Brug madens egenskaber!

I det gamle Grækenland ofrede man rødbeder til Apollon på grund af deres vitalitet. Ingefær bliver beskrevet som et vidundermiddel i oldtidens buddhistiske skrifter, og for 8.000 år siden brugte Mayafolket chilien som både medicin og elskovsmiddel.

Naturen har altid budt på en bred vifte af naturmidler med helbredende effekter, og kroppen reagerer i høj grad på, hvad vi fylder den med. Desværre er vi ikke altid lige gode til at lytte efter, og det kan resultere i sygdomme. Gennem århundreder har vi i Danmark udviklet en livsstil, der har haft følgevirkninger i form af velfærdsygdomme, som rammer mange på grund af en dårlig livsstil – blandt andet rygning og alkohol, men ikke mindst forkert kost.

Kirsten Hartvig er naturopat og urteterapeut, og hun fortæller, hvordan man kan sammenligne Danmark med lande, hvor man ikke spiser så meget kød, raffineret sukker, sprøjtede grøntsager og præfabrikerede madvarer.

– Vi har i lang tid spist forkert i Danmark, og det kan man se på sygdomme som hjertekar-sygdomme, tyktarmbetændelse, eksem og forhøjet blodtryk. Og det er bare et par af de mange sygdomme, som dårlig livsstil medfører. Forkølelse og halsbetændelse er langt mere udbredt i Danmark i forhold til mange andre lande, og det skyldes, at immunforsvaret er svækket og derfor ikke kan få betændelse og affaldsstoffer ud af kroppen. De har slet ikke samme problem med livsstilssygdomme i kulturer, hvor kosten er sundere, siger Kirsten Hartvig.

Hun uddyber, hvordan mange kroniske sygdomme opstår, fordi kroppen ikke kan komme sig over en akut situation. Hvis man havde spist sundere, havde kroppen hurtigt kunnet udskille betændelse, bakterier og affaldsstoffer, men i stedet ender man med en kronisk lidelse, som man må leve med.

Forkortet levetid på 10-20 år

Psoriasis og gigt er udbredte sygdomme i Danmark, og det kan til dels tilskrives vores livsstil. Vi spiser for meget animalsk fedt og raffineret sukker, hvilket resulterer i at leveren bliver svækket og derfor ikke kan udrense kroppen for betændelse.

Psoriasispatienter, der rammes af sygdommen, inden de fylder 30 år, kan forvente en levetid, der er forkortet med 10-20 år. Men ved at være opmærksom på sin kost kan man mindske betændelsestilstanden i kroppen og derved minimere udbrud af sygdommen.

– En bedre kost giver simpelthen en højere livskvalitet, siger Kirsten Hartvig, som har skrevet 13 forskellige bøger om, hvordan diæt kan forebygge og minimere forskellige kostrelaterede sygdomme.

– Psoriasis er for eksempel en arvelig sygdom, som sjældent kan helbredes. Til gengæld kan den – ved at spise rigtigt – holdes nede, så man ikke mærker meget til den. Problemet ved psoriasis er, at kroppen ikke kan fordøje proteiner ordentligt, og det kan man hjælpe på vej ved at spise rigeligt med papayafrugter og ananas. De indeholder begge gode fordøjelsesenzymer og masser af A-vitamin, siger hun.

Et andet våben til bekæmpelse af hudsygdomme er zink. Zink opretholder balancen i huden og reparerer, så udslæt, sår og eksem hurtigt nedkæmpes. Hvis man derfor lider af psoriasis, eksem eller andre hudsygdomme, skal man sørge for at spise masser af zink, som findes i rigelige mængder i blandt andet hvedekim, lever og alle slags nødder og kerner.

Forebyg alvorlige livsstilsygdomme

Når vi spiser forkert, ophobes affaldsstoffer i kroppen. Leverfunktionen, der skal udrense kroppen, sættes på vågeblus, og i sidste ende presses immunforsvaret ned i gear, så vi rammes af sygdom. Før uheldet er ude, og vi må bukke under for diverse forgiftninger og sygdomme, kan man dog ty til forskellige madvarer, der hjælper med at udrense kroppen for affaldsstoffer og betændelse. Kirsten Hartvig nævner rødbede, artiskok, julesalat, gurkemeje, hvedegræs og bønnespirer som noget af det optimale, man kan spise for at udrense kroppen.

