Befriet fra følelsen af at føle sig forkert

Af: Henrik Rasmussen

– Lad mig lige starte med at blive vejet. Jeg kan ikke koncentrere mig om at snakke, før det er overstået! Han stiller sig på vægten. Først tør han ikke se, og jeg fortæller, hvad der står. Jeg husker ikke, hvad vægten var sidst, og mens jeg prøver at finde svaret på computeren, siger han: 4 kg! Og holder højre hånd i vejret. En mand, der har været min patient i 1 år, er blevet lettere. Lettere i mere end en forstad. Ja, han har tabt sig, men det er nu ikke det vigtigste.

Han er 35 år, og har en alder, hvor de fleste har gjort sig vigtige erfaringer i livet om sig selv. Hvor de fleste er blevet klogere på deres egne værdier og leveregler, hvor de fleste har lært at mærke og markere grænser, når de bliver overskredet. For min patient er det anderledes. Han er opvokset i en religiøs subkultur, hvor han har lært det modsatte. Han har lært, at det er mere vigtigt at overholde reglerne i fællesskabet, end at mærke og markere sine egne grænser. Han har lært, at der ikke er grund til at gå på opdagelse i livets store spørgsmål, fordi svaret allerede er givet og ikke står til diskussion. Han har lært, at det religiøse fællesskab lukker sig om sig selv, og at man ikke blander sig med andre.

Han har lært, at seksualitet er tabu. At man ikke taler om seksualitet. Han har lært, at der foregår overgreb både fysisk og seksuelt. Han har lært, at man ikke løser problemer eller taler om grænseoverskridende adfærd, men i stedet beder til gud eller skammer sig.

Jeg har desværre set det flere gange. Det er ikke afgørende, hvilken trosretning der er tale om. Religiøse miljøer, hvor den personlige integritet og frihed er sat til side til fordel for et højere mål. En fælles forståelse af, at alt er sort og hvidt.

Vi bliver skrøbelige som mennesker, når vi ikke får lov til at mærke og markere vores egne grænser. Vi bliver sårbare, når vi i stedet for at mærke efter, hvad vi selv føler og tænker, får et færdigt defineret værdisæt leveret, som i øvrigt ikke står til diskussion. Vi bliver ensomme, selv om vi er en del af et fællesskab, hvis vi ikke kan tale om det, der er svært.

Min patient har fået at vide, at han ikke kan noget, at han er svag, at han ikke lever op til andres forventninger, og at der er noget galt med ham, når han ikke har lyst eller er enig i menighedens regler og rammer.

Der er blevet bedt for ham. Bedt for at gud må hjælpe ham til at få det bedre, forstået på den måde, at han igen retter sig efter det, der er rigtigt og forkert i menigheden. Desværre og forventeligt har han kun fået det værre.

Da jeg møder ham første gang, har han en middelsvær depression, et helt udslettet selvværd, han er overvægtig og har ingen egenomsorg. Han føler sig forkert, føler at han har syndet, at det er guds straf, og at han selv er skyld i, at han har det skidt. At han har svigtet. Han har valgt at bryde med det religiøse fællesskab og har forstået, at han er frafaldet. Han er blevet ensom, fordi de fællesskaber, han var en del af, var betinget af, at han var en del af fællesskabet.

Siden har han kæmpet. Han har kæmpet for at finde sig selv, kæmpet mod ensomheden og frygten for at være alene. Han har arbejdet med følelsen af at være forkert og straffet af Gud. Han er begyndt at mærke efter. Han er begyndt at forstå, at han er god nok, som han er. Han har indset, at han ikke behøver at være perfekt, og leve som andre synes, han skal. Han er ikke længere depressiv. Han er blevet lettere – ja, men vigtigere end det, er han blevet fri fra oplevelsen af at føle sig forkert.