Mere end 80 procent af danskerne oplever at have hovedpine på et eller andet tidspunkt i deres liv, og for langt de fleste er det desværre en tilbagevendende begivenhed. Heldigvis er det sjældent farligt eller svært at behandle.
Der er ikke mange af os, som kan sige os helt fri for at have en hovedpine i ny og næ. Selv om smerterne i dit hoved kan være forfærdelige i øjeblikket, så er der sjældent noget at være bange for. Der findes flere hundrede diagnoser, men der er tre former, som er langt de hyppigste: spændingshovedpine, migræne og hovedpine fremkaldt af et overforbrug af medicin.
Fastlåste arbejdsstillinger, bekymringer og stress er bare nogle af årsagerne til den mest almindelige form for hovedpine. Spændingshovedpine kommer især fra musklerne i kæber, øjne og nakke.
– Man ved faktisk ikke, hvorfor det fører til hovedpine. Vi har lavet tre disputatser på Dansk Hovedpinecenter, men vi har kun været i stand til at fastslå, at det IKKE skyldes, at musklerne klemmer på blodkarrene, som man ellers har troet. Og det er desværre ikke noget, der er blevet forsket meget i. På verdensbasis er der stort set kun vores forskning, siger professor Jes Olesen fra Dansk Hovedpinecenter på Glostrup Hospital.
Ind til forskningen kan byde på mere konkret viden, må vi ”nøjes” med de gode gamle råd, som hjælper mange om end ikke alle. En gåtur i frisk luft med sving i armene, øvelser for nakke og skuldre og generel afspænding. Bliver smerterne ved, kan det også være en god idé at besøge optikeren eller tandlægen for at se, om spændingerne stammer fra problemer med enten øjnene eller tænderne. Har du hovedpine en enkelt gang her og der, er det også en god idé at bruge håndkøbsmedicin. Det kan også virke muskelafslappende, så det bliver nemmere at slippe af med årsagen til hovedpinen. Til gengæld er medicin en rigtig dårlig løsning, hvis du har hovedpine dagligt i en længere periode.
Har du ondt i dit hoved en enkelt dag om ugen, så sker der ikke noget ved, at du slår den ned med et par smertestillende piller fra håndkøb, men varer din hovedpine flere dage hver uge, eller kommer den hyppigt igen, så kan pillerne blive selve grunden til hovedpinen.
Er du en af dem, der lider af mange tilbagevendende hovedpiner, samtidig med at du også skal passe et arbejde og en familie, så skal du være opmærksom på, hvordan du håndterer smerterne. Får du flere og flere hovedpiner i takt med, at hverdagens stress og udfordringer vokser, bliver det nemt til rigtig mange piller, hvilket desværre kun vil få problemet til at vokse. Medicinen bliver ”en ond cirkel”, der vedligeholder og forværrer hovedpinen. Pillerne vil nu kun virke kortvarigt og utilstrækkeligt, du er blevet ”immun”, og det hjælper ikke at skifte medicin.
Når hovedpinen skyldes et overforbrug af medicin hjælper andre behandlinger som for eksempel fysioterapi sjældent. Den eneste vej ud er ”en kold tyrker”: Du bliver nødt til at stoppe med al medicinen i mindst to måneder, så den ”den onde cirkel” brydes. Det kan være en rigtig svær periode at komme igennem, så allier dig både med din læge, din familie og dine venner, så du kan få al den støtte, du har brug for, mens din krop afgifter. Mange oplever, at hovedpinen tager til i begyndelsen af afgiftningsperioden, men det bliver almindeligvis bedre efter en til to uger. De første par uger kan det være nødvendigt med en sygemelding, mens symptomerne er værst. Det kan være, at afslappende medicin kan hjælpe dig, men det kan du tale med din læge om.
– Cirka 100.000 danskere har et medicinoverforbrug. Mange af dem er ikke opmærksomme på, at de har et overforbrug, og de er heller ikke afhængige i den forstand, som narkomaner er det. På Dansk Hovedpinecenter har vi et forløb, der kan hjælpe folk ud af overforbruget, men de fleste klarer det selv. I den første periode er det vigtigt at holde sig i ro, da fysisk anstrengelse kan forstærke smerterne, men efter de første par uger kan det være klogt for dem, som for alle andre, at dyrke motion.
