Bliv vinter- og juleklar

Tekst: Lise Grosmann Foto: Shutterstock

Gøremålene står i kø, søvnen udebliver, panikken lurer, huden driller og ingenting ligner tid til lidt egen-omsorg. Vi er klar med gode råd og tip.

Der er ikke meget – om noget overhovedet – der ikke påvirker vores hud. Når du sover dårligt, føler stress, sløser med kosten, så kan du forvente problemer med huden. Måske ligner du ’bare’ en hængt kat, men det kan også være, at stresshormoner giver dig udbrud, og/eller din hud bliver irriteret og rød. Og gør du alt, som du bør, har styr på det hele og ser alligevel en hud, der ikke er lige så veltilpas, så er det med stor sandsynlighed fordi noget i omgivelserne aktiverer dens immunforsvar. Vores hud er kroppens største organ, den er livsvigtig og må nødvendigvis registrere og kommunikere alt. Lad os se på nogle af de ting, der kan drille lige nu, og hvad du kan gøre.

Spis dig til bedre søvn

Melatonin kender vi mest som ’søvnhormonet’, der styrer vores døgnrytme. Opgaverne er langt mere omfattende, men hvis man vil sove godt, så bør man stå sig godt med melatonin. Sørge for lys om dagen og skrue ned for det – og især skærmlys – om aftenen. Men der er også mad, der booster ens melatonin og kan hjælpe god søvn på vej. Varm mælk er et gammelt råd lige som banan. Og så er der faktisk også bær som surkirsebær og gojibær på melatonin-menuen. Lige som fede fisk som laks og sardiner med gode omega-fedtsyrer samt nødder og havre anbefales. Så måske skal havregrøden ikke være morgenmad men på aftenmenuen.

KILDE: WEB MD/ FOODS-HIGH-IN-MELATONINSAMTSLEEPDOCTOR.COM