Behov for åndelig omsorg

Danmark regnes af mange som verdens mindst religiøse samfund. Hvis man f.eks. spørger, hvor mange pct. af en given befolkning tror på ”en absolut sandhed”, så svarer 95 pct. i Pakistan ”ja”; i USA (”God’s Own Country”, som vi ofte sammenligner os med som I-land) svarer 70 pct. ”ja”, mens kun 40 pct. af englændere bekræfter. I Danmark er vi helt nede på 10 pct., der tror på en ”absolut sandhed”.

Religiøsitet italesættes som et af de største tabuer i Danmark, har begrænset betydning i det offentlige rum, og lader sig kun meget vanskeligt italesætte af danskerne.

Når det nu åbenbart er tilfældet, melder spørgsmålet sig naturligt: Er der overhovedet behov for åndelig og eksistentiel omsorg i starten af det 21. århundrede – i et ”samfund uden Gud”?

Et muligt svar på dette spørgsmål kan oplagt være: Nej! Når religion fylder så lidt i det offentlige rum, og når kun 2 pct. går i kirke på ugentlig basis, så er der jo ikke noget at komme efter!

Er du åndelig alligevel?

Mange års dansk grundforskning indenfor religionssociologien og indenfor forskningsfeltet ”tro og helbred” har imidlertid givet et langt mere komplekst billede. Forskningen tyder på, at det tilsyneladende fravær af religiøsitet ikke er lig med fraværet af tro.

Spørger man anonymt, som man f.eks. har gjort i godt tredive år gennem ”Den Europæiske Værdiundersøgelse” finder man, at kun 7 pct. af danskerne betegner sig som ”overbeviste ateister”, 21 pct. som ”ikke-troende”, mens 72 pct. betegner sig som ”troende”, og 76 pct. er medlemmer af Den Danske Folkekirke.

Sorg aktiverer tro

Tilsyneladende handler dette ”medlemskab” om mere end kirkegang: det handler om kulturel og etnisk tilknytning, men symboliserer for mange tillige en tro på, at der er ”mere mellem himmel og jord”. Dette ”passive medlemskab” kan aktiveres, såfremt man oplever et tab af kontrol i forbindelse med krise, især sygdom, enten hos én selv eller i den nærmeste familie.

På den måde kan man rettelig kalde dansk tro for ”krisetro”. Intet får tilsyneladende danskerne til at tænke mere på deres tro, end krise og sygdom, og intet sted bliver de konfronteret mere med sygdom end på hospitalet.

Også egne eksistentielle behov diskuterer danskerne sjældent med andre, end ikke den nærmeste familie. En mulig forklaring på danskernes religiøse inaktivitet lyder, at danskerne, mere end noget andet folkefærd, oplever en høj grad af livskontrol, og at de derfor sjældent føler behov for en Gud eller en tro til at støtte dem i deres hverdag.

Vi skal have åndelig vejledning

Danskerne kan på mange måder figurativt siges at være det folkefærd i verden med den højeste grad af ”passivt” kirke-medlemskab, ligesom man kan være passivt medlem af en sportsklub, hvis man har brækket benet.

Krisetroen har imidlertid det karaktertræk, at den er uafklaret, ambivalent og usikker. Ofte vil mennesker, der ikke har været vant til at tale med venner og familie om det ”mere mellem himmel og jord”, de måske nok tror på, være i vildrede, når det pludselig handler om liv og død.

Spørgsmål som ”Hvorfor rammer denne kræftsygdom mig”?! ”Hvad har jeg gjort for at fortjene det?” dukker ofte op i sundhedsprofessionelles møder med livstruede danskere. Og fordi man har været så lidt vant til at tale om tro og eksistens, kan svarene til tider blive direkte negative: Den Gud, der kunne give en lindring og håb, kan blive ens værste fjende, hvis man tænker: ”Det er Gud, der straffer mig med den sygdom, der har ramt mig!”

Netop, fordi der hersker så stor åndelig og eksistentiel usikkerhed i Danmark i forbindelse med sygdom og lidelse, er der behov for kompetent åndelig og eksistentiel vejledning og omsorg.

Se mere på www.faith-health.org