Arbejdsglæde som 72-årig

Fremtidens ældre kommer til at vente længere tid med at kunne gå på pension. Men et stigende antal danskere, der i dag forlængst kunne være gået på pension, holder fast i at ville arbejde. Helse har mødt én af dem.

– Tænk, hvor meget jeg var gået glip af, hvis jeg var gået på pension som 60-årig. Bare tanken er ikke til at holde ud for den snart 72-årige sygeplejerske, Karin-Ingrid Larsen, der ofte får spørgsmålet: “Hvornår går du på pension?” Hun svarer hver gang venligt, men hun lægger ikke skjul på, at hun synes, spørgsmålet er ret så irriterende.

– Politikerne fortæller os hele tiden, det er vigtigt, at det grå guld bliver på arbejdsmarkedet sålænge som muligt. Så er det da højst besynderligt at få sådan et spørgsmål igen og igen, siger Karin-Ingrid Larsen.

Men det ødelægger nu aldrig rigtig hverdagen for Karin-Ingrid Larsen, der i over 40 år har arbejdet som hjemmesygeplejerske i Varde Kommune i Vestjylland. Det bare lyser ud af hende, hvor glad hun er for sit arbejde.

–Det er så dejligt at komme ud til folk i deres eget hjem – lige dér, hvor de føler sig allermest trygge. Det er de bedste rammer for at skabe tillid. Jeg får et dybere kendskab til, hvordan borgerne fungerer, og hvordan jeg bedst kan hjælpe dem. Det er meget givende, fortæller Karin-Ingrid Larsen. På hendes arbejdsplads udgør hendes kolleger en god blanding af gamle og nye dåbsattester.

– Det gør en stor forskel, at vi både har unge og gamle medarbejdere. Det giver en god dynamik, og jeg er meget imponeret over, hvad de unge kan. Med deres energi og min erfaring kommer vi langt. Vi har et meget dynamisk og udviklende arbejdsmiljø, fortæller Karin-Ingrid Larsen, der tilføjer, at hverdagen som hjemmesygeplejerske i dag ligger milevidt fra den, hun havde som ung for over 40 år siden.

– I dag er det hele langt mere kompliceret med faglige udfordringer konstant. Der bliver hældt mere og mere på i et hurtigt tempo, og der kommer nye procedurer til, og det kræver, at man stadig er nysgerrig og har lyst til at prøve nye ting af.  Jeg er heldigvis fortsat nysgerrig og er ikke bange for det ny – heller ikke IT, fortæller Karin-Ingrid Larsen.

Hun husker dog tydeligt den første gang, hun så en computer:

– Da tænkte jeg : “Du milde Maren – det får jeg aldrig lært”. Men det går da rimeligt.

Indimellem kan hun godt længes lidt tilbage til dengang for 40 år siden.

– Der var mere ro på, men den tid kommer aldrig igen. Så det gælder om at se på det positive i vores tid, og jeg har aldrig været træt af at skulle på arbejde. Ikke én eneste dag.

Det eneste hun er træt af, er spørgsmålet om datoen for hendes pension og udsagn fra omverdenen om, at hun ikke har nok tid til børnebørnene, når hun arbejder så meget.

– Men jeg må skuffe alle dem, der tror sådan. Jeg forsømmer altså ikke mine børnebørn.

Sålænge ledelsen og hendes yngre kolleger mener, at hun udfører sit job til punkt og prikke, har Karin-Ingrid Larsen ikke tænkt sig at slippe sit job. Men den dag hun og hendes mand sælger den gård, hvorfra ægtefællen driver kartoffelavl, kan det godt være, at hun begynder at ville tale om pension. Men ikke før.

Karin-Ingrid Larsen tænker dog ofte på de mennesker, der er så nedslidte, at de ikke kan holde til at arbejde til de er over 70 år.

– Via mit arbejde har jeg set mange skræk-scenarier på, hvordan en arbejdsplads kan ødelægge folks fysik. Dem må vi aldrig glemme. Jeg håber virkelig på, at det snart bliver en sjældenhed at kunne opleve så nedslidte mennesker, siger Karin-Ingrid Larsen.