En brat indgang til overgangsalderen

47-årige Lone Marcussen vågnede op efter en operation og var gået i overgangsalderen. Omkring en tredjedel af de kvinder, der kommer i overgangsalderen, oplever voldsomme gener. Sådan var det også for Lone Marcussen, som har døjet med hedeture, voldsom hjertebanken, stivhed i kroppen, søvnbesvær og ekstrem hovedpine

Umiddelbart efter operationen fulgte overgangsalderen: Lone Marcussen fik fjernet en cyste på hver æggestok og havde fuldt fokus på, om cysterne var ondartede. Derfor var lægernes orientering om, at hun i forbindelse med operationen ville gå i overgangsalderen, i første omgang af helt perifer karakter for hende.

– Jeg tænkte udelukkende på, om jeg havde kræft eller ej. Heldigvis var cysterne godartede. Og så blev jeg ramt af overgangsalderen med 200 kilometer i timen. Det var en barsk oplevelse og til sidst kunne jeg slet ikke kende mig selv, siger Lone Marcussen.

Det er nu et år siden, at hun som 46-årig blev opereret og brat gik i overgangsalderen. Selv beskriver Lone Marcussen det som ”et turbulent år,” som har påvirket hende både fysisk og psykisk.

Tiden efter operationen blev svær. Og listen over gener, udløst af overgangsalderen, voksede. Det hele kulminerede med en delvis sygemelding og en hormonbehandling, som Lone Marcussen takkede ja til i ren desperation.

– Jeg sad og græd på mit arbejde. Jeg var fuldstændig udmattet af søvnmangel efter tre uger med konstante hedeture om natten. Det føltes, som om jeg brændte indeni. Hedeturene var ledsaget af en voldsom hjertebanken, rastløshed, uro i kroppen og koncentrationsbesvær. Jeg var den sidste til at indrømme, hvor dårligt, jeg egentlig havde det. Men min nærmeste kollega greb ind til sidst. Og det blev helt tydeligt for mig, at jeg slet ikke kunne overskue min hverdag med fuldtidsarbejde, mand og to børn, når mit søvnunderskud var så stort.

Lone Marcussen blev delvist sygemeldt fra sit arbejde som lægesekretær på Aalborg Universitetshospital og begyndte at tage hormoner.

– Det var en meget stor overvindelse for mig at begynde at tage hormonpiller, men til sidst sagde jeg: “Okay, nu gør jeg det.” Der gik tre-fire uger, før jeg mærkede den fulde effekt, og den periode var ekstra svær, fordi jeg bare havde brug for noget, der virkede her og nu. Jeg forbinder hormoner med en øget kræftrisiko, og den angst er ekstra næret af, at min mor har haft brystkræft og har fået fjernet begge bryster. Derfor sidder min modvilje mod hormoner dybt i mig, men jeg havde ikke for alvor et alternativ, følte jeg.

I dag tager Lone Marcussen dagligt en tablet med en lav dosis østrogen og desuden 2 gestagen-piller i 10 dage hver anden måned for at fremkalde en kunstig blødning. Hun ville allerhelst tage naturlige hormoner, men de virker oftest kun i en periode, hvorefter man skal skifte til et andet præparat, og det havde Lone Marcussen ikke overskuddet til.

– Alle kvinder er forskellige og har forskellige behov. Jeg er ikke fortaler for hormoner, men det var dét, der virkede for mig. Jeg ville allerhelst opnå samme effekt med naturlige præparater, men har i stedet haft fokus på at få piller med en lav dosis østrogen.

Som lægesekretær kender Lone Marcussen sundhedsvæsenet inde fra, og for hende har det også været svært pludselig at befinde sig i patientrollen. Men den delvise sygemelding gav hende den nødvendige ro til at komme ovenpå, og da hormonbehandlingen begyndte at virke, blev hun raskmeldt igen.
I dag er det et år siden, hun blev opereret. Og hverdagen, både indeni og udenpå, den ligner mere og mere sig selv.

– Det altafgørende er, at jeg igen får min nattesøvn. Og det gør jeg. Jeg sover gerne otte timer i træk, og hedeturene er væk. Det har været en kæmpe lettelse. Jeg føler mig mere og mere som mig selv igen. Der er dog fortsat nogle gener; jeg får nogle jag i benene og mærker tit en stivhed i kroppen. Jeg føler mig nogle gange som en 80-årig. Jeg har en kriblen under huden, som kommer og går og nogle gange ekstrem hovedpine, Det føles indimellem, som om der er noget nyt hver dag. Tidligere var jeg aldrig syg, men nu er der ofte gener af den ene eller anden art, siger Lone Marcussen.

Hormonpillerne holder hun fast i et par år endnu, regner hun med. Det vigtigste for hende er i første omgang at komme helt ovenpå, at lande fysisk og mentalt og derefter slippe medicinen. Lige nu fylder følelsen af, at hun igen er sig selv allermest.