Birthe Kjær: Jeg har lært at sige nej

I oktober 2005, midt under træningen til tv-programmet “Vild med dans”, faldt Birthe Kjær om med en blodprop i hjertet. En hurtig indgriben fra hendes dansepartners side, reddede Birthe Kjærs liv. I dag får hun medicin og er blevet røgfri. Men angsten for en ny blodprop ligger i baghovedet.

 Da Birthe Kjær for syv et halvt år siden var tæt på at dø af en blodprop i hjertet, havde hun ikke skænket det en tanke, at hun kunne være i farezonen. På trods af at hun var storryger og havde en mildest talt travl hverdag, havde hun det fint. Bortset fra hun i en periode havde været meget, meget træt.

­– Jeg var usigeligt træt, men den træthed, jeg følte, forbandt jeg ikke med, at der var noget galt. På det tidspunkt fyldte “Vild med dans” det hele. Der var træning, jeg skulle huske en masse trin, og når jeg kom hjem, sad jeg bare i sofaen og kunne ikke engang tage mig sammen til at gå ud og lave mad. Jeg så heller ingen venner i den periode. Men den ekstreme træthed, den skulle jeg have lyttet til, siger sangerinde Birthe Kjær, 64 år.

Birthe Kjær voksede op i et arbejderhjem i Århus og begyndte at synge allerede som barn. I en årrække optrådte hun sammen med to gode venner i Sunshine Trioen rundt i forsamlingshuse, indtil hun i 1968 blev opdaget af Johnny Reimar og fik et hit med “Arriverdeci Franz”. Derfra kom der gang i karrieren, som senere blev udvidet med teaterroller, medvirken i revyer og job som tv-vært på DR og TV3. I 1999 tog Birthe Kjær et sabbatår, hvor hun blandt andet arbejdede som frivillig tre måneder på et børnehjem i Thailand. Men derefter kørte karrieren igen derudaf, og Birthe var ikke den, der sagde nej til nye udfordringer. Indtil den tirsdag i oktober 2005, hvor hendes krop sagde stop.

– Det begyndte som en normal dag. Jeg havde meget foran mig og var lidt presset. Fredag skulle jeg danse i “Vild med dans”, lørdag havde jeg sagt ja til at stille op i et stort show i Forum i København, et direkte Eurovisionsshow på tv i anledning af Grand Prix’ets 50-års jubilæum, hvor man hyldede Melodi Grand Prix. Jeg skulle synge et uddrag af “Vi maler byen rød”, og jeg forestiller mig, det var med til at øge presset.Birthe Kjær fortæller, at hun røg flittigt dengang, 15-20 cigaretter om dagen, og en cigaret var altid det sidste, hun tog, inden hun skulle på scenen.

– Jeg tog til træning den tirsdag, og vi gik i gang med at øve en cha cha cha, men jeg blev ret hurtigt forpustet. Jeg tænkte, at hvis jeg blev så forpustet efter en halv cha cha cha, hvordan skulle det så ikke gå, når jeg skulle danse en hel? Lidt efter begyndte det også at gøre ondt i brystet.

Det begyndte at summe i armen

Birthe Kjær og hendes dansepartner, Bo Loft Jensen, blev enige om at tage en kaffepause. Birthe lagde sig på sofaen i danseskolens kaffestue med kvalme og koldsved, og trods hendes protester ringede Bo Loft Jensen efter en ambulance.

– Jeg regnede med, det ville gå over. Jeg var ikke bange, måske fordi jeg ikke havde prøvet det før. Hvis jeg får de samme symptomer igen, dør jeg nok af skræk!, siger Birthe og tilføjer, at der skal være plads til lidt sort humor.

Ambulancefolkene kom, og Birthe frøs, mens sveden haglede ned ad hende, hvilket redderne misforstod, så de åbnede døren ud til efterårskulden, hvilket fik Birthe til at fryse endnu mere. Men hun protesterede stadig mod at blive kørt på hospitalet.

– Lige som de var ved at rette sig efter mig, begyndte det at summe i min arm, og det sagde mig et eller andet … Så jeg bad dem om at tage mig med alligevel.

Træningen til “Vild med dans” foregik på Britt Bendixens danseskole, Pejsegården, og stoppede normalt klokken 16 for at gøre plads til danseskolens egne hold. Men netop denne dag havde “Vild med dans”-holdet lokalerne en time længere på grund af efterårsferien. Det blev Birthe Kjærs held.

– Hvis vi var stoppet klokken 16, var jeg taget hjem og havde lagt mig på sofaen, og så ville jeg ikke have været her i dag.

