jord igen.

De voldsomme syn, er dog ikke noget, der har skræmt Anders.

– Alle, der har prøvet at åbne et køleskab med mad, der har stået uden strøm, ved, hvordan det lugter. Det er en grim lugt – derfor spiser vi det ikke. Døden lugter også og kan se forfærdelig ud i en periode, men det hjemsøger mig ikke, fortæller han.

Mødet med døden i arbejdsmæssig sammenhæng har givet nogle erfaringer, han er glad for. Ikke mindst takket være samtaler med dem, der er fortrolige med døden gennem deres arbejde. Desuden er det en fordel at have oplevet døden i situationer, hvor man ikke selv er personligt belastet af sorg over at miste en af sine nærmeste.

– Jeg havde ikke set mange døde mennesker, før jeg lavede udsendelser om emnet og kom til at se en, der var død og havde ligget i sin lejlighed i et stykke tid. Det var uhyggeligt, syntes jeg dengang, men så var det altså heller ikke værre. Men jeg var selvfølgelig glad for, at det ikke var min egen gamle far, tilføjer Anders Lund Madsen, der endnu ikke har deltaget ved et dødsleje i sin egen familie.