Danmarks mest oversete livsstilssygdom

Tendensen er tydelig: Antallet af personer, der får slidgigt – eller artrose, som det rettelig hedder, er stigende. Udgifterne til operationer og førtidspensioner afledt af sygdommen er tårnhøje, og forskere taler om landets mest oversete livsstilssygdom.

Antallet af danskere, der har fået diagnosen artrose, er i dag oppe over 210.000. Eksperter vurderer ifølge rapporten ”Forebyggelse af skader og sygdomme i muskler og led” fra Vidensråd for Forebyggelse, at vi kun ser toppen af isbjerget, og at der findes langt flere tilfælde. Sygdommen er ikke alene den mest almindelige ledsygdom i den vestlige verden. I Danmark er den i dag også hyppigere end diabetes. Skal vi stoppe stigningen, gælder der samme råd som ved diabetes og kræft: Vi skal undgå overvægt og være mere fysisk aktive! En udfordring, der både kræver noget af befolkningen og behandlingssystemet.

Overvægt og inaktivitet er netop blandt to af de væsentligste årsager til artrose, som professor i Muskuloskeletal Funktion og Fysioterapi Ewa Roos anbefaler, at vi kalder sygdommen. En anbefaling, som ikke handler om akademisk forfængelighed, men tværtimod mere har karakter af et ”til glæde for befolkningens perspektiv”.

Ewa Roos’ perspektiv handler om, at de ord, vi bruger, er med til at skabe virkeligheden. Det betyder, at kommer man til lægen og får at vide, at ens led er “slidte”, “slidt op” eller “udslidte”, begynder der med det samme en række negative tanker. Får man i stedet at vide, at man har artrose, og at der findes et træningsforløb, som gør en forskel, åbner det op for helt andre positive tanker, motivation og muligheder.

– Mange tænker på kroppen som en maskine, hvilket gør det oplagt at tale om slid. Betegnelsen slidgigt bliver derfor uheldigvis ofte efterfulgt af ”så jeg må hellere lade være med at bevæge mig så meget”. Men vi er ikke maskiner. Vi er mennesker, og derfor bliver muskler, led og brusk ikke slidt op men til gengæld hele tiden nedbrudt og genopbygget. Det kræver dog, at vi belaster kroppen gennem fysisk aktivitet, siger Ewa Roos.

Bruger vi ordet artrose, har vi ifølge Ewa Roos bedre mulighed for at aflive myten og knække kurven. Det kræver dog, at også sundhedsvæsenet bruger ordet og tager ansvar for, at patienterne får tilbudt et træningsforløb på et meget tidligere stadie i sygdomsforløbet.

– I mange tilfælde kan man behandle 10-15 år tidligere, siger Ewa Roos.

Artrose er ikke umiddelbart dødelig

Når artrose er en både smertefuld, invaliderende og samfundsøkonomisk dyr livsstilssygdom, kan man undre sig over, at den ikke har større bevågenhed, og at der ikke er større fokus på behandlingsindsatsen.

– Led- og muskelsygdomme er – sammen med psykiatriske lidelser – den dyreste sygdom for samfundet på grund af de mange operationer og førtidspensioner. Der er ekstremt mange tilfælde, og de, som får sygdommen, har den i mange år. Problemet er, at alternativet til kirurgi og smertestillende medicin, ikke får det fokus, som er både berettiget og nødvendigt, hvis vi skal skabe en forandring, siger Ewa Roos og fortsætter:

– Det kan der være flere årsager til. Eksempelvis at der aldrig kommer til at stå artrose på dødsattesten. Vi ser, at artrosepatienter dør tidligere. Man har også større risiko for at få andre livsstilssygdomme, når man har artrose, hvis man vælger at holde sig i ro og forbliver overvægtig, men det står ingen steder.

Det er et synspunkt som også Robin Christensen, der er Cand. scient, phd. og biostatistiker ved Parker Instituttet på Frederiksberg Hospital, deler, og han tilføjer:

 – Det er bare ikke en særlig sexet sygdom, fordi der ikke findes et lægemiddel, der kan helbrede patienterne.

Hvad, der til gengæld er attraktivt, er, at man samtidig med, at man får en stærkere og slankere krop, kan forebygge artrose og også få sygdommen til at udvikle sig langsommere, hvis man følger et træningsprogram. Det kræver ifølge Ewa Roos blot en anden behandlingsindsats end den, hvor man afventer og ser, om der bliver behov for en operation.

– Det revolutionerende er, at man som patient ikke behøver at vente på at få det dårligere og dårligere. Jo før sygdommen bliver opdaget, jo før kan man sætte ind og give patienterne mange flere år med en bedre livskvalitet, siger Ewa Roos.

– Vi ved for eksempel, at den smertestillende effekt man kan opnå på bare seks ugers træning, er cirka tre gange så stor, som effekten af smertestillende medicin, der samtidig har skadelige bivirkninger på lang sigt. Det er en anden måde at minimere smerter på, end vi er vant til, fordi vi er opdraget til at tage smertestillende, når vi har ondt, siger Ewa Roos.

Tidlig indsats

Da artrose udvikler sig langsomt, er der mulighed for at sætte ind med træning tidligt og dermed forsinke udviklingen. Samtidig betyder den langsomme udvikling af sygdommen, at man kan have den uden at vide det og også uden, at det kan ses på røntgen. Ewa Roos, finder det derfor problematisk at bruge røntgen til at diagnostisere sygdommen.

– Har man en let til moderat artrose, er der ikke nødvendigvis sammenhæng mellem røntgen, og det patienten oplever. Man kan opleve nedsat funktionsevne og have smerter, selv om det ikke kan ses på røntgen. Omvendt kan et røntgenbillede vise tegn på artrose, men patienten oplever hverken nedsat funktionsevne eller smerter, siger hun.

Så hvad er anbefalingen?

– Det mest rigtige er at blive undersøgt grundigt. Hvis der ikke er andre sygdomme som for eksempel kræft eller et knoglebrud, der er årsag til, at man har smerter, stivhed eller i det hele taget en nedsat funktionsevne, skal man bede om at blive henvist til en fysioterapeut, hvor man kan komme i et træningsforløb. Er man overvægtig, vil det mest rigtige være samtidig at komme på en diæt. Det er vigtigt, at der bliver gjort noget, fordi det øger livskvaliteten og kan være med til at forsinke udviklingen af sygdommen, som altid vil være kronisk. Og det giver jo sig selv, at det ikke kun betyder noget for artrosepatienterne, hvis de kan undgå en operation og beholde deres arbejde. Samfundsmæssigt vil der også være en økonomisk gevinst, slutter hun.