– Alle disse råvarer indeholder bitterstoffer, som renser ud og styrker leveren. Ved at lægge sin kost om og indarbejde nogle af de ingredienser vil man ikke kun fjerne irritationssygdomme som eksem og forkølelse, men også forebygge alvorligere livsstilssygdomme som forhøjet blodtryk, hjertekarsygdomme, overvægt og sukkersyge, garanterer hun.

Hun understreger dog, at det ikke kun handler om, hvad man skal spise for at holde kroppen i topform, men i lige så høj grad om, hvad man skal undgå at spise. Mange af vores dagligdagsvarer er nemlig mere usunde, end man lige går og regner med, fortæller hun.

– Animalsk fedt fra kød og mælkeprodukter, som indeholder mættede fedtsyrer, øger betændelsestilstanden i kroppen. Samtidig skal man holde igen med gluten, hvede og ris, som er hårdt for fordøjelsen, og så skal sukkerindtaget skæres ned.

Hun uddyber, at man yderligere kan skærpe kroppens kamp mod sygdom med antioxidanter, der fjerner betændelsestilstande. De findes hovedsageligt i grønne blade, peberfrugter, gulerødder, søde kartofler, persille og fed fisk.

Fibre optimerer tarmsystemet

Anne Louise Knudsen er klinisk diætist, og hun beskriver, hvordan giftstofferne fra det animalske fedt og alkohol hober sig op i fedtvævet i kroppen, hvor det sidder rigtig godt fast. Herfra skaber affalds- og giftstofferne en betændelsestilstand i kroppen, mens de samtidig kan virke hormonforstyrrende.

– Når giftstofferne først har sat sig i fedtvævet, er de meget svære at komme af med. Derfor skal man sørge for at få det ud af kroppen, inden det når at sætte sig. Det kan man blandt andet gøre med vandholdige grøntsager som agurk, tomat, gulerod og salat, fordi væsken er med til at rense ud.

Hun fortæller, at det samtidig er vigtigt, at man drikker halvanden liter vand om dagen for at rense nyrer og lever igennem, da deres funktion netop er at fjerne affaldsstoffer. Man skal dog passe på med at drikke mere. Det vil nemlig også skylle vitaminer og mineraler ud, før kroppen kan nå at få gavn af dem.

Anne Louise Knudsen beskriver, hvordan man kan hjælpe kroppen med at udskille affaldsstoffer ved at fremme fordøjelsen og få dem ud med afføringen.

– Man kan virkelig hjælpe sin mave og tarme på vej ved at spise masser af fibre, der findes i rugbrød og andre fuldkornsprodukter. Hvis tarmene for eksempel får masser af rødt kød, som er svært at fordøje, vil de usunde stoffer sætte sig i kroppen, men med masser af fibre fungerer tarmsystemet optimalt, siger hun.

Fedt er ikke altid farligt

Mange danskere er alt for fedtforskrækkede, mener Anne Louise Knudsen, og det betyder, at vi får for lidt fedt. Vores celler er bygget op af fedt, og spiser man den rigtige slags fedt i de rette mængder, har det mange forskellige gavnlige effekter – herunder også vægttab.

– Kroppen har brug for de essentielle fedtsyrer, som den ikke selv kan skabe – omega-3 og omega-6. De to fedtsyrer har betydning for stofskifte, energiniveau, modstandskraft og udholdenhed. Desuden hjælper de kroppens immunforsvar, graviditet, hud, hår, negle, fordøjelse og transport af vitaminer og mineraler, så de er meget vigtige, forklarer hun.

De essentielle fedtsyrer findes blandt andet i avocado, nødder, solsikke-, majs- og vindruekerneolie samt i raps-, soja-, hørfrø- og valnøddeolie. Desuden råder hun til, at man spiser masser af fed fisk som laks, sild og makrel, der har et meget højt indhold af omega-3, da fiskeolien er med til at fjerne inflammatoriske tilstande i kroppen.

– Det bedste råd, man kan give, er at spise så varieret som muligt og undgå for meget kød, animalsk fedt og sukker, for det sætter sig i kroppen i langt højere grad, end man lige skulle tro. Vores helbred er meget dikteret af, hvad vi giver kroppen at arbejde med, og med den rette kost kan man holde immunforsvaret skarpt og have et godt helbred, konkluderer hun.

 

Opskrifter til et godt helbred

Klinisk diætist Anne Louise Knudsen giver her tre opskrifter på retter til et afbalanceret helbred:

Kyllingefrikadeller med råkost og rugbrød

Marineret kylling med kikærtesalat

Tærte med kartoffel-bønnesalat