I løbet af de følgende uger vil hovedpinen typisk aftage, selv om det desværre ikke er sikkert, at den forsvinder – specielt ikke, hvis den oprindelige årsag til hovedpinen (som eksempelvis spændingshovedpine) stadig er til stede. Fordelen er, at hovedpinen ikke længere vil være forstærket af medicinen, og du kan igen behandle de smerter, du har. Tal med din læge om, hvordan du gør det bedst, så du ikke ender med at få et nyt overforbrug.
Omkring 500.000 danskere lider af migræne. Migræne er ofte en voldsom hovedpine i den ene halvdel af hovedet. Typisk varer anfaldene mellem fire timer og tre dage. Mange oplever, at være lyd- og lysfølsomme under anfaldene, nogle får synsforstyrrelser, kvalme, opkastninger og mange foretrækker stilhed, mørke og ro, mens anfaldet står på.
Selv om det overvejende er kvinder, så er der stadig omkring 125.000 mænd, der lider af sygdommen. At så mange kvinder er ramt, hænger sammen med de kvindelige kønshormoner. Desuden er alkohol kendt for at kunne udløse et anfald, men ellers har man ikke kunnet påvise nogle konkrete sammenhænge mellem kost og migræne.
– Lige nu er der en hypotese om, at alle kan få migræne. Det ved jeg ikke om er rigtigt, men det lader til, at mens nogen får migræne meget nemt, så er der andre, der har meget lille sandsynlighed for at få migræne, uanset hvordan de lever deres liv. Man regner med, at halvdelen af årsagen er arveligt betinget og den anden halvdel er miljøet i videste forstand. Altså alt hvad vi bliver udsat for i livet, fortæller Jes Olesen, som har forsket i migræne i 25 år. Selv om man ikke har været i stand til finde frem til selve årsagen til migræne, så har Jes Olesen sammen med andre forskere fra Dansk Hovedpinecenter fået et gennembrud i forhold til, hvordan et migræneanfald udløses:
– Der er to signalstoffer – nitrogenoxid der også betegnes NO og CGRP – som begge har vist sig at kunne udløse et migræneanfald. Det betyder, at der nu er præparater under udvikling, som kan modvirke netop disse signalstoffer og dermed bekæmpe et migræneanfald.
Signalstofferne er overalt i os og er en naturlig del af vores krop, men forskerne ved endnu ikke, hvad der får niveauet af stoffet til at stige eller falde, og om det kan hænge sammen med livsstilen.
– Mens nogle patienter oplever, at der er en ting, som kan udløse et anfald, så er det noget andet for andre. Man må prøve sig frem for at finde ud af, hvad man bliver påvirket af. Det eneste, vi kan sige, er, at der er en tendens til at alkohol og særligt rødvin kan udløse et anfald, men det gælder heller ikke for alle.
Selv om det ikke har været muligt at finde frem til en enkelt madvare eller drikkevare, der udløser anfald, så er vores livsstil dog ikke helt uden betydning.
– Stress er den faktor, jeg ALTID støder på. Oftest kommer anfaldet ikke mens, man er mest stresset, men lige efter at en stor arbejdsopgave eller lignende er afsluttet. Det er også interessant i forhold til at se på, hvad der kan føre til forværringer af ens migræne. Jeg har patienter, som kommer til mig efter 15 år med migræne, fordi det pludselig bliver meget værre – og hvad er det, der gør det? I cirka halvdelen af tilfældene er vi i stand til at identificere en stress-situation: Ballade i familien, skilsmisser, sygdom, børn i uføre, økonomiske problemer, problemer på arbejdspladsen. Men det er altså kun i halvdelen af tilfældene, at vi kan finde en årsag til forværringen,
Lider du af migræne, så er det bedste, du kan gøre, at kontakte din læge – kan du ikke overskue at gøre det under et migræneanfald, så husk at bestille en tid, når det letter igen, så I kan tale om mulighederne for behandling, inden du får dit næste anfald.