Hjertestop i ambulancen

Birthe Kjær blev kørt til Bispebjerg Hospital og derfra overført til Rigshospitalet, der kunne operere hende med det samme. På vej til Rigshospitalet fik hun hjertestop.

– Det var lige ved indgangen til Rigshospitalet. Der var en læge fra Bispebjerg med i ambulancen, og han og redderne fik gang i mig igen. Jeg oplevede ikke andet, end at jeg besvimede, men Bo, der også var med i ambulancen, har fortalt mig om det bagefter. Jeg nåede at sige: “Nu besvimer jeg”, og det næste, jeg husker, er en portør, der løber af sted med mig i gangene på Rigshospitalet. På det tidspunkt vidste jeg ikke, jeg havde haft et hjertestop.

Birthe Kjær kom på operationsbordet og gled ind og ud af bevidstløshed. Når hun var vågen, kunne hun følge operationen på en skærm. Lægen satte en ballon op, som pustes op og på den måde udvider det blodkar, der er kalket til, så blodet igen kan flyde frit igennem. Birthe fik også en stent, en slags gitter, sat ind, og hun fortæller, at da blodet igen begyndte at strømme frit, blev hun pludselig helt klar i hovedet.

– Det var først to dage senere, det gik op for mig, jeg havde haft hjertestop, og det kom som et chok, fortæller hun og pointerer, at hun jo ikke er blevet “afkalket”, men det blodfortyndende medicin, hun skal tage resten af livet, gør, sammen med stenten, at blodet bedre kan passere og dermed undgå at danne en ny prop.

– Jeg spurgte overlægen på Rigshospitalet, hvor længe sådan en stent virker, men det ved de ikke. Jeg håber bare, den bliver siddende min tid ud!

“Jeg er stoppet”

Udover det blodfortyndende medicin får Birthe Kjær også kolesterolsænkende, hjerterytmeregulerende og blodtryksnedsættende medicin. Hun går stadig til kontrol hver niende måned, og alt ser fint ud. Men hun gør også selv en del for at forebygge en ny blodprop.

– Efter operationen kom en læge på stuegang og sagde: “Der er lige noget, vi skal snakke om.” “Det behøver vi ikke”, svarede jeg, “jeg er stoppet.”

Det var rygningen, lægen gerne ville tale om, men Birthe Kjær havde taget beslutningen om at stoppe. Selv om det godt kan undre hende i dag, at der skulle så meget til.

– Min far døde af lungekræft, men det fik mig ikke til at holde op. Jeg havde det lidt ligesom Kim Larsen, at min rygning var der sgu ikke nogen, der skulle blande sig i. Jeg var på tværs, tog ikke til USA mere, fordi de var så stride med rygning. Tobak var min nervepille, jeg stod altid der, lige inden jeg skulle på scenen, og pulsede løs. Men jeg er lykkelig for, jeg holdt op på det tidspunkt, for siden er det blevet mere og mere besværligt at være ryger. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle have gjort, hvis jeg stadig var ryger, med alle de rygeforbud, der er i dag. Og det var slet ikke noget problem at holde op. Skrækken gjorde det nemt.

Bevidst om motion

Udover rygning spiller kost og motion store roller i forebyggelsen af hjertekarsygdomme.

– Jeg spiser fedtfattigt, selvfølgelig skal jeg da have en kage ind i mellem, så kedeligt skal det heller ikke være, men jeg undgår fed sovs og tandsmør. Det gjorde jeg også før, og jeg tror ikke, det var kosten, der gav mig blodproppen. Så havde jeg nok også været større. Jeg interesserer mig ikke for at lave mad, det bliver en gang pasta med laks og noget salat til eller en bøf, jeg vender på panden, med salat og måske en rugbrødsmad med ost til natmad efter en koncert.

Det er straks værre med at få motioneret den anbefalede halve time om dagen. Tidligere overbeviste Birthe Kjær sig selv om, at det at stå på scenen og synge og bevæge sig, var nok. Men det var bare en dårlig undskyldning
, siger hun nu.

– Jeg gik med nogle veninder til zumba sidste år, det lå om fredagen, og hver anden gang kunne jeg ikke, fordi jeg skulle ud at optræde. Andre gange meldte de fra, og når vi endelig sås, skulle vi jo lige snakke, så det blev ikke til så meget, men det var hyggeligt… Nej, jeg kunne godt gøre noget mere.

Forskellen på før og nu er, at Birthe Kjær er blevet bevidst om, at det nok er en god idé at få rørt sig og få pulsen op.

