Handicap er ingen hindring

Selv om man er handicappet, er det stadig sundest med 30 minutters daglig motion. Men det kan være svært at praktisere – ikke mindst, hvis man har problemer med at gå og løbe. Heldigvis er der hjælpemidler, som kan give masser af aktive oplevelser.  

Spastiske lammelser er ingen hindring for, at 18-årige Anton Stockmarr kan deltage i motionsløb. Spastiske lammelser betyder, at musklerne konstant er spændte og medfører ufrivillige, pludselige bevægelser, og Anton kan godt gå, men ikke løbe uden hjælpemidler. Derfor har han gået til svømning, men det var bare ikke så spændende mere. Derfor har han nu fået en mellemting mellem en rollator og en cykel, en såkaldt Petra Racerunner.

– Jeg har gennemført et 5-kilometerløb i København sammen med andre løbere, siger Anton Stockmarr og fortsætter:

– Det var lidt crowdet. Men det var dejligt med opmuntrende kommentarer undervejs fra tilskuerne.

Racerunner’en kan bruges i skoven og på andet ujævnt terræn. Der findes andre lignende løsninger til forskellige handicaps og fysiske begrænsninger, så både kørestolsbrugere og ældre med dårlig balance har god mulighed for at holde fast i et aktivt liv.

By Connie Hansen

Ildsjælen Connie Hansen er selv handicappet efter et brud på rygsøjlen som barn. Flere gange har hun vundet medaljer ved handicap OL og VM. Sport har altid betydet meget for hende, og hun har derfor engageret sig i udviklingen af hjælpemidler til handicappede, så de opnår større glæde ved fysisk aktivitet og større frihed – herunder Petra Racerunner. Se mere på www.by-conniehansen.com