Aspargestærte

Af Anette Harbech Olesen, madekspert, forfatter og blogger

Lige nu er det sæson for skønne og velsmagende asparges. Det kan godt betale sig, at spise masser af asparges i løbet af den forholdsvist korte sæson, for asparges er fyldt med gode kostfibre, der er yderst fremmende for en god fordøjelse. Kostfibre gør tarmen stærk og modstandsdygtig, ligesom de binder brugt kolesterol og brugte hormoner til sig og transporterer dem ud af kroppen.

Asparges er også rige på blandt andet C vitaminer, folinsyre og andre B vitaminer. De indeholder ikke noget fedt, næsten ingen kalorier men fremmer derimod kroppens dannelse af glutathion, et stof der er afgørende for en effektiv leverafgiftning.

Du kan læse meget mere om asparges på www.madforlivet.com.

4 personer

Ingredienser

Tærtebund:

  • 100 g speltmel
  • 100 g hvedemel
  • 50 g smør, ghee eller ekstra jomfruolivenolie
  • 50 g Skyr
  • 1 tsk. flagesalt
  • lidt vand

Fremgangsmåde

Smørret smuldres i dejen, salt og Skyr tilsættes og dejen samles med lidt vand og trykkes ud i en smurt tærteform. Forbages i 10 min ved 180 grader. Ønsker du en grovere dej, kan du udskifte halvdelen af melet med grovvalsede havregryn.

Fyld:

  • 250 g fintsnittede asparges
  • 2 groft revne gulerødder
  • 1 finthakket rødløg
  • 2 æg
  • 2 dl Acido eller Skyr
  • ½ chili
  • 1 fed hvidløg
  • Friske eller tørrede krydderurter oregano, basilikum, timian etc.
  • 50 g revet parmesanost (kan udelades)
  • Ekstra jomfru olivenolie og jomfru kokosolie

Fremgangsmåde

Rengør og snit alle grønsagerne fint og svits dem kortvarigt i ekstra jomfruolivenolie sammen med chili. Pisk æg og surmælk sammen med krydderurter og hvidløg og halvdelen af den revne parmesanost. Lad grønsagerne køle af, bland dem i og hæld massen op i den forbagte tærtebund. Fordel den revne ost over tærten og bag den ved 180 grader i 35 minutter i almindelig ovn til den er gylden og gennembagt.

 

Kilde: www.madforlivet.com