Den nye årsrapport fra Samrådssekretariatet tilknyttet Socialmedicin og Rehabilitering, Regionshospitalet Gødstrup viser, at det er fosterskadesager, der udgør langt størstedelen af det samlede antal ansøgninger; et tal der har ligget stabilt over de sidste 6-7 år.
Læs også: Med håret i postkassen, følelserne uden på tøjet og blodet fossende ud af kroppen
Derimod ses der en stigning i antallet af kvinders ansøgninger om senabort på social indikation. I 2023 landede der 70 ansøgninger fra kvinder, som ønskede senabort på social indikation, hos Samrådssekretariatet. Heraf kom 63 kvinder til samtale.
– Stigningen i disse sager er lille, hvis vi kun sammenligner med 2022, hvor vi havde 52 samtaler. Men kigger vi hen over de seneste tre år, kan vi se, der er sket et væsentligt ryk siden 2020, hvor vi kun havde 32, siger afdelingslæge Camilla Mølsted Pedersen fra Samrådssekretariatet. Hun fortsætter:
– Vi kan ikke pege på en entydig forklaring på stigningen, men under COVID-19 pandemien i 2020-2022 fik vi væsentlig færre ansøgninger. Så måske kan vi formode, at vi er på vej tilbage til niveauet fra før Corona. Den procentvise andel af ansøgninger om senabort på social indikation i 2023 er således på niveau med årene 2016-2019.
En graviditet er ikke altid hverken ønsket eller planlagt, og beslutningen om at få foretaget en provokeret abort kan være en vanskelig proces. Der er derfor iværksat tilbud om særlige støtteforanstaltninger knyttet til de gynækologiske afdelinger og praktiserende læger i form af den regionale svangreomsorg, Team for Sårbare Gravide og Familieambulatoriet. Desuden fungerer bl.a. Mødrehjælpen også med samtaler og støtte på anden vis.
Kvinderne får ved samtalen i Samrådssekretariatet desuden information om muligheden for at få tilbudt hjælp og støtte uafhængigt af valget om provokeret abort eller gennemført graviditet.