De bagte, fyldte grøntsager er både en varm og kærlig ret med næring – og som er let at lave i portioner, der kan gemmes og opvarmes hos vores ældre forældre.
Ca. 8 portioner
1,5 dl grødris
salt
3-4 små røde peberfrugter
2 løg
4-5 fed hvidløg
2-3 små auberginer
2-3 courgetter (18-20 cm lange)
ca. 600 g hakket okse- eller lammekød
3 tsk. knust/stødt koriander
1 tsk. knust/stødt spidskommen
2 dåser flåede/hakkede tomater
2 dl olivenolie
4 tsk. vineddike
4 dl hvidvin
4 spsk. tomatpuré
3 tsk. honning eller sukker
2 tsk. tørret oregano
4 tsk. paprika
peber
300 g græsk fårefeta
1 bundt persille (skyllet, tørret og hakket)
1 bundt marokkansk mynte (skyllet, tørret og hakket)
1 bundt dild fra grønthandleren (skyllet, tørret og hakket) eller 1,5 tsk. frysetørret dild
Kog risene meget møre i rigeligt vand (dvs. 4 dl) med salt, og lad dem trække, mens resten laves.
Skyl og tør grøntsagerne. Flæk peberfrugterne, fjern frø og frøstol. Pil løgene, skær det ene i tynde både, og hak det andet groft. Pil hvidløgsfeddene, og hak dem groft. Flæk auberginerne og courgetterne, og skrab kødet ud med en teske. Kom al grøntsagsindmaden i foodprocessoren.
Fyldet: Kom det hakkede løg og tre fjerdedele af de hakkede hvidløgsfed i foodprocessoren til aubergine- og courgettekødet, og kør det hele til en grødagtig og ret våd masse. Hæld de flåede tomater i en sigte med en skål under, mas dem let, så saften løber fra og ned i skålen.
Findel det hakkede okse- eller lammekød, kom det i en stor stegegryde, sæt den over kraftigt blus, og brun kødet. Tilsæt lidt olie, hvis kødet er meget magert. Tilsæt knust koriander og spidskommen. Når kød og krydderier er godt ristet, tilsættes halvdelen af olien og grøntsagsmassen fra foodprocessoren.
Lad det stege sammen med kødet, til væden er fordampet. Det tager lidt tid, men i løbet af 7-9 minutter vil det begynde at stege frem for at koge. Når det dufter godt og brunet, tilsættes de kogte ris og to tredjedele af tomaterne (resten gemmes sammen med saften).
Kom også vineddike samt 1 dl af vinen, al tomatpuréen, 1 tsk. af honningen, al oregano, 1 tsk. paprika samt salt og peber i gryden. Bland det godt, og lad det få et minut længere på blusset. Tag gryden af, og lad fyldet svale af i 8-10 minutter, før fetaen smuldres og vendes i sammen med de hakkede krydderurter.
Tænd ovnen på 160 grader varmluft. Fordel fyldet i grøntsagerne, og læg dem tæt i en lille bradepande eller et meget stort ildfast fad. Læg løgbådene ned imellem. Kog gryden ad med resten af ingredienserne (olie tomatsaft, tomater, hvidløg, hvidvin, honning og paprika) samt 4 dl vand. Smag til med salt og peber. Hæld “saucen” over grøntsagerne i fadet, og sæt det i ovnen.
Bag grøntsagerne i 50-60 minutter, eller til de er helt møre. Tag grøntsagerne ud, og fordel dem i saucen i portionsbakker. Store grøntsager skæres i mindre stykker.
Fra bogen “Mad til mor” af Nanna Simonsen.