Betyder medicinsk behandling, at vi ”gør mindre” selv?

Er det sådan, at når vi får behandlet et helbredsproblem med medicin, så holder vi selv op med at gøre en fornuftig indsats?

Noget kunne tyde i den retning. Statiner er medicin, der sænker kolesterolindholdet i blodet. Et par artikler i det amerikanske tidsskrift JAMA giver data fra en amerikansk ernærings- og sundhedsbefolkningsundersøgelse. De viser, at statin-brugere i perioden 2009-2010 indtog knap ti procent flere kalorier og 14 procent mere fedt, end statin-brugere gjorde et årti tidligere. I perioden 1999-2000 lå statin-brugernes kalorie- og fedtindtag således lavere end personer, der ikke benyttede statiner, men det er ikke tilfældet 10 år senere. Forskerne observerede ikke en ligeså markant stigning i fedt og kalorieindtag fra 2000-2010 blandt ikke-statin brugere.

Det andet eksempel er, at ældre patienter (over 65 år), der var i statin-behandling var fysisk aktive 40 minutter mindre per dag end de patienter, der ikke fik medicinen. Er der tale om bivirkninger, eller er det en fornemmelse af, at nu er problemet løst, og jeg behøver ikke gøre så meget selv?

Når vi får behandlet vores hjertelidelse, så de umiddelbare problemer bliver mindre, bruger vi så vores øgede muligheder på at motionere noget mere eller på at få et behageligere liv?

Når vi får medicin for den kroniske lungelidelse, og dermed får mere luft, bruger vi så forbedringen på at motionere eller at ryge lidt mere?

Spørgsmålet kan jo også formuleres på en anden måde. Gør vi en indsats for at opnå umiddelbare forbedringer, eller har vi også forstået det langvarige perspektiv godt nok til at ændre vaner?

Jeg tror ikke, der er ret mange, der synes, det er let. Vi ønsker jo alle at tilfredsstille vore umiddelbare behov, og vi glemmer jo alle de gode fortsætter ind i mellem. Spørgsmålet er jo så blot, om vi glemmer dem permanent.

Medicinsk teknologi er jo ganske fint, men får den os til at glemme at tage ansvar for eget liv?

Og når vi så bliver alvorligt syge ”alt for tidligt i livet”, er det så på grund af den ”virkningsløse medicin”, ”dårlig information og rådgivning”, eller er det fordi, vi glemte at gøre det fornuftige i tide?

Når vi har ”ondt i livet”, er det jo fint med en pille, der hjælper på den psykiske smerte – en ”lykke-pille”. Når så problemerne bare fortsætter, mens konsekvenserne bliver dulmet, er det så godt eller skidt? Sommetider løser problemerne sig selv, men andre gange bliver de værre. Det vides sjældent på forhånd. Er det så godt eller skidt, at begynde denne lindrende behandling? Det ved vi vel først, når vi kender forløbet.

Svarene kan vi kun give selv. Bebrejdelser og tilrettevisninger har aldrig hjulpet. Kik i spejlet og stil de gode spørgsmål.