Birthe våger med døden

Af: Malene Tonnung

Foto: Morten Germund/TrygFonden

I gamle dage var vågekoner et kendt begreb. Konerne tog ud til de døende og vågede den sidste tid ved deres side. I dag dør flere tusinde mennesker alene i Danmark – frivilligt eller ufrivilligt. Til gengæld vokser antallet af vågere nu igen.

Der hersker ro i værelset. Den døende har ikke langt igen – hendes øjne er lukkede, og hun siger ikke mere. Alligevel ved Birthe, at hun bemærker hendes tilstedeværelse. Hver gang Birthe går ud af rummet for at gå på badeværelset, ligger den døende med ansigtet vendt mod døren, når hun kommer ind igen. Birthe har været nervøs, for uden en sundhedsfaglig baggrund er det svært at vide, hvad man kan forvente sig i et rum med en døende. Men siden hun kom ind ad døren, har hvervet som våger fyldt hende med en naturlig ro. Hun sidder bare ved sengen og mærker kvindens vejrtrækning og er der for hende i denne sidste stund.

– Det er fantastisk, og jeg er meget ydmyg over for at blive inviteret ind i det intime rum, som det er, når et menneske skal dø. At mærke, at man gør en forskel. Selvom den døende ofte er gået helt ind i sig selv, når jeg kommer, så er jeg overbevist om, at de kan mærke, at der er nogen hos dem, siger Birthe Westergaard.

Hun har nu været våger i to og et halvt år, og bistået ved mange flere dødslejer. Et frivilligt hverv, der har gjort det muligt for den tidligere sælger og selvstændige erhvervsdrivende at være noget for sine ældre medmennesker. Drømmen om at blive besøgsven, når arbejdet blev lagt på hylden, havde længe været der, men da Birthe i stedet hørte om vågetjenesten i Gribskov Kommune, var hun solgt.

– Der ligger hvert år mellem 5.000 og 10.000 mennesker i Danmark og dør alene!

Vågekoner på vej tilbage

Birthe Westergaard er en af de medvirkende i serien ‘Vågekonerne’, der er tre dokumentarfilm, produceret af tvDOKfilm og tilrettelagt af Helle-Vibeke Riisgaard. Serien, som har været vist på DR2, bliver nu brugt til en foredragsrække støttet af TrygFonden og Røde Kors, der skal gøre interesserede klogere på, hvad vågetjenesterne er og gør.

– Jeg har snart beskæftiget mig med døden i mange sammenhænge, fortæller Helle-Vibeke Riisgaard.

– Jeg har lavet flere programmer om døden, bl.a. ‘Til døden os skiller’ set med de efterladtes øjne, og jeg hørte for flere år siden om vågekonerne. Dengang var der ikke så mange vågetjenester, så jeg begyndte på Bornholm, som var et af de få steder i landet, hvor man havde en vågetjeneste, fortæller Helle-Vibeke om hendes start på programserien.

Begrebet vågekoner går langt tilbage, men traditionen har nærmest været glemt herhjemme i mange år. De senere år er antallet af vågetjenester til gengæld steget eksplosivt, og mange steder i landet kan man i dag få kontakt med en af Røde Kors’ vågetjenester. I takt med antallet voksede Helle-Vibekes dokumentar også til hele tre programmer.

– Jeg har især mødt rigtig mange sygeplejersker, der bliver vågekoner, når de stopper. De har tidligere haft det skidt med at skulle forlade de døende, som nogle gange må ligge alene på travle afdelinger, og det råder de bod på ved at gå ind i vågetjenesten.

Alle bør have tilbuddet

Det er dog ikke kun plejehjem eller sygehuse, der kan benytte sig af vågetjenesten, når ældre ligger alene på deres dødsleje. Også pårørende kan få hjælp, så de selv kan få sovet, uden at skulle efterlade den døende alene.

– Folk bliver ofte meget gamle i dag, så deres børn er jo også oppe i årene, og familierne er blevet mindre, så der er færre til at tage over. Og så tror jeg også, at nogle gerne vil have en støtte fra andre, fordi de selv er lidt bange for døden. Det får de selvfølgelig også fra plejepersonalet om dagen. Mange mener, at vågekonernes job burde varetages af plejepersonalet, men lige nu er der bare ikke hænder nok, siger Helle-Vibeke.

