Antallet af danske sklerosepatienter stiger

Af: Helse-redaktionen

Foto: Shutterstock

Nedsat muskelkraft, føleforstyrrelser, synstab, koncentrations- og hukommelsesbesvær og øget træthed. Det er hverdag for mennesker, der lever med sygdommen sklerose, og dem bliver der i Danmark stadig flere af. Det viser en ny optælling fra Det danske Scleroseregister.

I løbet af 2020 er antallet af danskere, der lever med den uhelbredelige sygdom, steget fra 16.500 til 17.229, og i løbet af godt 20 år er antallet af sklerosepatienter fordoblet i Danmark.

Det placerer Danmark på en fjerde plads over de hårdest ramte lande i verden – kun overgået af San Marino, Tyskland og USA.

To ud af tre er kvinder

Sklerose er også en sygdom, der rammer stadig mere skævt. For få årtier siden fik lige mange mænd og kvinder sklerose. I dag er to ud af tre, der rammes af sygdommen, kvinder, og de er typisk kun mellem 20 og 40 år. Hvorfor sygdommen rammer stadig flere kvinder, kan forskningen endnu ikke give et præcist svar på.

I Scleroseforeningen møder den fortsatte stigning i antallet af sclerosepatienter bekymring:

– Det er en bekymrende udvikling, at sygdommen bliver ved med at stige så meget i Danmark og slår så hårdt ned på unge kvinder, samtidig med at vi stadig ikke ved hvorfor, siger Scleroseforeningens direktør Klaus Høm og fortsætter:

– Selv om sklerose er en sygdom med store konsekvenser, så kommer der også stadig flere behandlinger til, som kan bremse sygdomsudviklingen og dæmpe symptomerne. Og en del af forklaringen på stigningen er heldigvis også, at flere lever længere med sygdommen.

Hvad er sklerose?

  • Sklerose er en kronisk sygdom, som angriber centralnervesystemet, dvs. hjernen og rygmarven
  • Symptomer på sklerose er nedsat muskelkraft, lammelser, føleforstyrrelser, balanceproblemer, synsproblemer, koncentrations- og hukommelsesbesvær.
  • Årsagen til sklerose kendes ikke, men menes at skyldes et samspil mellem arvelige og især livsstils- og miljømæssige faktorer. Mangel på D-vitamin, rygning, overvægt i puberteten og sene graviditeter er blandt faktorer, der er blevet forbundet med en øget risiko for sklerose.
  • Sygdommen kan ikke helbredes, men medicin kan til dels bremse sygdomsudviklingen og dæmpe symptomerne.

Kilde: Scleroseforeningen


Vidste du?

  • 17.200 danskere har sygdommen
  • Danmark har en af de højeste forekomster af sklerose i verden.
  • Hver dag får ca. 2 danskere konstateret sygdommen
  • Mere end to ud af tre er kvinder
  • Sygdommen rammer oftest mellem 20-40 år, men kan ramme i alle aldre
  • Yngste sclerosetilfælde i Danmark er 4 år.

Kilde: Scleroseforeningen