Bliv en glad cyklist

Poul Kjøller-sangen “Jeg er så glad for min cykel” kender de fleste bilister sikkert, men det er nok de færreste, der synger med af hjertet. Måske er det bare fordi, de ikke har prøvet det.

Hvad er forskellen på cyklister og bilister? Det åbenlyse svar er cyklen, men efter et stykke tid bliver det også til antallet af kilo på sidebenene, energiniveauet og sundheden, der kommer til at adskille de to. Cyklistforbundet forsøger hvert år her i maj at få flere til at tage cyklen frem for bilen, når de afholder kampagnen “Vi Cykler Til Arbejde”. Og faktisk er der hvert år en del af de nye cyklister, der fortsætter, efter kampagnens udløb, og det er der en god grund til.

– Vores trafikvaner stikker dybere, end vi tror. Vi kan ikke tage stilling til vores transportmiddel, hver gang vi skal noget – det ville føles helt uoverskueligt, og hverdagslivet skal gå op. Så vores valg af for eksempel cykel eller bil bygger ikke på rationelle beslutninger, men automatiske rutiner, har sociolog og forsker i trafikadfærd Malene Freuendal-Pedersen sagt.

Prøv det, prøv det

Det lyder som et næsten glemt slogan fra en reklamefilm, men det er også opskriften, hvis man gerne vil lave en bilist om til en cyklist. Det er vigtigt at bryde vanen i en periode, hvis du skal begynde at vælge cyklen i stedet for bilen, når du skal noget. Det kan både virke besværligt og uoverskueligt. Til gengæld er der mange, som bliver gladere for cyklen end for bilen, hvis de først får indarbejdet de nye rutiner. Ifølge Antropolog Louise Kielgast fra Gehl Architects byder cyklen på flere oplevelser end bilen. På cyklen har du bedre mulighed for at være impulsiv, du kan stoppe og hilse på bekendte, og du kan nemt følges med nogle en del af vejen. Sanseligheden og kropsligheden gør cykelturen til en god oplevelse, som kan udkonkurrere bilen på alle andre punkter end lasteevne og hastighed.

Så hvorfor cykler vi ikke alle sammen?

– Fordelene ved at cykle skal opleves, har Malene Freuendal-Pedersen videre sagt, og det er derfor at kampagnen “Vi Cykler Til Arbejde” virker. I forbindelse med kampagnen er der hvert år 10.000 nye cyklister, der finder glæden ved to i stedet for fire hjul, og mange af dem hænger ved længe efter kampagnens ophør.

Tip til at komme i gang

  • Sørg for at din cykel er i orden. En tung og dårlig cykel kan stå i vejen for de gode oplevelser
  • Beslut dig for at cykle dagligt i fire uger. Der skal opbygges en ny vane, og det gøres ikke på to dage
  • Aftal at følges med andre. Det sociale aspekt gør det nemmere at holde fast i motivationen
  • Tjek vejrudsigten – så du kan klæde dig ordentligt på til turen
  • Brug af GPS og apps virker meget motiverende for mange – med eksempelvis Strava og Endomondo kan du følge dine egne små fremskridt fra dag til dag eller konkurrere med andre

Kilde: Cyklistforbundets medlemsmagasin CYKLISTER