De rigtigt ensomme ældre er dog fortsat blandt taberne, der bliver overset, for vågetjenesten bliver ofte kontaktet af de pårørende. Men blandt vågekonerne – eller vågerne, som de hedder nu, hvor der også er mænd med – er der ingen, der er mere berettiget end andre.

– Vi forholder os ikke til, hvorvidt der er pårørende til den døende, der ligger alene på et plejehjem. Der kan være grunde til, at eventuelle pårørende ikke er tilstede. Vi forholder os kun til, at her er en, der ligger døende alene, siger Birthe Westergaard.

Når døden er tæt på

Som tommelfingerregel bliver vågeren tilkaldt, når der er et døgn eller mindre tilbage. Men det kan selvsagt være meget svært at bedømme, hvornår folk dør. Så de frivillige kan godt ende med at våge i flere nætter, hvilket kan være hårdt og betyde, at vågeren derefter skal fredes i en periode. Til gengæld har vågetjenesten et godt bagland med psykologisk førstehjælp, og en våger skal altid kontakte en leder – som Birthe Westergaard f.eks. er blevet – hvis oplevelserne har været specielt hårde eller ekstraordinære.

– Som udgangspunkt er de, der vælger vågetjenesten, psykisk robuste mennesker, der har et afklaret forhold til døden – også egen død. Men det vigtigste er, at man føler, at man har et overskud at bidrage med i forhold til andre mennesker, siger Birthe.

Helle-Vibeke, som via filmoptagelserne har været ude med flere vågekoner, mener også at opgaven kræver en vis pli, ro og varme uden at være grænseoverskridende.

– De gode vågekoner er personlige på en anonym måde og ved, hvornår nogle vil holdes i hånden, og hvornår vedkommende vil føle, at det absolut ikke vil være rart.

En mening med opgaven

Som nævnt er der mange tidligere sygeplejersker blandt vågerne, og plejepersonalet er generelt også kede af, at de ikke kan påtage sig opgaven med at våge over de døende. Men to nattevagter til 60 beboere på et plejehjem gør opgaven umulig.

Vågerne påtager sig til gengæld ingen plejeopgaver, højst at hjælpe med lidt at drikke eller fugte den døendes læber, men der er absolut et behov for deres tilstedeværelse, hvilket også er en drivkraft for både Birthe og Helle-Vibeke.

– Jeg ville gerne være med til at sætte fokus på, hvor let vi kan komme til at dø alene. Det, synes jeg, er tankevækkende. Jeg har spurgt alle vågekonerne, jeg har talt med, hvorfor de gør det. Og det er svært at give et enkelt svar på. Men jeg tror selv, at det er kombinationen af at gøre noget meningsfuldt, samtidig med at man selv får bekræftet, at man er i live – og får fokus på, hvad man selv får ud af livet, siger Helle-Vibeke.

– Jeg vil meget gerne medvirke til at gøre vågetjenesten mere kendt, siger Birthe om sin medvirken i programmerne.

– Jeg synes, at det er ærgerligt, at så mange faktisk gerne vil hjælpe, mens der stadig er folk, der dør alene, eller pårørende, som har brug for aflastning.

Og Birthe har absolut ikke fortrudt sin nye karriere som våger. Selvom hun nu er leder i vågetjenesten, insisterer hun på selv at komme ud en gang imellem med vågetasken indeholdende stearinlys, salmebog, læsestof og håndarbejde. Døden er ikke længere fremmed for den tidligere sælger, selvom den døende langt fra altid dør om natten, som primært er det tidspunkt, hvor vågeren er tilstede.

– Man lærer at se, når det er ved at ske. Og det er et meget fredfyldt øjeblik.

 

Ingen skal dø alene – film og debat om vågekoner

Birthe Westergaard er en af de medvirkende i serien ‘Vågekonerne’, Serien består af tre dokumentarfilm, produceret af Ulrik Holmstrup fra tvDOKfilm og tilrettelagt af Helle-Vibeke Riisgaard. “Vågekonerne” som har været vist på DR2, bliver nu brugt til en række film- og debatarrangementer rundt om i landet. Arrangementerne, der er støttet af TrygFonden, gennemføres af tvDOKfilm i samarbejde med Røde Kors, og formålet er at udbrede kendskabet til, hvad vågetjenesterne er og gør.

 

 

Find nærmere: www.tvdokfilm.dk

Er du interesseret?

Vågetjenesten finder du lettest ved at kontakte din lokale Røde Kors Afdeling, som ved, om der er en vågetjeneste nær dig – se evt. mere på www.rodekors.dk.