Formålet med vores besøg på skolen var at undervise børnene om medicin, herunder at præsentere børnene for medicin generelt, de forskellige former for medicin, samt anvendelse og opbevaring af medicin.
Undervisningsmaterialet var udviklet i samarbejde med Københavns Universitet, og blev præsenteret for to 5. klasser. Det indeholdt både generel viden omkring medicin (såsom anvendelse, virkning, udseende, brug, følgevirkninger, bivirkninger, håndtering, destruktion m.m.) samt øvelser, der inddrog eleverne, eksempelvis medicin-bingo.
I en af øvelserne skulle børnene fortælle om deres kendskab til medicin, og om hvordan de opbevarer medicin derhjemme.
Her fik vi øjnene op for, at overraskende mange familier ikke opbevarer medicin som anbefalet.
Vi blev mødt med mange forskellige måder at opbevare medicin på. Fælles for dem var, at stort set ingen af børnenes forældre opbevarede medicinen som anbefalet.
“Mine forældre opbevarer deres medicin i skabet på badeværelset”. ”Min mor har lagt alt vores medicin i køkkenskabet ved siden af alt vores slik”. ”Jeg tror ikke, at mine forældre ved, hvor de skal lægge vores medicin. Det står bare frit i køleskabet, og så tager de det, når de skal bruge det”. Sådan lød børnenes typiske svar, når vi spurgte til de hjemlige forhold til medicin.
Den måde, som familier vælger at opbevare deres medicin på, er altid den måde, som de tror, er det bedste. Børnene på skolen talte frit fra hjertet, og det gik op for os, at der var et reelt problem i forhold til, hvordan almindelig husholdnings-medicin bør opbevares.
Sundhedsstyrelsen, DLI (Dansk Lægemiddel Information) og apoteket.dk anbefaler, at almen husholdningsmedicin (hovedpinetabletter, cremer, næsesprays m.m.) opbevares et tørt sted, væk fra sollys, ved stuetemperatur og væk fra børns rækkevidde. Derudover anbefales det, at medicin opbevares i et aflåst skab eller i et rum indrettet til opbevaring af medicin.
Medicin må ikke opbevares i køleskabet, på badeværelset eller på steder med direkte soleksponering, grundet risiko for nedbrydning samt ustabilitet, med mindre der står andet på medicinæsken eller indlægssedlen.
Det var i allerhøjeste grad overraskende, at man i så mange familier egentlig opbevarer medicinen imod anbefalingerne.
Der kan stilles store spørgsmålstegn ved, hvorvidt befolkningen generelt er blevet gjort opmærksom på, hvordan medicin bør opbevares. Den almene borger kunne undre sig over, hvor stort problemet egentligt er med hensyn til korrekt medicinopbevaring.
Det skal pointeres, at essensen er stor, da folk udsætter sig selv for unødig risiko ved at gøre brug af medicin, som har været opbevaret forkert. I værste tilfælde kan medicinen ændre virkning, og effekten kan derfor blive en helt anden end tiltænkt.
Der kan også ske det, at medicinen bliver forvekslet med enten fødevarer eller slik. Et eksempel, som vi lagde mærke til, var, at nogen familier opbevarer medicin i slik-skabet. Dette kan nemt skabe forvirring, specielt blandt mindre børn.
Et andet eksempel kan være, at opbevaring af medicin i køleskabet ved siden af andre fødevarer kan medføre, at et barn forveksler medicinen med mad.
Derfor er der al mulig grund til at opprioritere, at befolkningen får større viden om korrekt håndtering af medicin.
Initiativet til at undervise børn i folkeskolen kan rent faktisk munde ud i at gøre større dele af befolkningen opmærksomme på problematikken vedrørende medicinopbevaring. Initiativet har til dags dato kun berørt to 5. klasser med samlet 40 børn, hvilket peger i retning af 40 familier.
Det næste skridt ville være at besøge flere folkeskoler, sprede budskabet samt at udvikle materiale, som kan være tilgængeligt på offentlige institutioner, vuggestuer, børnehjem, folkeskoler, gymnasier, universiteter osv.
Oftest, er det de mindre initiativer, som gør den store forskel.
Formålet med vores besøg på skolen var at oplyse børn omkring medicin. Det kan have stor gavn, at børn allerede fra en tidlig alder bliver opmærksomme på, at medicin er en ting, der skal tages alvorligt.
Vi har forsøgt at gøre det klart for børnene, at medicin ikke altid er den bedste løsning – for eksempel ved hovedpine. Det er i mange tilfælde bedst at undersøge, om der er andre årsager til hovedpine, såsom væskeunderskud eller lignende, hvilket børnene blev opmærksomme på efter vores besøg.
Der er i dag desværre stadig mange unge, der forsøger at tage en overdosis af Panodil. Mange kender ikke til følgevirkninger ved dette. Ved at undervise børnene i 5. klasse har vi sandsynligvis plantet et lille frø til, at familier opbevarer deres husholdningsmedicin mere forsvarligt, og at børnene har lært, at man ikke bare tager medicin, som var det et plaster på et sår.
– Uden for børns rækkevidde.
– I pakningen, helst i aflåst skab.
– Tørt og ved stuetemperatur.
– Kun på køl, hvis det er angivet på pakningen (hvis medicinen skal opbevares på køl, må den ikke opbevares under 2 grader eller over 8 grader)