Usund livsstil fører til svag, kronisk betændelse, som ælder os og gør os syge. Sund livstil fjerner betændelsen og giver os mange flere raske år, forklarer professor Bente Klarlund Pedersen.
Mange af os har uden at vide det en smule betændelse i kroppen. Ikke infektion som ved influenza eller lungebetændelse, men en lille irritation eller såkaldt inflammation, som vi ikke mærker noget til.
– Denne form for betændelse gør dig ikke syg nu og her, men den tærer på kroppens ressourcer og slider på organerne. Resultatet er, at kroppen ældes før tid og lettere udvikler en række folkesygdomme som type 2-diabetes og kredsløbsproblemer.
Bente Klarlund Pedersen er professor og leder af TrygFondens Center for Aktiv Sundhed og Danmarks Grundforskningsfondscenter for Inflammation og Metabolisme ved Rigshospitalet og Københavns Universitet. Hun og hendes medarbejdere forsker i den tavse, kroniske inflammation, som er nøglen til at forstå den enorme betydning, som vores livsstil har for helbredet.
Den tavse inflammation skader ved at holde immunforsvaret let aktiveret i lang tid. Kroppen frigiver konstant små mængder af signalstoffer, som gør de hvide blodlegemer lidt for aktive. Resultatet er på sigt forandringer i stofskiftet og skader på cellerne.
– Immunforsvaret er der for at passe på os, men skader os, når det konstant er let alarmeret. Vi ender med at skrante mere og leve væsentligt færre år.
Bente Klarlund Pedersen vurderer, at hver femte dansker, har den lette betændelse i kroppen. De fleste uden at vide det.
– Inflammationen kan ikke afsløres ved en almindelig blodprøve hos lægen. Her ser vi kun kraftig og akut inflammation. Det sikreste tegn på tavs inflammation er, at livvidden er større end halvdelen af højden.
Vil du vide, om du er i farezonen, skal du altså i gang målebåndet og tjekke omkredsen om maven. En person, der er 170 centimeter høj, skal ikke være mere end 85 centimeter i livet. Er omkredsen større, er der brug for sundere vaner.
Når mavemålet afslører så meget, er det fordi tavs inflammation får os til at udvikle fedt inde omkring de indre organer. Fedtet her bliver med tiden betændt og er med til at udsende de signalstoffer, der aktiverer immunforsvaret.
– Har du let, kronisk inflammation, er din livvidde derfor som regel for stor. Ryger du eller er du fysisk meget lidt aktiv, er det også sandsynligt, at du har kronisk inflammation. Også selvom livvidden er normal.
Når vi ved, at rygning og inaktivitet giver inflammation, er det ikke så svært at regne ud, hvad der fjerner betændelsen igen. Er du ryger, kan du gøre ufatteligt meget ved at holde op.
– Det gælder også dem, der kun ryger engang imellem. En cigaret i ny og næ er nok til at holde betændelsen aktiv, forklarer Bente Klarlund Pedersen.
Også motion er ekstremt effektivt som anti-inflammatorisk medicin.
– Er du fysisk inaktiv, og begynder du at røre dig, går musklerne i gang med at producere signalstoffer, der hæmmer de stoffer, der fører til inflammation. Samtidig hjælper motion dig til at holde vægten og begrænse bugfedtet.
Så motion og nej til tobak virker mod inflammation. Det samme gør sund mad, som sparer på det mættede fedt fra kød og mælkeprodukter, og som indeholder moderate mængder af de sunde fedtstoffer fra fede fisk og nødder.
– Det er mindre ligetil med alkohol. Det er faktisk sådan, at et enkelt glas om dagen kan være med til at forebygge inflammation, forklarer hun.
Når myndighederne ikke anbefaler en daglig genstand, er det fordi, at rigtigt mange har svært ved at holde alkoholforbruget så langt nede.
– Så snart du drikker flere genstande hver dag eller rigtigt mange genstande i weekenden, er effekten stik modsat. Store mængder alkohol fører til immunsvækkelse, understreger Bente Klarlund Pedersen.
Anti-inflammatorisk livsstil giver immunforsvaret ro, så det er udhvilet og klar til at gå på barrikaderne, hvis der skulle blive brug for det.
– Samtidig betyder sund livsstil, at dine celler holder sig unge længere. De behøver ikke dele sig så ofte, og ældes derfor ikke så hurtigt. Resultatet er, at du lever omkring 14 år længere. Og at du er mere rask. Hele livet.
Hvad er inflammation?
|
Inflammatorisk livsstil Anti-inflammatorisk livsstil Rygning Nejtak til tobak Inaktivitet Regelmæssig motion Mad med mange usunde fedtstoffer Sund mad og normal vægt Alkohol i store mængder Mådehold i forhold til alkohol Inflammatorisk livsstil giver risiko for Anti-inflammatorisk livsstil Type 2-diabetes og fedme Forebygger sygdom Hjertekarsygdomme Virker foryngende Visse former for cancer Giver flere leveår Demens Giver bedre modstandskraft |