Både ensom og alene

Han ser på mig, mens han siger ordene, og jeg ved ikke, hvad jeg skal svare ham. Der er stille lidt, og så vender han blikket mod skovens efterårsfarver, der ses gennem vinduet. Jeg kigger i samme retning. Sådan sidder vi et øjeblik og bliver mindet om, at årets gang og verden udenfor går videre og har sin egen rytme, også selv om han oplever, at livet for ham er gået i stå.

Læs også: Konsultation – den vigtigste medicin

Han har fortalt mig, hvordan han og hans kæreste er gået fra hinanden for et år siden, og hun er flyttet med deres fælles barn, som han ser hver anden uge. Selv forsøger han at komme videre. Han er startet på et nyt studie, og det har betydet, at han er flyttet fra venner og netværk. Nu har han studeret et års tid og oplever, at han har svært ved at koncentrere sig, han har svært ved at huske de ting, han undervises i, og de sidste to måneder er han desuden begyndt at udeblive fra undervisningen, fordi han har svært ved at komme op om morgenen og har svært ved at være sammen med mange mennesker.

Han har fortalt mig, at han egentlig er glad for studiet, men at han er ensom. Han har altid været indadvendt og har haft svært ved at tage kontakt til andre. Det var hans kæreste, der var den udadvendte og sociale i deres forhold. Han vidste godt, at hun var den mest udadvendte, men det har alligevel ramt ham hårdt at være alene.

Han kan godt mærke, at der mangler noget. At han har brug for at være sammen med andre, men også noget dybere. Han savner fortrolighed og tillid. Han savner både en partner og en ven. Han fortæller mig, at hverdagen er blevet mere og mere ligegyldig. Han kan ikke se meningen med at gennemføre studiet, og i det hele taget har han svært ved at se meningen med livet. Han er ensom, men han er også i en eksistentiel krise, som han ikke selv kan finde vejen ud af. De sidste to måneder er der tilkommet symptomer på depression som yderligere har kompliceret hans situation.

Jeg slipper først den falmende skov, og han følger mit blik, indtil vi igen ser på hinanden. Jeg fortæller ham, at jeg godt kan forstå, at han har det svært, og at jeg er glad for, at han har fået en tid hos mig, så jeg kan prøve at hjælpe ham videre.

Der er forskel på at være alene og være ensom. Han er begge dele og har været det længe.

Hans system har derfor været overbelastet, og en belastningsreaktion har udviklet sig til en depression. Det gør det endnu mere svært for ham, fordi en depression også fører til nedsat energi, automatiske negative tanker, dårligere selvværd og nedsat selvtillid. Alt sammen elementer, der gør det endnu mere svært at se en vej ud.

Vi aftaler en udredning med forskellige spørgeskemaer, blodprøver og EKG og tid til en samtale, hvor jeg sammen med ham vil lægge en plan for, hvordan han kommer bedst videre. Vi aftaler, at han i første omgang skal forsøge at fokusere på at få noget at spise til hovedmåltiderne, få søvn og komme ud at gå en tur hver dag.

Inden vi afslutter konsultationen, spørger jeg ham, hvem der er vigtigst for ham. Han tænker lidt og siger så: ”Det er min datter.” Jeg smiler. Det tænkte jeg nok, og det kan jeg godt forstå. Jeg spørger ham, om han kan bruge den viden til noget allerede nu. Han nikker og siger, at han vil være mere sammen med hende igen, og jeg bekræfter ham i, at at det er en god idé, inden han lukker døren bag sig.