– Jeg købte en skridttæller og tog den på, da jeg gik min sædvanlige runde i Bernstorffsparken. Runden tager en halv times tid, men det blev kun til 4300 skridt, så der er langt op til de 10.000, som anbefales. Men 10.000 skridt er altså meget! Jeg gik engang rundt i Rom en hel dag, og der havde jeg gået 11.000 skridt. Nå, men i går var jeg i studiet, og der står jeg og synger og smådanser i seks timer, det må også give noget …

Stadig masser af arbejde

I sommeren 2010 gav Birthe Kjær og tremandsbandet Gemalerne, som hun havde spillet sammen med i 11 år, deres sidste koncert.

– Vi ville holde pause fra turné-livet, så vi trak gummibåden på land. Jeg kunne mærke, jeg skulle slappe af, fortæller hun.

Birthe Kjær har byttet Gemalerne ud med det store orkester, Feel Good Band, hvor de er ti medvirkende. Det sorterer automatisk i jobbene, så det kun er de store koncerter, hun giver nu. Og selv om hun har trivedes med job på blandt andet plejehjem, er det en af de ting, hun ikke gør længere.

I efteråret 2010 udkom selvbiografien “Længe leve livet”, samme år medvirkede Birthe Kjær i musicalen “Cabaret”, hvor hun spillede sammen med sin gode, mangeårige ven, Dario Campeotto. I 2011 holdt hun foredrag på baggrund af bogen om sit liv og sin karriere, samtidig med hun “gik og nussede” med den engelsksprogede CD “Smile”, en samling swingnumre og evergreens, hun længe havde ønsket at udgive. Men selv om publikum tog godt imod Birthe Kjær på engelsk, efterspurgte de også noget mere fra hende på dansk. Og det er baggrunden for udgivelsen af “Birthe”, der netop er udkommet og indeholder både helt nyskrevne numre og to gode, gamle amerikanske 60’er hits i ny forklædning.

Har lært at sige nej

Foreløbig har 2013 budt på en tur med Prinsens Musikkorps det meste af januar og indspilning af “Birthe”. Til sommer står den på koncerter med Feel Good Band samt teaterprøver i august og turné med Det Danske Teater hele efteråret. Så kalenderen er ikke ligefrem tom.

– Jeg har fundet ud af, det ikke er så vigtigt at have mange job, så jeg er ikke overbooket men booket, som jeg ønsker det. Der skal være plads til at se mine venner og min familie og glæde mig til det næste job. Jeg er blevet bevidst om, jeg ikke skal stresse mig selv. Jeg kan godt føle, når jeg er ved at sige ja til noget, der er for meget. Så er det som om en hånd klemmer om hjertet, og jeg er lige ved at tude. Så må jeg sige: “Nej, det kan jeg ikke.” Jeg havde på et tidspunkt sagt ja til en tv-optræden, men jeg måtte ringe og melde fra, da jeg kom hjem. Jeg er blevet klogere. Det skal være sjovt, ikke et pres, og jeg undgår stressede situationer og lytter til min krop.

Birthe Kjær siger, hun ikke er færdig med at udvikle sig og være nysgerrig.

– Jeg vil gerne udfordres og have opgaver, der tager mig længere ud, end jeg tror, jeg kan. Jeg tror på, at den dag man ikke gider at udvikle sig og være nysgerrig og i stedet begynder at vælge det nemme, så kan man lige så godt lade være.

Men lade være gør hun ikke endnu. Selv om tanken om at stige permanent ned fra scenen ikke skræmmer Birthe Kjær.

– Jeg har det fint med at have ro på i mit liv. Det bliver ikke noget problem ikke at skulle ud at synge, så får jeg bare mere tid til at være sammen med min søsters børn og børnebørn, se vennerne og rejse. Jeg skal ikke have tiden til at gå, jeg skal have det bedste ud af den, fastslår hun.

Om Birthe

Navn: Birthe Kjær.

Født den 1. september 1948 i Århus.

Uddannet bankassistent.

Har deltaget i Melodi Grand Prix fem gange, fik en tredjeplads, tre andenpladser og en førsteplads, der blev nummer tre i det internationale Melodi Grand Prix.

Har været vært for Melodi Grand Prix to gange, i 1990 med Dario Campeotto og i 2009 med Felix Schmidt, samt medvært i 2. halvdel i 2005 sammen med Jarl Friis Mikkelsen.

Har fået Livsglædeprisen, Revy Maren, et æreslegat, en Rotary-medalje, Gentofte Kommunes kulturpris og Esben Prisen for at glæde udviklingshæmmede i deres hverdag.

Har vundet tre Grammy’er for tre udgivelser i træk, i 1999, i 2002 og i 2004.

Er aktuel med CD’en “Birthe”.