Brugsanvisning for nye bedsteforældre

Når en lille ny melder sin ankomst, er der mange, der gerne vil have en plads omkring vuggen – især hvis familien består af dine, mine og vores børn. Men hvordan undgår man som bedsteforælder at ende på sidelinjen, uden kontakt til børnebørnene? Den erfarne sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen giver gode råd til nybagte bedsteforældre.

Forskellen på at være nybagt forælder og nybagt bedsteforælder er ikke så stor, som man skulle tro. Begge parter skal nemlig lære utallige nye ting. Også bedsteforældre, der jo har prøvet at opfostre et barn, må vænne sig til, at de nybagte forældre ikke nødvendigvis synes om deres metoder, når barnet skal skiftes, mades eller puttes. Og vil man som bedsteforælder gerne involveres i sine børnebørn liv, er det nødvendigt at undgå konflikter.

Som nybagt bedsteforælder er man faktisk slået tilbage til start, og selv om ingen kan forudse, hvilke udfordringer der kommer i spillet om børnebørnene, så er det en fordel at kende spillereglerne. Faktisk starter man fra nul, hver gang man får et nyt barnebarn, for lige netop det barn er jo helt unikt, ligesom dets forældre.

 

Trængsel om vuggen

Med nye familiekonstellationer; dine, mine, vores børn og mange par bedsteforældre om hvert barn, kan det nemt blive knapt med plads omkring vuggen. Man kan sagtens forestille sig, at det er let at ende uden kontakt til et barnebarn.

– Det er helt naturligt gerne at ville deltage i glæden omkring det lille nye barn. Derfor har nogle bedsteforældre svært ved at løsrive sig umiddelbart efter fødslen, mens forældrene stadig er på hospitalet. I den situation er det vigtigt at forstå, at forældrene har brug for tid alene med barnet, for det er også overvældende for dem, siger sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen, der i sit tidligere arbejde på barselsgangen ofte oplevede, at nybagte forældre bad hende fortælle bedsteforældre, at besøgstiden var slut.

Forældre prøver altså at undgå konflikt med bedsteforældre, der hverken kender hospitalets besøgstid eller i overført betydning: Deres egen besøgstid.

Men hvad gør man så, når man bare er en af mange, der gerne vil have tid sammen med den nye baby? Helen Lyng Hansens erfaring er, at den ældre generation altid bliver tænkt med i barnets liv, og det skal bedsteforældre huske på.

– Det er utrolig vigtigt, at parterne får afstemt deres forventninger. F.eks. hvor meget tid får man med børnebørnene, skal besøg foregå hos jer eller os, vil I have besøg på hospitalet, hvordan kan jeg hjælpe? Og det er allerbedst, hvis man snakker om disse ting inden fødslen, så begge parter i god tid ved, hvad de kan forvente, siger Helen Lyng Hansen.

 

Hr. og fru ønskebarn

Alle bedsteforældre må acceptere, at det er barnets mor og far, der bestemmer 100 pct. over, hvem der får del i og indflydelse på barnets liv. Derfor er det i en bedsteforælders egen interesse at undgå konflikter. Er man først endt i en dårlig situation, afhænger løsningen af konfliktens art, og der er desværre mange veje, der kan føre til uenighed.

– Børn, der bliver født i dag, er ønskebørn på den måde, at de er planlagt. Derfor er forældre utroligt sårbare over for, hvad andre siger om deres børn, og velmenende råd fra en bedsteforælder kan sagtens blive misforstået som uberettiget kritik. Som bedsteforælder bør du derfor undgå at give råd, medmindre du bliver spurgt, siger Helen Lyng Hansen.

Kort sagt: Bedste, kend din plads.

 

Mormor har de bedste odds

Er man så heldig at blive mormor, så har man faktisk allerede en fordel i forhold til farmor. Mormoren har jo opfostret barnebarnets mor, så de kender hinanden meget bedre, end farmoren nogensinde vil komme til. Helen Lyng Hansen forklarer, at der opstår en symbiose mellem mormoren, moren og barnet, fordi de to voksne kvinder nu kan dele den oplevelse, det er at blive mor. En ny mor vil automatisk spørge sin mor til råds først, når hun har tvivl om barnet. Her er farmor dårligere stillet.

– Hvis en farmor tilbyder sin hjælp i form af f.eks. madlavning, rengøring eller børnepasning, kan det blive opfattet som skjult kritik. ‘Tror hun nu heller ikke, at jeg kan passe mit eget barn´ vil en kvinde sige om sin svigermor. Farmoren må ikke trække sig i den situation. Det kan nemlig også misforståes, som ´Hun er slet ikke interesseret i at se sit barnebarn´. I disse situationer skal barnets far på banen, som en fredsforhandlende tolk, der kan forklare sin mors gode intentioner og mægle mellem de to kvinder, siger Helen Lyng Hansen.

 

Bedstefar, farfar eller morfar – læs med her

Mens bedstemødre naturligt er meget tilgængelige, kan bedstefædre være uvante i omgangen med små børn. Deres generation har nemlig ikke altid været involveret i pasningen af egne børn. Men bedstefædre kan roligt slappe af. De behøver ikke at kunne være med på børnenes lege.

– Børn vil enormt gerne inddrages i bedstefars liv, hvad enten det er at snitte træfigurer, være historieinteresseret, lægge kabale eller se tennis i fjersynet. Det giver børnene en god ro at være sammen med en bedstefar, især hvis han også vil fortælle om ´da bedstefar var dreng´, siger Helen Lyng Hansen.

Børn vil også gerne høre om, hvordan deres forældre var, da de var små. Så bedstefædre skal bruge deres dybe stemme til historiefortælling og rolige hyggestunder.

 

Sundhedsplejerskens fem gode råd til bedsteforældre – (nr. 6 er til forældrene)

1. Afstem forventninger inden fødslen om f.eks. tid, besøg, hjælp, råd etc.

2. Drøft løbende ændrede forventninger.

3. Giv aldrig gode råd, medmindre du bliver spurgt direkte.

4. Genkendelighed gør børn trygge – læg mærke til, hvordan børnene bliver puttet, sengetid, spisetid osv. – og gør det på samme måde, når du passer dem.

5. Vis gensidig respekt.

6. Efterlad ikke lange lister med instruktioner, når en bedste skal passe barnebarnet – stol på dem – de har jo opfostret børn.

 
Førstehjælp til bedsteforældre

Helen Lyng Hansen fra denne artikel har sammen med en anden sundhedsplejerske, Sigrid Riise, skrevet:

“De bedste (bedste)forældre”, Gad 2010.

Hun har desuden www.netsundhedsplejerske.dk med råd til forældre og bedsteforældre.

“Guide til bedsteforældre og deres børn”, Margrethe Brun Hansen og Maria Holkenfeldt Behrendt, Høst 2009.