Skader ved lange løb?

Jeg er i gang med at træne til mit allerførste maraton, og det har jeg snart været i gang med et par år, da jeg hele tiden bliver sat tilbage af belastningsskader. Jeg følger træningsplanerne nøje med tre til fire træningspas om ugen og trapper kun distancen op stille og roligt – alligevel er især venstre knæ udsat. Jeg har været ved min læge, men hun kan ikke finde årsagen. Kan det passe, at min krop bare ikke kan trænes op til at gennemføre et maraton?

Det er specielt, når min træning overstiger 20 kilometer, at problemerne begynder at melde sig.

Kh Michella


 

Kære Michella

Det er synd og ærgerligt for dig, at du hele tiden bliver sat tilbage på grund af skader. Det er samtidig vigtigt, som du har gjort det, at respektere dine knæsmerter og stoppe op. Der er stor belastning på knæene under løb, og der kan være mange årsager til, at knæene overbelastes.

Mit umiddelbare svar på dit spørgsmål om, hvorvidt du kan trænes op til at løbe et maraton, er, at det ved jeg ikke, for det kræver yderligere undersøgelser hos en fysioterapeut eller anden behandler med viden om løbeskader. En af de hyppigste årsager til overbelastning i forbindelse med løb er, at man træner for hårdt og for hurtigt skruer op for løbedistancen. Men det har du helt styr på.

Det kan også være, at der er små mikroskader i knæene, som lægen ikke umiddelbart kan finde ved en almindelig undersøgelse. Desværre ser man allerede hos relativt unge kvinder begyndende tegn på artrose (slidgigt) i knæene. En målrettet træning med fokus på styringen af knæet hos fysioterapeut kan ofte være med til at forebygge yderligere slid på leddet og mindske smerterne.

Det næste er så, om der er noget i din løbestil, der skal justeres. Årsagen til knæsmerterne skal måske søges andre steder i kroppen end lige knæene. Du kan have låste stramme led og muskler i for eksempel ryg, i hofte- og ankelleddene. Har du de rigtige løbesko? Også dette skal vurderes nøje. Hvis du stadig har mod på at løbe en maraton, ser jeg ikke andre muligheder, end at du konsulterer en fysioterapeut med specialviden inden for løb.

Fysioterapeuten vil undersøge løbestil, teste din styring af knæet i forskellige bevægelser og styrkeforholdet i musklerne omkring knæet. Fysioterapeuten vil desuden undersøge ryg, bækken og hofteled for at udelukke, at problemerne kommer her fra. Til sidst skal du og fysioterapeuten vurdere, om du har de rigtige sko, der modsvarer din løbestil, løbedistance og det underlag, du løber på.

Det er vigtigt, at du ikke trodser smerterne i knæene og løber videre. Og du skal være indstillet på, at det kan tage lang tid at træne knæet op til at klare et maraton. Hvis ikke det lykkes, kan du vælge et nyt mål. Du kan eksempelvis løbe kortere distancer (5-10 km) men sætte hastigheden op.

Held og lykke med løb fremover

Med venlig hilsen

Vibeke Pilmark

 


Vibeke Pilmark er uddannet fysioterapeut og idrætslærer. Efter mange år med praktisk udøvelse af faget, er hun i dag ansat som faglig redaktør på fysioterapeuternes faglige magasin, hvoriblandt det er hendes opgave at følge både dansk og international forskning inden for fysioterapi og sundhed generelt.