Angsten for at være en fiasko

Tæt ved en halv million danskere er på medicin for depression, angst, stress eller ADHD. Selvom det er så almindeligt, så taler mange ikke om det, for vi ønsker at have kontrol og være en succes. Den cocktail kan forværre tilstanden, for når vi tier og forsøger at leve med en facade, kommer kroppen og psyken ekstra meget på overarbejde.

I samfundet stilles der store krav til os. Eleverne skal sidde stille i klasserummet, hvor hver tiende lærer ifølge en undersøgelse for Danmarks Lærerforening føler sig udbrændt. Der er belønning, hvis du hurtigt bliver færdig med en uddannelse. Væk er tiden til en lang dannelsesrejse, hvor den unge afdækker sine værdier og skaber retning og mening i livet. På arbejdsmarkedet er der forventninger om resultater, og i privatlivet tales der nu om mærkevarebabyer til koncepthjemmet.

De fleste forsøger at overkomme de mange krav, mens flere mærker konkursen true og presset over at være eller kunne blive arbejdsløs. Flere arbejdsløse er allerede kommet på kontanthjælp efter to års ledighed. De fleste kender et menneske med angst, stress, eller depression. Hvis ikke er det sandsynligvis blot fordi, der ikke er blevet talt om det. Endnu.

Kresten Kay er psykoterapeut og studievejleder på Psykoterapeutisk Institut i København, der de sidste 30 år har uddannet over to tusinde psykoterapeuter. Han ser dagligt eksempler på, at mange tror, de skal have kontrol over livet, og når de møder et af livets grundbetingelser, nemlig magtesløsheden, så har de ikke værktøjer til at håndtere det.

– I medierne ser vi tidstypiske rollemodeller, som f.eks. statsminister Helle Thorning Schmidt og kronprinsesse Mary, der ikke bare har karriere, men også det perfekte udseende, den veltrænede krop, den lykkelige kernefamilie og overskud til at kigge forelskede på deres mænd, siger Kresten Kay.

Det er tabu at være svag

I sit daglige virke oplever psykoterapeuten, at det er slående, hvor mange klienter der har svært ved at tale om de vanskelige sider af deres sind. Om angsten for ikke at slå til, om skammen over at være deprimeret eller om, hvordan arbejdslivets stress og nyhedsstrømmen om ‘krise’ er ved at flå gulvtæppet væk under den skrøbelige psyke.

– Denne vanskelighed ved at tale om det svære i livet er langt hen ad vejen det værste, idet du let kommer til at føle dig alene og derfor får det endnu dårligere.

Kresten Kay kan godt huske, hvordan det var, før han selv begyndte i terapi.

– Jeg troede, at jeg skulle være verdensmester. Og jeg troede, at andre omkring mig forventede, at jeg kunne alt. Stress var mig ikke ukendt, ligesom angst ikke var det. Alligevel var det uoverskueligt svært for mig at tale om. Som så mange andre var jeg underlagt samfundets snærende tabuer.

I sin egen terapi lærte han at tale mere frit om sin frygt og bæven over livet. Om skuffelserne, sorgerne og de glæder, der efterhånden dukkede op af opgivelsens virvar.

– Ved at blive mødt uden fordømmelse og vurdering, om jeg var rigtig eller forkert, fandt jeg ud af, at jeg er ligeså normal og gal som alle andre. Det gjorde mig stærkere – ikke svagere.

Uden mennesker intet samfund

Senere tog han selv uddannelsen til psykoterapeut på Psykoterapeutisk Institut, og han blev endnu mere fri i forhold til at tale og håndtere sine sårbare sider, såvel som andres.

– Jeg oplevede, og oplever stadig, hvordan mennesker vokser styrket ud af at tale om deres indre dæmoner. Ikke at sårbarheden forsvinder, men den bliver snarere en del af det hele menneske. Selve uddannelsen til terapeut er også en uddannelse i at gøre op med sindets tabuer og lade sårbarhed og styrke gå hånd i hånd for at møde verden mere helt og fuldt. Mere autentisk.

30-års-jubilæet for Psykoterapeutisk Institut er for Kresten Kay også en sejrfest for overvindelsen af mange menneskers indre tabuer og dæmoner. Både de mennesker, der har taget uddannelsen, og i høj grad også de mange tusinde mennesker, der har fået professionel hjælp fra professionelle psykoterapeuter.

– I terapi generelt og under uddannelsen til psykoterapeut er indstillingen tabuets modsætning: ‘Vi taler om det!’ igen og igen, indtil tabuet mister sin magt, siger han.

Og netop dette – at tale om det og ikke gemme det svære væk – er ifølge psykoterapeuten overordentligt vigtigt for både det enkelte menneskes psykiske velbefindende og hele samfundet. For brænder mennesker sammen, så påvirker det samfundets udvikling og økonomi.

– Vi er jo benzinen, der holder hjulene i gang, pointerer Kresten Kay, der mener, at vi kan undgå tabuerne, hvis normaliteten er åbenhed uden vurdering og skelen til rigtig og forkert.

– En humanistisk indstilling, der vidner om accept af livets forskelligheder, sorger og glæder og bringer sindets tabuer i knæ. Uden åben og ærlig kommunikation skaber vi større og større afstand til hinanden, og det er såvel stærke som svage, der er taberne, for vi er alle sårbare indimellem. Vi skal turde at mærke samhørigheden med hinanden, for mennesker er ikke øde øer. Vi kan hjælpe hinanden, og vi har brug for hinanden. Det må være en fælles opgave. Hvorfor ellers have et samfund?