Benedikte Kiær: Nedsat moms på sunde fødevarer

De Konservatives nye sundhedsordfører Benedikte Kiær vil gerne sænke momsen på udvalgte sunde fødevarer. Når de kan andre steder, så kan vi også, siger hun til Helse.

Mere fokus på psykiatrien. Fastholdelse af behandlingsgarantien. Målrettet indsats for bedre forebyggelse. De Konservatives nye sundhedspolitiske ordfører ved præcis, hvad hun vil kæmpe for som partiets nye ordfører; det er tydeligt, at sundhed er et vigtigt  og prioriteret område for den tidligere socialminister.

Måske lidt overraskende svarer hun bekræftende, da Helse spørger hende, om hun går ind for at nedsætte momsen på eksempelvis frugt og grøntsager eller andre sunde madvarer.

– Jamen, når de kan finde ud af i en række andre europæiske lande, så må det også kunne lade sig gøre her i Danmark, siger Benedikte Kiær til Helse. Andre siger, at det ikke kan betale sig, fordi gevinsten drukner i administration, og at effekten i øvrigt er  alt for begrænset?

– Jeg synes, vi helt fordomsfrit skal tage en debat om, hvordan vi kan diffentiere momsen, så vi på den måde kan tilgodese sunde madvarer. Jeg vil ikke på forhånd lægge mig fast på, hvilke varegrupper, der kan komme på tale, men det er da helt klart en  mulighed, som vi skal se på.

Flere penge til psykiatrien

Benedikte Kiær vil desuden gerne slås for flere midler til hele det psykiatriske område. Hun slår fast, at der ligger en stor opgave med at sætte fokus på psykiatrien, og helt særligt indsatsen over for børn og unge skal der sættes ind over for.

– Vi skal sikre, at børn og unge ikke kommer til at vente på den nødvendige udredning af deres sygdomme og efterfølgende behandling. Vi ved, at jo længere tid der går, jo værre kan deres sygdomme udvikle sig, og jo større og mere alvorlige skader risikerer de. Det skal vi forhindre, og derfor skal vi opruste på dette felt.

Benedikte Kier vil foreslå en sammenhængende national handlingsplan inden for psykiatrien, en plan, der også skal omfatte regioner og kommuner, så der bliver skabt mere helhed og bedre sammenhæng mellem den behandlende psykiatri og  socialpsykiatrien.

Behandlingsgaranti

De Konservatives sundhedsordfører forventer et større slagsmål med den nye regering om behandlingsgarantierne.

– Jeg regner med, vi får nogle slåskampe med den nye røde regering på dette område, og da skal man vide, at vi vil stå fast og kæmpe for alle de garantier, som vi har fået gennemført i de senere år. Vi vil fastholde garantierne, så man som borger kan vide  sig sikker. Meget tyder på, at den nye regering vil bløde op og diffentiere på garantier, og det er jeg klar til at kæmpe imod. Husk på, behandlingsgarantierne er jo ikke kun et gode for den enkelte patient, det er også en stor fordel for samfundet, at patienter bliver behandlet hurtigt, så de kan vende tilbage til arbejdsmarkedet i en fart.

Forebyggelse

Et andet meget væsentligt område for Benedikte Kiær handler om motion.

– Vi skal tidligt på banen her. Sundhedsplejersker skal være med til at hjælpe småbørnsfamilier og påvirke dem til et aktivt liv så tidligt som muligt. Vi skal følge op i vuggestuer og børnehaver, og senere i folkeskolerne skal det være en fast del af  undervisningen at røre sig og dyrke motion.

– Vi ved jo, at TV og computere lokker med spændende indhold, men et passivt liv, så derfor må vi satse på andre fronter. Benedikte Kiær vil også gerne blæse til kamp mod rygning, ikke mindst over for de unge, men hun tror ikke på resultater ved at sætte  prisen op på de danske smøger.

– Vi er et lille land med korte afstande til grænserne. Jeg bor selv i Helsingør, og jeg ved, at rygerne nok skal finde hen til de billigere cigaretter. Vi skal matche priserne i vore nabolande, men det er naturligvis allerbedst, hvis vi helt undlader at begynde med  at ryge.

Derfor skal vi gøre meget mere for at forhindre, at unge begynder at ryge.

– Jeg har desværre selv oplevet at miste på grund af rygning. Min mor døde alt for tidligt, som bare 70-årig af lungekræft. Bare jeg dog havde stoppet mange år før, sagde min mor til mig.

Benedikte Kiær holdt selv op med at ryge i 2007.

Løber fire gange om ugen

Hun glæder sig over, at hun nu, i forhold til livet som minister, får mere tid til at holde sig i form.

– Jeg løber tre-fire gange om ugen. Jeg løber ikke så langt, det bliver vel til tre-fem kilometer hver gang, jeg skal passe på mine knæ på grund af en tidligere skade.

Hun forsøger, så godt hun kan, at komme ud og røre sig i den friske natur.

– Jeg ved jo godt, at det er vigtigt at få pulsen op, gerne en gang om dagen og helst i en halv time. Og så forsøger hun at holde igen med det søde og spise varieret og sundt.

– Jeg er ikke hysterisk, jeg spiser lige så gerne konventionelt dyrket mad som økologisk, dog drikker jeg altid økologisk mælk. Det handler simpelthen om, at det smager godt, siger Benedikte Kiær.