Apotekerne har fået nye åbningstider

Af: Danmarks Apotekerforening

Foto: Scanpix/Iris

Nu kan du flere steder i landet købe hovedpinepiller, hostesaft og receptmedicin til langt ud på aftenen. Til gengæld skal du forbi lægevagten eller akutmodtagelsen, hvis du får brug for akut medicin om natten.

 

Den 1. januar 2018 trådte apotekernes nye åbningstider i kraft. Ændringerne betyder, at apotekerne i mange af landets mindre og mellemstore byer har udvidet deres åbningstider, så de nu lukker senere på aftenen.

Samtidigt betyder de nye åbningstider, at 10 apoteker ikke længere holder døgnåbent. Kun Steno Apotek i København har fortsat åbent døgnet rundt. Derudover vil der i 9 større danske byer være apoteker, der holder åbent klokken 6-24. Det gælder byer som Roskilde, Randers og Esbjerg. Grunden til de ændrede åbningstider er, at Folketinget i 2015 besluttede at spare 17 mio. på apotekernes vagtordning.

Selvom de nye åbningstider betyder, at adgang til medicin bliver begrænset om natten, er adgangen til apotekerne generelt blevet bedre de seneste år. Formand for Danmarks Apotekerforening Anne Kahns fortæller, at der siden juli 2015 er åbnet over 140 nye apoteker.

– Samtidig har de i alt 459 apoteker i hele landet udvidet åbningstiderne med 45 pct. Det er med til at tage presset af vagtapotekerne, siger Anne Kahns.

Du kan stadig få akut medicin om natten

Skulle man alligevel få brug for medicin uden for apotekernes åbningstid, er der heldigvis stadig hjælp at hente – også hvis man ikke befinder sig i nærheden af det døgnåbne apotek i København. Efter midnat står regionernes akutberedskab nemlig klar til at hjælpe med medicin til akut opstået sygdom overalt i Danmark. Man skal i så fald kontakte 1813 i Hovedstaden og lægevagten i resten af landet.

Hvis lægen stiller en diagnose, der kræver medicinsk behandling med det samme, vil man få udleveret en pakke medicin, så man kan klare sig, indtil apoteket åbner igen.

– Det afgørende er, at hvis man har brug for medicin, så kan man også få den, og her har regionerne fået et vigtigt ansvar at løfte efter midnat, siger Anne Kahns.

Hjælp døgnet rundt

Man kan desuden altid få hjælp og rådgivning på apoteket.dk, hvor faguddannet apotekspersonale sidder klar til at chatte døgnet rundt. Her kan man hente vejledning om korrekt brug af medicin, og man kan få hjælp til, hvornår man skal kontakte sin egen læge eller regionernes akutberedskab.